Annonce
Melfar Posten

Kommentar: Tak for turen - vi gør det igen til august

Sofie Ejlskov Hugger er ny souschef på redaktionen i Middelfart. Hun havde første arbejdsdag 25. maj. Foto: Mia Harm Madsen
Annonce

Forleden mødte jeg Just, der har sejlet i kajak, siden han i 1970 købte sit første eksemplar i mahogni.

Jeg spurgte ham, hvorfor han godt kan lide at sejle i kajak.

- Hvorfor kan nogen lide at spille fodbold? Og hvorfor kan nogen lide at se fjernsyn? Det fik fat i mig, sagde han.

Senere forklarede han, at et af de helt store plusser ved at være kajakentusiast i Middelfart er, at man har Lillebælt og Fænøsund som legeplads.

Det kan man sætte sig ind i, også når man arbejder med at udgive avis fra redaktionen i Havnegade. Det er ikke altid til at svare på, hvorfor man er faldet for det fag eller den fritidsinteresse, man har. Det er der jo så mange grunde til. Til gengæld er det nemt at slå fast, at Nordvestfyn er et helt særligt område at få lov at lave journalistik i. Det er smukt, finurligt, aktivt og ambitiøst. Og det er et område, vi sammen skal værne om.

Da H.C. Andersen besøgte Hindsgavl Slot i 1843, tabte han efter sigende underkæben og udråbte stedet til det smukkeste i Danmark. Det er uden tvivl også stadig en af Fyn og resten af landets unikke naturperler. Desværre har mennesker i de senere år været skyld i, at der er færre og færre dyre- og insektarter i og omkring Hindsgavl, som kan finde et passende hjem.

Det arbejder Middelfart Kommune på at gøre bedre. Og derfor havde vi onsdag, hvor vi rykkede redaktionen til naturcentret, 20 læsere med på rundtur i området. Her hørte de om, hvordan man både kan hjælpe kommunen og sikre biodiversiteten hjemme i sin egen baghave.

En anden nordvestfynsk perle er Føns. Faktisk har Føns så mange fine naturområder, at de lokale ildsjæle Susanne Bach Bager og Helle Wulff Hansen har lavet en hel turistfolder om dem. Den blev for alvor taget i ed, da omkring 30 læsere tog til Føns torsdag eftermiddag med spadseresko på.

De blev vartet op med kaffe, saftevand, hjemmebag og sandwich, mens lokale kyndige og handelsdrivende havde længere åbent og agerede guider ved landsbyens attraktioner.

Foruden Føns og Hindsgavl har vi i den forgangne uge arbejdet fra Middelfart Marina, Ejby Bypark og Skovlund Camping. Det er fjerde gang, vi har rykket redaktionen ud. Og det er fjerde gang, vi er blevet mødt af både gæstfrie værter og engagerede læsere med gode historier i ærmet.

Det er dog ikke kun, når vi flytter redaktionen rundt i kommunen, at vi gerne vil have jeres tips. Vi vil altid gerne vide, hvad der rør sig i de lokalområder, vi dækker. Faktisk er det så vigtigt for os, at vi har fået et nyt værktøj, en form for boks, som gør det lettere for jer at stille spørgsmål direkte til os.

Den kan I finde i vores artikler under overskriften ”Spørg redaktionen”.


Det er dog ikke kun, når vi flytter redaktionen rundt i kommunen, at vi gerne vil have jeres tips. Vi vil altid gerne vide, hvad der rør sig i de lokalområder, vi dækker. Faktisk er det så vigtigt for os, at vi har fået et nyt værktøj, en form for boks, som gør det lettere for jer at stille spørgsmål direkte til os. Den kan I finde i vores artikler under overskriften ”Spørg redaktionen”.

Fra kommentaren


Jeg tør garantere, at I kommer til falde over den jævnligt. I kan bruge boksen, eller I kan betragte den som en stående invitation til altid at skrive, ringe – eller stikke hovedet ind på redaktionen, hvor vi nu er i havn igen.

Det kan også være, I kan fortælle os, hvor vi skal arbejde, næste gang vi tager computerne under armen og flytter redaktionen ud. Mon bordet fanger, hvis jeg siger, at det bliver i august?

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce