Annonce
Melfar Posten

Lokalhistoriker i klumme: Hvoraf kommer navnet Middelfart?

Annonce

Vi kan ikke forestille os et menneske uden et navn. Hvem er man så, hvis man ikke har et navn? Mennesket er navnet. Navnet er mennesket.

Der er selvfølgelig meget praktisk ved et navn. Man kan kalde på netop det menneske. Man kan finde frem til det. Og det kan også bedre kende sig selv. Men et navn gives som regel også med kærlighed. Og det valgte navn har betydning for giveren og får usvigeligt sikkert betydning for modtageren.

Hvordan er det så med stednavne? Her er der også praktiske forhold og i nogen grad også følelsesmæssige og historiske betydninger. Men der er noget nøgternt over stednavne. At de så med tiden kan summe af betydninger er en anden sag.

Det nøgterne ved stednavne består i, at mennesker giver steder forståelige navne, så man kan finde frem til netop det sted frem for et andet. Og at man kan huske stedet og tale med andre om det. Nogle lokale eksempler

Lad os tage landsbyen Føns. Den kom man sejlende til. Den fandt man frem til på Fyn, der hvor et næs strakte sig ud og viste vej. Altså Fyns næs, og det bliver forkortet til Føns i almindelig tale.

Og Hindsgavl? Hinds er et gammelt udtryk for hegn, og gavl kender vi da. Vi har gavl i Gals Klint. Ligetil er det så, at Hindsgavl viser hen til den lille halvø ved Lillebælt, der er hegnet ind og rummer en gavl i form af den for datidens søfarende markante Gals Klint.

Så kommer den svære: Middelfart?

Igennem mange år mente lokalhistorisk interesserede, at det var ligetil med de sproglige og historiske rødder. Man havde jo været færgeby siden 15-1600-tallet. Man kan da tænke på overfart og færgefart. Så skulle vi have –fart.

Middel tænkte man så på som det midterste overfartssted og forestillede sig, at der måtte være et overfartssted syd for og et andet nord for. Men hvor skulle de overfartssteder ligge, når det kom til stykket?

Denne fortælling hviler på, at man har kunnet rejse over land – fra landsdel til landsdel. Ja, hertil var man selvfølgeligt nået i 1600-tallet.

Før den tid var det nu ikke så selvfølgeligt. Da var der ikke fremkommelige landeveje. Derimod havde man mulighed for at sejle lange stræk. Det var det, man gjorde, når man skulle handle, eller når man skulle på røver- eller krigstogter.

Tænk på vikingerne, der formåede at komme langt omkring.

Annonce

Middelfartsund

Det, vi i dag kalder for Lillebælt, kaldtes førhen Middelfartsund. Det var et farvand, som forbandt Østersøen og Norge op langs den østjyske kyst.

Førhen sagde man ikke Middelfart, men Melfar. I middel– og mel– gemmer der sig ikke ordet midterste, men derimod ordet mellem.

Det kunne så være mellem Snoghøj og Middelfart. Men da Melfar først kom på tale, eksisterede Snoghøj slet ikke. Så vi kan i den sammenhæng droppe Middelfart = Mellemfartsby.

Så kunne det henvise til mellem Østersøen og Norge, hvilket er for langt ude. Mellem kan derimod henvise til farvandet mellem Fyn og Jylland. Meget tyder på, at det er her, vi skal søge oprindelsen til navnet på vores købstad. Det bliver altså farvandet som søvej i vikingetid og tidlig middelalder, der kommer først.

Det vil sige sundet, man farer med skib på midt mellem Jylland og Fyn. Med tiden opstod så en købstad ved dette sund.

Det blev så byen ved Middelfartsund. Efterhånden voksede byen og fik en anden betydning end en handelsstation ved søvejen nemlig som færgeby. Og som sådan løb den med det oprindelige navn for sundet.

Dette var en lidt mere populariseret fortælling om vores bynavn. Meget mere kan man finde i en lærerig artikel i Vends Årbog 1999: Ove Jørgensen og Tore Nyborg ”Stednavnet Middelfart”.

Hvordan er Middelfart-navnet opstået? Det svarer lokalhistorier Peter Storm på i denne klumme. Privatfoto.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce