Fredericia/Middelfart: 49-årige Louise Stephansen sidder i sit køkken i Fredericia på en rød køkkenstol. I en vase på bordet står en buket røde roser, og i et glasskab står en kaffekande fra serien Madam Rød sammen med rød keramik, en rødmalet gammeldags kaffekværn og en minimodel af Londons karakteristiske røde dobbeltdækkerbusser.
Temafarven i Louises hjem passer godt til det emne, vi skal tale om - nemlig hjertet, som Melfar Posten i disse uger har særligt fokus på.
Louise Stephansen har siden efteråret 2021 været formand for Hjerteforeningens lokale afdeling i Middelfart, og hendes kæreste 64-årige Paw Jakobsen er næstformand i foreningen.
- Jeg er selv hjertesyg. Jeg fik en blodprop i hjertet for syv år siden. Dengang var én, jeg kender, med i bestyrelsen i Middelfart, og hun spurgte, om jeg kunne tænke mig at være med. Det sagde jeg ja til. Jeg tænkte, det kunne være en god måde at hjælpe andre i samme situation, fortæller Louise Stephansen om hendes baggrund for at være med i Hjerteforeningen.
Hjerteforeningen i Middelfart arbejder blandt andet med at formidle foreningens budskaber om forebyggelse, oplyser om hjertesygdom og støtter patienter og pårørende. De arrangerer foredrag og aktiviteter, og så underviser de lokale hjerteinstruktører i foreningen i førstehjælp.
Gik i tre måneder
Det er på en forårsdag i marts 2016, at Louises liv pludselig ændrer sig, da hun træder ud badet derhjemme.
- Jeg får jeg pludselig sådan en trykken for brystet, og det føles som om, jeg får kogende vand ud i armene. Jeg kaster også op og har det bare rigtig dårligt. Men så er det som om, det går i sig selv igen, og så cykler jeg faktisk afsted på arbejde, husker hun.
På arbejde får hun det dårligt igen og meddeler sin chef, at hun skynder sig et smut til lægen.
- Da jeg fortæller lægen om symptomerne, trykker de bare på den røde knap, og så kommer ambulancen med det samme.
På det tidspunkt er Louise Stephansen kun 42 år, og derfor tror ingen på, at det kan være en blodprop. Derfor bliver hun udskrevet fra sygehuset samme dag.
Først tre måneder senere, finder lægerne ud af, at hun har haft en blodprop.
- Jeg blev ved med at få anfald, så jeg skulle ind og lave en cykeltest for at se, om det hele var i orden. Men efter to minutter på cyklen, kom sygeplejersken ind og sagde, at jeg ikke skulle cykle, jeg skulle indlægges.
På sygehuset laver lægen en kikkertundersøgelse og her står det hurtigt klart, hvorfor hun har haft det skidt. Der er ikke ret meget passage tilbage i hovedpulsåren, og fordi hun har gået sådan i flere måneder, er den også gal med en af de andre blodårer til hjertet.
Ikke bange
Louise Stephansen får indopereret to stenter, som er små metalrør, der udvider blodårerne og forhindrer dem i at trække sig sammen.
Det er stadig uvist, hvorfor hun fik en blodprop, for hun har aldrig fejlet noget med hjertet før. Det kan muligvis være en nedarvet hjertefejl fra hendes far, men det nåede ikke at blive undersøgt, før han døde af kræft for halvandet år siden.
- Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det skete for mig. Jeg trænede helt vildt meget og levede sundt, så jeg syntes, det var mærkeligt. Men jeg havde det sådan, at nu fik den mig ikke den her gang, så får den mig heller ikke næste gang. Så jeg har aldrig været bange for det siden, siger hun.
I dag tager hun dagligt sin hjertemedicin, men ellers er hjertesygdommen ikke noget, der påvirker hendes hverdag.
- Jeg tænker selvfølgelig på det nogen gange, og engang imellem har jeg lidt hjerteflimmer, hvor mit hjerte pludselig holder op med at slå, eller også slår det pludselig helt vildt hurtigt.
Heldigvis kan man godt forelske sig, selvom hjertet er sygt. Det erfarede hun for 3,5 år siden, da hun mødte Paw Jakobsen. Og det er virkelig en vaskeægte kærlighedshistorie.
- På det tidspunkt arbejdede jeg ved slagteren på Odensevej i Middelfart, og Paw var fast kunde. Og så begyndte vi at snakke sammen, og ja... så blev det bare pludselig os to, smiler hun.
De har nu været kærester i to år og for et år siden flyttede de sammen i et hus i Fredericia.
Helt ny bestyrelse
I oktober sidste år stoppede hele den daværende bestyrelse af Hjerteforeningen i Middelfart, der har knap 1000 medlemmer, lige med undtagelse af Louise Stephansen. Derfor skulle der vælges en helt ny bestyrelse.
- Jeg ville egentlig bare være almindeligt bestyrelsesmedlem, men da der ikke var nogen, der meldte sig til formandsposten, spurgte jeg Paw, om han ville hjælpe mig, hvis jeg meldte mig, siger hun og Paw Jakobsen tilføjer:
- Og så sagde jeg, at det vil jeg rigtig gerne, hvis jeg kan gøre en forskel.
Paw Jakobsen har en del erfaring med bestyrelsesarbejde. Han har både været i bestyrelsen for kajakklubben og fodboldklubben i Middelfart, og så er han tidligere formand for Rock under Broen. Derfor turde Louise melde sig med hans opbakning.
- Vi syntes begge to, det er rart at være sammen om noget - især når det er noget, der berører vores hverdag, siger hun.
Den nye bestyrelse er stille og roligt ved at finde sit ståsted, men det har været udfordrende, ikke mindst fordi corona har sat en stopper for aktiviteter i lang tid.
Nu er der heldigvis flere aktiviteter på bedding. Foreningen er for eksempel ved at planlægge et foredrag med Peter Mygind til efteråret. Og efter sommerferien kommer der igen gang i den ugentlige holdtræning "hjertemotion".
Hjerteforeningen Middelfart
Hvis du vil læse mere om Middelfart Hjerteforenings aktiviteter og kommende arrangementer, kan du gå ind på hjemmesiden lokal.hjerteforeningen.dk/middelfart.
De lokale hjertestartinstruktører fra Hjerteforeningen Middelfart, er desuden klar til at give en 30 minutters gratis introduktion i genoplivning. Så er man en gruppe - måske en kortklub, sportsklub eller en flok naboer, der gerne vil lære førstehjælp, kan man kontakte foreningen for at høre mere.
Har du gode ideer til arrangementer eller andet, kan du kontakte bestyrelsen på mailadressen middelfart@hjerteforeningen.dk.