Annonce
Melfar Posten

Malene og Olivers mexicanske brætspilscafé er endelig åben for takeaway: - Vi er bare mega glade

Jataco har været undervejs i fire år, blandt andet ved at Malene Nørtoft og Oliver Tranberg har skrabet en stor sum penge sammen fra deres tidligere job ved Mcdonalds. Foto: Sofie Ejlskov Hugger
Selvom caféer og restauranter endnu ikke har fået grønt lys i genåbningsplanen, er parret bag Middelfarts nye, mexicanske spisested begyndt at sælge tacos ud af huset.

Middelfart: Der har været flere bump på vejen, siden Malene Nørtoft og Oliver Tranberg, begge 24 år, besluttede at poste en halv million opsparede kroner i en mexicansk café med brætspil i de gamle Flying Tiger-lokaler i Algade.

Især har det handlet om, at en brandtilladelse lod vente på sig i månedsvis, så lokalerne først kunne stå færdige i februar i stedet for i november, som planen ellers var.

Men i går, fredag, kunne parret bag Jataco endelig tage imod de første gæster, der dog på grund af coronarestiktionerne måtte nøjes med at hente tacos og andre mexicanske retter som takeaway.

- Det gik faktisk over al forventning. Alle folk fik deres mad og til tiden, og de blev glade. Vi tror, folk kom afsted med en god oplevelse, siger Oliver Tranberg og forklarer, at der var åbent for bestillinger i fire timer mellem 16 og 20, og at der kom i alt 30 af slagsen fra både familier og enkeltpersoner.

Den slags takeaway, der er blevet solgt mest af, er naturligvis tacos, fortæller Oliver Tranberg oven på første åbningsdag, hvor han og Malene Nørtoft tog imod 30 bestillinger. Foto: Sofie Ejlskov Hugger

- Det var, som vi havde håbet på. Vi havde en prøvemiddag (for venner og familie inden åbningen, red.), hvor vi havde skudt lidt for højt. Vi havde inviteret for mange og kunne ikke helt følge med, så vi var meget forsigtige med at blokere for tidspunkter og styrede det på den måde.

Annonce

Større end forventet

Oliver Tranberg glæder sig over, at det endelig har kunnet lade sig gøre slå dørene op.

- Det er bare så fedt. Vi har planlagt det i fire år, og det har været en kamp de måneder her. På et tidspunkt sidste år var vi lige ved at kaste håndklædet i ringen, fordi vi bare gik og ventede på de tilladelser, men i og med at det har været meget hårdere, end vi havde regnet med, er det også federe endelig at kunne åbne, så det er vi bare mega glade for. Det er også uvirkeligt at begynde at få penge ind igen frem for kun at bruge penge, siger han og fortæller, at den halve million for længst er brugt.

- Det er blevet lidt større, end vi havde regnet med, men vi tror, at det er det hele værd. Det var de lokaler, der kom op og var ledige, og så tænkte vi "hvorfor ikke prøve?".

Oliver Tranberg og Malene Nørtoft har det fint med, at de kan få lov til at åbne i det små med takeaway, indtil regeringen giver lov til, at der kan komme gæster ind i hele caféen.

- Så tager vi det i to etaper, så der ikke er så meget nyt på en gang, siger Oliver Tranberg.

Jataco har i øvrigt ansat seks medarbejdere, primært i studiejob, som skal hjælpe i det daglige - nogle af dem med det samme og resten, når caféen kan åbne for alvor.

Der er mulighed for at hente takeaway, kaffe med mere alle ugens dage inden for åbningstiden.

Førstesalen med udsigt over Lillebælt er stort set klar, men på grund af coronarestriktionerne må brætspilsdelen af Jataco vente lidt endnu med at åbne. Foto: Sofie Ejlskov Hugger
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Nyt vaccinationssted i Middelfart er kun for de hurtigste: - Nu har jeg ventet i 13 måneder, så lad mig vente et par uger eller tre mere

Annonce