Annonce
Melfar Posten

Mathias var skoletræt: Nu har vundet DM i Skills

Mathias Dan Olsen i færd med at løse den opgave, der gjorde ham til vinder af DM i Skills. Foto: DM i Skills
20-årige Mathias Dan Olsen har siden 8. klasse vidst, at han vil være anlægsgartner. Forleden fik lagt sten, planter og brosten helt perfekt, da han vandt DM i Skills. Anlægsgartner-eleven fra Holmegaard i Brenderup skal nu til EM i Østrig, og han er villig til at lægge mange timers træning i drømmen om at komme hjem med et Europamesterskab.
Annonce

Brenderup/Særslev: Opgaven har bogstaveligt talt været stenhård for 20-årige Mathias Dan Olsen de seneste uger.

Sammen med sin medstuderende Ditte Svane Jacobsen vandt han nemlig den interne konkurrence på sin skole om at komme med til DM i Skills - det danske mesterskab i diverse håndværksfag. Og ikke nok med det. Den unge anlægsgartnerelev fra Holmegaard i Brenderup vandt konkurrencen i Bella Centeret, og derfor kan han nu se frem til at skulle repræsentere Danmark ved Europamesterskaberne i Skills i Østrig til september.

- Det er megafedt, og det bliver en kæmpe oplevelse. Jeg bliver den del af det, som nogen kalder "Danmarks vigtigste landshold", fordi det består af forskellige håndværkere. Og jeg vil virkelig gerne vinde den titel i Østrig. Det ville altså se meget pænt ud på mit cv, siger Mathias Dan Olsen med glød i stemmen.

Der skulle måles, regnes og bankes for at løse opgaven. Foto: DM i Skills
Annonce

Var skoletræt

Mathias Dan Olsen er vokset op i Særslev med en far, der er tømrer og en storebror, der er anlægsgartner. Så at gå håndværksvejen har ikke været fremmed for Mathias.

- Jeg var træt af folkeskolen og ville bare gerne ud og lave noget helt andet. Da vi havde brobygning i 8. klasse, var jeg på Cold College, og med en storebror, der allerede var i faget, fandt jeg ud af, at det var anlægsgartner, jeg ville være. Jeg plejer at sige, at de to bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv, var valget om at gå den vej. Og så valget om at skifte fra Cold College, hvor jeg ikke faldt til, og så til JU i Århus, som jeg bare synes er en fantastisk skole, fortæller Mathias Dan Olsen.

Annonce

Dystede mod andre skoler

Der er fem skoler i Danmark, hvor man kan blive anlægsgartner. Hver skole holder interne konkurrencer om, hvem der skal med til DM i Skills, og sammen med Ditte Svane Jacobsen vandt Mathias altså på JU Århus, hvor også fynboens arbejdsgiver, Henrik Holmegaard, blev udlært for snart en menneskealder siden.

Og vejen til en finalesejr er alt andet end let.

Mathias og Ditte fik udleveret en opgave to uger før jul. Herefter kunne de gå i gang med at træne på skolen.

- Opgaven var en trappe i tre trin med en støttemur, som alle niveauerne arbejder sig ind i. Udenom skulle der være hegn og beplantning, og der skulle også være et vandbassin med en sten i. Det med niveauerne og brostenene var det sværeste, siger Mathias Dan Olsen.

Mathias Dan Olsen og Ditte Svane Jacobsen i koncentreret indsats på vej mod målet - DM i Skills. Foto: DM i Skills
Annonce

21 timer til opgaven

Da han så mødte frem i Bella Centeret for at dyste med de fire andre skolers repræsentanter, var opgaven fra arrangørerne - som det hører sig til - ændret en smule for at øge sværhedsgraden. Og så gjaldt det ellers om at komme igang.

- Man har 21 timer til at løse opgaven, og de er fordelt på fire dage med tvungne pauser. Vi var mest nervøse, lige inden vi skulle igang. Herefter gjaldt det bare om at få arbejdet gjort. Det gik også fint. Der var lige en regnefejl undervejs, men da vi til sidst var færdige, havde jeg en god mavefornemmelse, for vi havde gjort vores bedste, siger han.

Og det viste sig at holde stik, for titlen kom i hus, og koncentrationen havde været så stor over de fire dage, at Mathias Dan Olsen ikke helt kan gøre rede for, hvor mange der har været forbi for at se arbejdet undervejs.

- Der er jo publikum på hele tiden, og jeg har hørt, at der har været rigtigt mange. Men vi har ikke rigtigt fornemmet det, for vi var nødt til at koncentrere os om vores opgave, siger han.

Sådan så trappen med de tre niveauer, beplantning og vandbassin ud i færdig udgave. Valget af planter er også en udfordring, fordi man skal vælge planter, der kan klare sig godt i det danske klima. Og det kræver, at man kender deres egenskaber. Foto: DM i Skills
Annonce

Drømmen om EM

Nu ser han frem til september, hvor turen går til Østrig.

- Det bliver megafedt. Vi får en opgave stukket ud dernede. Den er på engelsk, og vi kan ikke forberede os på samme måde, som vi kunne op til DM. Jo, vi kan selvfølgelig se på, hvad der er blevet givet af opgaver til EM i de foregående år, men vi får ikke noget at vide, siger han.

To af lærerne på JU Århus tager med på turen som en slags trænere, og det er også dem, der i de kommende måneder skal sørge for at holde Ditte Svane Jacobsen og Mathias Dan Olsen til ilden.

Det bliver næppe svært.

For den unge fynbo virker til at være havnet på sin helt rette hylde.

- Det er fedt at være anlægsgartner. Man er udenfor i den friske luft, og nogle gange regner det, men der er altså mange solskinsdage også. Man får mulighed for at arbejde med brolægning, betonsten og beplantning. Der er også tømrerarbejde, når man eksempelvis skal lave et hegn. Det er en uddannelse, hvor man får elevløn med det samme, og hvor der er masser at arbejde at få bagefter. Jeg kan kun anbefale den, hvis man gerne vil arbejde med sine hænder og samtidig er i stand til at tænke logisk, siger Mathias Dan Olsen.

Og så kan EM-konkurrenterne ellers bare komme an.

Mathias Dan Olsen er i lære hos anlægsgartner Henrik Holmegaard fra Brenderup, der naturligt nok var stolt over sin elevs bedrift. Foto: Privat
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce