Annonce
Melfar Posten

Middelfart med i trafik-kampagne: Sætter fokus på farten på vejene

Middelfart Kommune er en del af Rådet for Sikker Trafiks fælleskampagne for at få bilister til at sænke farten. PR-foto: Rådet for Sikker Trafik
Middelfart Kommune er en del af Rådet for Sikker Trafiks kampagne, der skal få bilisterne til at sænke farten.

Nordvestfyn: Nedlukningen af samfundet giver ekstra god plads på de danske veje, og det kan desværre være en fristelse for nogle bilister til at træde lidt hårdere på speederen.

Middelfart Kommune er derfor en del af Rådet for Sikker Trafiks fælleskampagne for at få bilisterne til at sænke farten.

I januar 2021 faldt antallet af biler på vejene med 30 procent i sammenligning med samme måned sidste år. Alligevel sigtede politiet cirka samme antal bilister i deres landsdækkende fartkontrol i januar, som de gjorde sidste gang, de havde en tilsvarende kontrol før coronakrisen og før nedlukningen af Danmark.

Annonce

Høj fart skaber utryghed

Politiet vurderer, at de tomme veje frister mange til at køre for stærkt. En landsdækkende fartkampagne, som 75 af landets kommuner deltager i, skal derfor minde bilisterne om at holde hastigheden nede.

- Når der er god plads på vejene, så bliver vi let fristet til at trykke lidt hårdere på speederen. Men selv små hastighedsoverskridelser kan koste liv og gøre skade på andre. Derfor er Middelfart Kommune med i kampagnen, for én ulykke er en for meget, og det håber vi, at kampagnen kan minde om. Forhåbentlig bliver det budskab hængende i bilisternes bevidsthed, skriver formand for teknisk udvalg, Regitze Tilma, i en pressemeddelelse.

Ikke nok med at det er farligt at køre for stærkt, så skaber det også stor utryghed og irritation hos dem, der oplever andre køre for hurtigt. 9 ud af 10 svarer, at de oplever, at der bliver kørt for stærkt i deres lokalområde, og for flere end 8 ud af 10 skaber den for høje fart utryghed, irritation eller bekymring for egne eller andres børn. Det viser en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik.

Fakta om fartulykker

- Fra 2014 til 2019 er 401 personer blevet dræbt i trafikken på grund af for høj hastighed.

- Øges hastigheden fra 80 til 93 km/t, fordobles risikoen for at blive involveret i en dødsulykke.

- Kører man ind i et vejtræ med 90 km/t, svarer det til frit fald fra 12. etage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Nyt vaccinationssted i Middelfart er kun for de hurtigste: - Nu har jeg ventet i 13 måneder, så lad mig vente et par uger eller tre mere

Annonce