En krydret duft af kanel og nelliker breder sig, når der traditionen tro bliver formet en hel by af peberkagedej på Middelfart Museum.
De små huse, juletræer og nisser i Middelfart Peberkageby er bagt af børn og voksne, som enten bygger ud fra fri fantasi eller forsøger at genskabe eksisterende bygninger i et spiseligt miniature format.
Besøgende kan stemme på kreationerne indenfor fire kategorier: Min favorit, det mest julede, det sjoveste og det mest vellignende. Efter 15. december tælles stemmesedlerne op og årets vindere får deres præmie i peberkagebyen den 19. december.
Der bliver fortalt om nisser helt fra de oprindelige mytologiske nisser og frem til nutidens julenisser.
Rundt om nissen
Årets historiske juleudstilling handler om nisser.
Der bliver fortalt om nisser helt fra de oprindelige mytologiske nisser og frem til nutidens julenisser, og hvordan vi bruger dem i moderne julefejring, hvor vi både har drillenisser og kravlenisser.
Derudover kan der købes kaffe og julebag i Café Inga.
Corona retningslinjer
I år foregår det hele en anelse anderledes på grund af corona. Blandt andet vil afstemningen i Peberkageby foregå elektronisk fremfor på et stykke papir, der vil blive ensrettet i udstillingen, og der vil kun være et begrænset antal besøgende i udstillingen ad gangen.
Peberkagebyen, juleudstillingen og caféen på Middelfart Museum i Algade 8 har åbent fra den 21. november til 20. december mellem klokken 11 og 17. Der er gratis entre.