Annonce
Melfar Posten

Middelfart VK besejrede rivalerne fra Marienlyst

Det var meget uvant at se Jacob Brinck (th) i Marienlysts klubdragt til lokalopgøret. Den tidligere Middelfart-profil kom dog ikke i aktion i opgøret imod sin tidligere klub. Foto: Nicolai Lund
Annonce

Volleyball

Volleyligaen

Middelfart VK - Boldklubben Marienlyst 3-1 (25-21, 25-20, 25-27, 25-22)

I kampprogrammet op til lørdagens lokalopgør imellem Middelfart og Marienlyst, blev opgøret beskrevet som en nyklassiker i dansk volleyball. Bedre kunne opgøret ikke beskrives, da kampene imellem de to volleygiganter altid plejer at være en tæt affære.

Det blev det også i opgøret i Lillebæltshallen denne gang. Middelfart vandt kampen efter fire tætte sæt, hvor det kun var i 2. sæt at hjemmeholdet var markant bedre end deres rivaler.

Det var også et anderledes specielt lokalopgør denne gang, da flere af Middelfarts tidligere spillere nu tørner ud for Marienlyst. Grundet odenseanernes samarbejde med Beachvolley Danmark er flere daværende profiler at finde på rivalernes holdkort. Især tabet af Jacob Brinck er markant. Han var Middelfarts største profil, da holdet var usvigeligt tæt på hente guldet hjem til Lillebæltsklubben for halvanden sæsons tid siden.

Middelfarts diagonal Sigurd Varming smashede mange point hjem til Middelfart i lokalopgøret imod Marienlyst. Her jubler holdkammerat Johan Mårtensson sammen med Varming, der netop har sikret hjemmeholdet et point. Foto: Nicolai Lund
Annonce

Tre sejre på stribe

Tabet af profiler til dagens modstander har dog ikke kunne mærkes på Middelfarts resultater og spil. Inden lokalopgøret havde Middelfart hentet tre sejre på kun fire dage, og mødte særdeles selvtillidsfyldte op til kampen.

Anderledes så det ud for Marienlyst, der var uden mange af holdets profiler inklusiv føromtalte Jacob Brinck. Marienlyst kæmpede trods dette flot og blev på ingen måde udspillet i kampen.

Purunge Mikkel Hoff startede opgøret godt for Middelfart, og var med flere flotte detaljer i kampens indledning med til at give en føring til hjemmeholdet. Marienlyst kom tilbage fra dette og det var helt lige ved stillingen 10-10. De to rivaler fulgtes ad til stillingen 21-20, hvor Middelfart steppede op, tog fire point på stribe og sikrede sættet med 25-20.

Annonce

Leverede da det gjaldt

Middelfart fortsatte de gode takter i 2. sæt, hvor diagonalen Sigurd Varming smashede en masse point hjem til hjemmeholdet. 2. sæt vandt de med cifrene 25-20 og var foran med 8 point undervejs i sættet.

Marienlyst kom bedre med i 3. sæt. Gæsterne viste god moral og vandt et uhyrligt tæt sæt, der først blev afgjort ved 27-25.

Middelfart undgik dog et comeback og lukkede kampen i 4. sæt. Anfører Jeppe Tryggedson leverede i det afgørende sæt og var god både i det åbne spil og i særdeleshed i servesituationen. Hjemmeholdet viste klasse ved stillingen 20-20, hvor de tog hele fire point på stribe og vandt sættet med 25-22 og dermed også kampen.

Med sejren i nyklassikeren i dansk volleyball har Middelfart vundet 6 ud af 7 mulige opgør og befinder sig på ligaens tredjeplads. Næste opgør der venter for nordvestfynboere er en kamp i landspokalen. Her skal Middelfart møde Gentoftes reserver, og er selvfølgelig kæmpe favoritter til opgøret. Det spilles på fredag i Gentofte kl. 20.00. (Lund)

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tip fra bib: Dejlige Danmark

Annonce