Annonce
Melfar Posten

Mindeord: Else Marie Madsen knoklede, men fandt tid til familie og gæster

Arkivfoto: Michael Bager
Annonce

Else Marie Madsen blev født på Højgård i Røjle 21. januar 1922, her voksede hun op sammen med sine fire søskende, men barndommen blev ikke sorgløs.

Da Else var fire år gammel mistede hun og hendes søskende deres far efter en løbsk kørsel, hvor hendes far blev slæbt efter en hest mere end en kilometer. Hendes far blev ilde tilredt efter den voldsomme medfart og fik desværre stivkrampe, som han døde af fem dage senere.

Hun har fortalt mig at den dag deres far skulle begraves, blev hun og hendes søskende passet i huset lige overfor indkørslen til Højgård, her fra kunne de se rustvognen, trukket af to sorte heste, komme ud af porten, køre ned af indkørselen og ned på vejen mod Vejlby kirke.

Det var det eneste minde hun havde om sin far. Det gik hende på, at der aldrig blev talt om deres far, men mindet om ham var som en lukket bog, der ikke måtte tales om.

Min farmor ansatte en bestyrer og drev Højgård videre i 28 år.

Som ung var Else sygeplejeelev, først i fyrrene blev hun gift med Johannes Madsen, sammen drev de en velassorteret planteskole på Skrillinge mark. Det var min faster som var rorgænger i planteskolen, hun vidste alt om planter og var god til at give sin viden videre til kunderne. Hendes mand Johannes kørte i mange år ud som anlægsgartner.

Selvom der var travlhed i planteskolen var der tid til at samle familien, for min faster var et gæstfri menneske, mange er de fester, der blev holdt i hendes stue og i pakhuset. I 1974 blev det til et sommerhus på Provstebakken, her kunne de engang i mellem trække sig tilbage fra det daglige slid, men her var der også tid til mange gæster.

Else og Johannes fik fire børn, en masse børnebørn og oldebørn. Da Johannes døde for 20 år siden solgte Else planteskolen og flyttede om på Morelgrenen, de sidste ni år boede hun på Plejehjemmet Fænøsund.

Min faster og jeg havde et særligt forhold, hun var med til min fødsel, og stod sammen med sin mand fadder til mig da jeg blev døbt. Hun glemte aldrig min fødselsdag. Nu er min elskelige faster Else død 98 år gammel, et langt og spænde liv er slut, men alle de gode minder vi fik sammen med hende, dem beholder vi.

Ære være med Else Madsens minde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce