Annonce
Melfar Posten

Niels Ole Frederiksen fortæller: Klidmostrene og Bagbutikken er et stykke entreprenant lokalhistorie

To af “klidmostrene” fra højre Bibi Bangsgaard, Ann-Maritt Traugott-Olsen og købmand Lene Andersen Båring Handelshus - manden Poul Jensen. Privatfoto.
Tidligere højskoleforstander, foredragsholder og forfatter Niels Ole Frederiksen fra Middelfart fortæller om et stykke lokalhistorie, som næsten var gået i glemmebogen.
Annonce
Nordvestfyn: For et par år siden aflagde vi, min søn Jeppe og jeg, et besøg ved afdøde bogtrykker Kaj Sørensens enke Bodil i hendes lejlighed midt i Middelfart.
Jeg kender Bodil og Kaj Sørensen fra vores tid i Båring/Asperup. De boede dengang i Roerslev. Kaj var bagmanden i den grafiske fremstilling af sognebladet de første mange år. Jeg fik personligt udført adskillige trykkeopgaver med hjælp fra Kajs store ekspertise, det være sig plakater, foldere etc.
Mange år efter aflagde vi Bodil Sørensen i Middelfart et besøg i det håb, at hun havde gemt nogle af mine plakater og foldere.
Det viste sig, at Kaj havde gemt alt (stort set) hvad han havde trykt i årenes løb. I Bodils soveværelse var der under sengen stakke med gamle plakater. Ved gennemgangen fandt vi alle de plakater vi eftersøgte.
Men vi faldt også over plakaten fra ”Bagbutikken”. Da der var flere eksemplarer af denne plakat var Bodil Sørensen så elskværdig, at forære os en.
Denne plakat har min søn Jeppe fået indrammet, og den hænger nu på hans væg i stuen i Odense og minder ham om en delfortælling fra hans barndom i Båring.
Annonce

Klidmostrene

Historien om Bagbutikken er den, at der i 80’ernes Båring/Asperup var en gruppe kvinder, vi omtalte dem gerne som byens førende frigjorte fruer, de mødtes i en slags basisgruppe et par gange om måneden. De blev altid omtalt som "Klidmostrene".
Der var 10-12 kvinder - måske flere med i gruppen. Jeg kan rekonstruere de fleste navnene på gruppens medlemmer, men for ikke at forbigå nogen, vil jeg ikke nævne deres navne. Ingen nævnt ingen glemt.
Når kvinderne mødtes og drøftede deres sager, havde de fleste medbragt noget håndarbejde, som de enkelte ”klidmostre” sad og nørklede med, mens snakken gik.
Bagbutikken på åbningsdagen pinselørdag 1982. Privatfoto.
Det var midaldrende kvinder, dog stadig i den fødedygtige alder, om end udløbsdatoen for den slags begivenheder også trængte sig på i denne gruppe. Når en af ”klidmostrene” nedkom med et barn, syede de andre i gruppen et patchsworktæppe til den nyankomne verdensborger og ikke mindst Båring/Asperup-bo.
Hver moster syede en lille firkant med et børnevenligt motiv og syede det hele sammen til et fælles billedcollage-tæppe, som den nybagte moder fik overrakt ved et klidmoster-barselsstue-visit.
Annonce

Bagbutikken

På et tidspunkt fik en af ”mostrene” den lyse ide, at man kunne da sælge alle de håndarbejder, de enkelte ”mostre” fremstillede. En anden, ingen ved hvem, fik den en ide, at leje et butikslokale, hvorfra de kunne sælge disse håndarbejder.
Ved købmand Lene Andersen i det nu nedlagte ”Båring Handelshus” på Middelfartvej 22 blev der nu lejet et lille lokale i købmandshandlens baghus. "Bagbutikken" blev deres forretning navngivet. Ikke at forveksle med de mange andre aktive bagbutikker i sognet, som havde en ganske andet formål end den på Middelfartvej. Det har den tidligere sognepræst i Asperup og biskop Kresten Drejergaard skrevet en læseværdig artikel om i Vends Herreds Årbog.
Klidmostrene producerede selv alle varer til Bagbutikken. Det var alt i grydelapper, batik, keramik, børnetøj, strikvarer i alle afskygninger, vat-og billedtæppe, stearinlys og enkelte malerier. Dertil kom et sortiment af ulandsvarer, hvor overskuddet gik direkte til ulandshjælpen.
Annonce

Entreprenant lokalhistorie

”Klidmostrene” passede ”Bagbutikken” på skift og det gav indimellem anledning til trakasserier mostrene imellem, hvis nu en og anden havde glemt dette og hint.
Bagbutikken åbnede så vidt jeg kan regne ud pinselørdag 1984, men hvornår den lukkede, er der ingen, der ved præcist. Men jeg mener, at den eksisterede i godt to år og det var, som jeg erindrer det, i sommerhalvåret man satsede på de mange forbipasserende turister og kunder.
Plakat udført af Sisse Valnert.
Regnskab og moms var ikke slået igennem ved ”mostrene”. Jeg tør godt her mange år efter, røbe, at ikke én eneste af ”klidmostrene” opgav deres indtægt af deres salg til det lokale skattevæsen. Men det var ikke anderledes end alle de andre lokale grøntsagsboder langs Bogensevej/Middelfartvej.
Dette var, synes jeg, et lille stykke interessant og entreprenant lokalhistorie, som næsten er gået i glemmebogen.
I dagene op til åbningen af Bagbutikken var alle “klidmostrene” med børn og ægtemænd indkaldt til at give en hånd med. I front er det Else Eggertsen. Privatfoto.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tip fra bib: Dejlige Danmark

Annonce