Brenderup: Bæredygtige Lokalsamfund, den kommunale indsats, der skal styrke lokalområderne sammen med borgerne, skal nu have flyvehøjde i Brenderup.
Målet er at finde ud af, hvordan Brenderup skal udvikle sig i fremtiden og forhåbentlig få sat en række nye initiativer i gang.
Den lokale udviklingsgruppe, der arbejder med projektet, vil derfor gerne vide, hvad borgerne ønsker sig.
Og første skridt er mandag at sende et brev ud, som vil lande i alle e-bokse i Brenderup i løbet af et par dage. Her bliver alle borgere i Brenderup og opland opfordret til at komme med idéer til udviklingstiltag, som kan skabe nyt liv og nye fællesskaber i lokalområdet.
Idéerne og forslagene vil indgå i udviklingsgruppens samlede arbejde med en ny udviklingsplan.
- Vi håber meget, at folk vil bidrage. Udviklingsplanen skal nemlig bruges til at styre efter lokalt, kommunalt og politisk. Den vil danne rammen for, hvordan der prioriteres midler, ressourcer eller andet til udvikling i Brenderup. Derfor er det enorm vigtigt, at Brenderups borgere bliver inddraget i planen og ikke mindst, at der er opbakning til den, udtaler Niels M. Frederiksen, der er formand for udviklingsgruppen, i en pressemeddelelse.
En ny portal
Helt konkret bliver borgerne via brevet henvist til en ny borgerportal, som er lavet til formålet. Her kan man både skrive og indtale sine idéer, man kan tegne og uploade film og billeder, sende links og kommentere og rate hinandens forslag.
Og så er der blevet produceret fire små film, der skal sætte nye tanker i gang.
- Vores plan var egentlig at afholde et stort borgermøde, hvor vi ville invitere lokalsamfundet ind for at bidrage til planen. Men det satte coronaen og forsamlingsforbuddet en stopper for. Derfor har vi besluttet at prøve at indsamle idéerne og forslagene digitalt. Vi har forsøgt at gøre portalen så inspirerende som muligt, fortæller Niels M. Frederiksen.
Man finder portalen via http://baeredygtigt.brenderupfyn.dk, og man kan deltage frem til 14. februar 2021.