Annonce
Melfar Posten

Ny forpagter på bakkegrillen: Christina fandt en drøm på toppen af bakken

Fra i dag vil du kunne møde 29-årige Christina Krüger på Båring Bakke Grill. Hun er ny forpagter og indfører med det samme sine egne retter på menuen, som heriblandt tæller en bøfsandwich med Underberg-sauce. Du vil naturligvis stadig kunne få traditionel grillmad på bakketoppen. Foto: Mia Harm Madsen
Den nye forpagter på Båring Bakke Grill har prøvet lidt at hvert i sit arbejdsliv. Nu er 29-årige Christina Krüger havnet på toppen af Båring, hvor hun vil sørge for nye oplevelser til dine smagsløg.
Annonce

Båring Bakke: Fra i dag står der et nyt ansigt i Båring Bakke Grill. Det er 29-årige Christina Krüger, der i fremtiden skal drive grillen, og selv om det kom lidt pludseligt til hende, så er det en drøm, der er gået i opfyldelse, når hun i dag overtager nøglerne til grillen.

- I sjov sad min mand og jeg og kiggede efter en pølsevogn, jeg kunne drive. Vi sad på hans arbejde og snakkede om det, men så fik jeg sagt, at jeg egentlig godt kunne tænke mig at drive Båring Bakke Grill, og det hørte sekretæren. "Jamen den mangler da forpagter", sagde hun. Så tog jeg kontakt hertil. Det er kun et par uger siden, siger den nyslåede grillbar-forpagter, der med et trylleslag gik fra ikke helt at vide, hvad hun ville med sit arbejdsliv til at få en drøm opfyldt.

- Jeg har drømt om et hyggeligt lille sted, og derfor kiggede jeg på en pølsevogn, men det her er bedre, siger indehaveren, der har en del erfaring med madlavning.

- Jeg kan godt lide at lave mad, og jeg har lavet mad til medarbejderne i min mands stilladsfirma. Der har jeg blandt andet udviklet et Underberg-sauce, som også kommer på menuen her. Det bliver en bøfsandwich med Underberg-sauce. Selv om det lyder mærkeligt, så er den prøvesmagt og godkendt af håndværkere, siger Christina Krüger og griner.

Hun forsikrer også, at Underberg-saucen kun har den krydrede smag fra Underberg tilbage, og at al spritten er kogt ud. Så kan man stadig spise frokost på bakken og køre ud og arbejde videre bagefter.

Christina Krüger har ønsket sig et lille, hyggeligt sted at lave mad fra, og derfor kiggede hun egentlig efter en pølsevogn. Men så fandt hun Båring Bakke Grill, og det var i virkeligheden endnu bedre, synes hun. Foto: Mia Harm Madsen
Annonce

Æblekage med overraskelser

Christina Krüger bor med mand og børn i Fjelsted, og efter at have taget en butiksuddannelse, gået på VUC i nogle år og assisteret som stilladsbygger i mandens firma, føler hun nu, at hun har fundet sin hylde på bakken.

- Inden da vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Efter vi havde haft mødet om en eventuel overtagelse, så gik jeg hjem og tænkte over det i fire dage. Så blev det det. Jeg kan lide at lave mad og yde en god service, siger hun.

Mange af de retter, som gæsterne kender, bliver på menukortet, men der er stadig plads til at udvide udvalget.

- Jeg vil indføre burgermenuer i to størrelser. En stor og en lille. Dagens ret skal være hjemmelavet mad. Det kan være stegt flæsk med persillesauce, mørbradgryde eller tarteletter. Altså god, dansk, hjemmelavet mad, siger hun.

En anden ting, der også kommer på menuen, er kaffe og kage.

- Det har været efterspurgt, så det vil jeg indføre. Og så har jeg faktisk også min egen opskrift på æblekage med Underberg. Den kommer også på menuen, siger Christina Krüger, der også har testet denne version på mandens medarbejdere.

- Jeg udforsker meget, når jeg laver mad. Lige nu har jeg de her to ting med Underberg, som jeg ved er spiselige, siger hun og griner igen.

Annonce

Morgenmad til håndværkerne

I de første uger vil Christina Krüger bruge al sin tid på bakkegrillen. For lige at se det hele lidt an. Men der er ansat endnu en medarbejder, og de to ungarbejdere, der har været tilknyttet stedet indtil videre, bliver også.

- Jeg starter hårdt op for at gøre det til mit sted. Men det er en ny hverdag, at jeg skal til at være selvstændig. Jeg vil selv stå her hver anden weekend, men jeg har også et barn, der skal hentes i institutionen i hverdagene, siger hun.

Livet som familiemor skal så passes ind, og det skal nok komme til at fungere, mener Christina Krüger. Allerede nu har hun planer om at udvide åbningstiderne, så kunderne kan mødes af en åben grillbar allerede tidligt om morgenen.

- Jeg håber, at jeg i starten af det nye år kan åbne allerede klokken 7, så håndværkerne kan få morgenmad her. Så vil jeg også fremover have åbent om mandagen, så der er åbent alle ugens dage fra 7 til 20.30, fortæller hun.

Som en anden ny ting vil hun også gerne kunne bringe mad ud til områdets beboere.

- Så lige nu leder jeg efter en medarbejder, der har lyst til det, siger hun.

Christina Krüger overtager først Båring Bakke Grill i sit eget navn fra 1. januar, men hun driver grillen frem til årsskiftet for den nuværende forpagter, der gerne ville overlade nøglerne til hende hurtigst muligt. Derfor vil du allerede fra i dag kunne smage på hendes Underberg-sauce og ditto æblekage.

Hun har stor erfaring med at lave mad, men hun har blandt andet også arbejdet som stilladsarbejder. Nu starter en ny hverdag som selvstændig, hvor hun selv vil tage en stor del af slæbet, men også har ansat endnu en medarbejder. Foto: Mia Harm Madsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tip fra bib: Dejlige Danmark

Annonce