Annonce
Melfar Posten

Pedalhusets Preben har snart solgt sin sidste cykel

Preben Seehagen har nydt at drive Pedalhuset ene mand det sidste halvandet år. Nu skal bygningen på Gl. Banegårdsvej rives ned. Foto: Jonathan Møller Nielsen
I mere end 40 år har Preben Seehagen solgt cykler fra Pedalhusets lokaler på Gl. Banegårdsvej i Middelfart. Et lejlighedsprojekt har nu givet den snart 72-årige cykelhandler den rette undskyldning for at bruge mindre tid i værkstedet og mere tid på vandet.
Annonce

Middelfart: En sort Raleigh-cykel hænger fra to oliefedtede reb. De går gennem et par taljer oppe under loftet og leder ned til et mekanisk spil bag et bord. Med et tryk på en knap kan Preben Seehagen hæve og sænke cyklen.

Den snart 72-årige cykelhandler har selv lavet hejseværket. Ligesom han har gjort mange andre ting i livet på egen hånd.

Preben Seehagen vipper lidt rundt i sine blå sokker og sandaler i Pedalhusets værksted. Han sprayer cyklens hjul med noget vandafvisende olie, mens han fortæller om udsigten til det nye livskapitel, han tager hul på inden længe. Nemlig tilværelsens som pensionist.

- Jeg havde jo egentlig truet med at gå, da jeg blev 62, men det er jo så ti år siden, siger han.

- Jeg havde jo ikke rigtig lyst til at holde op. Jeg havde det fint med at være cykelhandler, siger han.

Men snart er tiden inde til stramme den sidste kæde, til at sende den sidste kunde ud af butikken med en skinnende cykel fra butikken. For bygningen på Gl. Banegårdsvej skal rives ned og laves til lejligheder. Og det er på mange måder det lille skub, som Preben Seehagen har haft brug for.

- Nu har jeg været cykelhandler i 50 år, så må det jo være nok. Så det. Så var det jo lige en god chance, hvor Østergaard (Torben Østergaard-Nielsen, red.) gerne ville overtage det.

Preben Seehagen har tidligere haft ansatte, men i bund og grund nyder han friheden i at være i Pedalhuset selv. Det giver mindre papirarbejde og mere tid til at stå i butikken. Foto: Jonathan Møller Nielsen
Annonce

Dødsboet og dåben

Hvorfor hedder Pedalhuset Pedalhuset, tænker du nok.

Jo, Preben Seehagen, der er født i Strib, åbnede Pedalhuset i 1978 sammen med sin bror. De startede ud med en bunke værktøj fra et dødsbo, de havde købt. Der sad de så på gulvet bag butiksruden og sorterede i det. Det var en søndag. Et ungt par kom forbi og stak hovedet ind ad døren og spurgte om de måtte købe et sæt pedaler. Og voila.

Pedalhuset er navngivet, efter det første, der blev solgt i butikken.

Efter nogle år trådte broderen dog ud, og siden har Preben Seehagen drevet biksen selv. Og det har passet ham fint. For han er typen, der altid har nydt selvstændigheden. Lige fra han købte sit første hus i Gårslev som 20-årig og til han det seneste halvandet år har styret Pedalhuset ene mand.

- I dag, lige så snart man har én ansat, så må man ingenting. Ligeså snart jeg er her selv, så må man alting. Jeg kan slå mig selv ihjel en tre-fire gange om dagen, hvis jeg har lyst til det, siger han.

Annonce

Længere sejlture... Ellers ingen planer

Men når man gør tingene selv, kræver det også hårdt arbejde. Preben Seehagen står i butikken fra klokken halv ni om morgenen og er sjældent hjemme ved sin kone igen før klokken syv om aftenen.

Det bliver den største forandring, når cykelhandleren går på pension om lidt.

Så får de mere tid. Tid til at sejle i deres båd. Længere ture end den rute rundt om Fænø, man kan nå på en almindelig weekend.

Han indrømmer, at det i starten nok vil være lidt underligt ikke at skulle på arbejde, men han er som sådan klar til at tage den afsked med cyklerne, som hans kone har opfordret ham til i flere år. Men han har ikke gjort sig de store tanker om livet efter arbejdet.

- Jeg tror ikke det er så meget mig, der ser frem til det, det er mere mine omgivelser. Jeg tager tingene lidt, som de kommer. Sådan er det. Det med planlægning har aldrig været mig, siger han.

Preben Seehagen har flirtet med at gå på pension i ti år. Han har ikke været helt klar til at slippe hverdagen som cykelhandler, men nu er tiden den rigtige, mener han. Foto: Jonathan Møller Nielsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Mød The Potmaster på Clay

Melfar Posten

KulturØen hylder Nat King Cole

Melfar Posten

Julekoncert i Gelsted Kirke

Annonce