Annonce
Melfar Posten

Peders ødelagte skraldepose startede stor diskussion: Der har været noget galt med poserne - og nu forklarer kommunen sig

Sådan så det ud, da Peder Agerskovs affaldspose gik i stykker på vejen ud til spanden. Privatfoto
Da Peder Agerskov lagde et billede op på Facebook af en revnet affaldspose, fik det mange andre til tasterne. Det er dog ikke kommet helt bag på Affald og Genbrug, der fortæller, at posen formentlig stammer fra en sending fra den forkerte fabrik.
Annonce

Middelfart: - Så skete det igen.

Sådan indledte Peder Agerskov fra Middelfart forleden et opslag i Middelfart-gruppen på Facebook, hvor han også delte et billede af en grøn skraldepose, hvis indhold var faldet ud over hans dørmåtte, inden han havde nået affaldsspanden udenfor.

Opslaget har siden givet næsten 100 reaktioner og over 200 kommentarer fra middelfartere, der enten kunne genkende situationen eller selv havde været lidt mere heldige med deres egne poser.

- Jeg troede ikke, det var så slemt. Men det var åbenbart ikke et enestående problem, siger Peder Agerskov om den opmærksomhed, hans mindre opstød fik.

Poserne, der blev diskuteret, var de lysegrønne, som skal bruges til madaffald i forbindelse med den nye affaldsordning i Middelfart Kommune.

- Jeg tænkte, at nu var det nyt for alle her i kommunen. Men det kunne næsten ikke passe, at poserne skulle være så dårlige, lyder det fra Peder Agerskov, som også beskriver situationen nærmere, da avisen ringer:

- Da jeg startede med at bære den (posen, red.) fra køkkenet af, var der ikke hul. Det kom lige tre meter før døren. Men da det ligger der på måtten, kan jeg se, at der også er løbet væske ud hen ad gulvet. Og jeg kunne se, at den langsomt var revnet, siger han.

Peder Agerskov er generelt tilfreds med den nye affaldsordning, hvor middelfarterne skal sortere mere end hidtil. Privatfoto

I debatten på Facebook fortæller andre også om, at det kan være svært at skille poserne ad, at der kan være behov for at bruge flere ad gangen, og at man skal passe på med at putte for meget i dem og helst ikke noget vådt, varmt eller skarpt.

- De kan ikke skilles ad og går meget nemt i stykker, lyder det eksempelvis fra Kirsten Lang.

Annonce

Klar over problemerne

Peder Agerskov har dog især taget ét godt input med fra opslaget.

- Det, jeg har lært, er, at mange vælger at bære hele spanden ud. Og først tager posen op, når man står ude ved skraldespanden. Det, synes jeg, er en god idé, siger Peder Agerskov.

Han vil dog gerne vide, om ikke kommunen vil overveje at tilbyde nogle anderledes poser - også for at mindske brugen af plastik, hvis mange er nødt til at sætte to poser i spanden ad gangen.

Hos Affald og Genbrug er man godt bekendte med, at der har været problemer med poserne til madaffald og har også tidligere skrevet om det på afdelingens hjemmeside.

- De første poser, vi fik, fik vi leveret, mens der var corona i første ombæring, og derfor blev de ikke lavet på den fabrik, der egentlig skulle have lavet dem. Så vi ved godt, der har været nogle udfordringer med den første levering, siger Lene Helbo Penon, der er kommunikationskonsulent.

Hun fortæller, at alle kan få byttet deres poser, hvis der er brug for det. Og at man blot skal sende en mail til affaldoggenbrug@middelfart.dk.

- Og har man ikke mulighed for at komme ud på genbrugspladsen og bytte poserne, så skal man kontakte os, for så kan vi få skraldemanden til at lægge nogle nye poser, siger Lene Helbo Penon.

Hun forklarer i øvrigt, at poserne altid bliver sorteret fra, inden affaldet bliver lavet til biogas.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tanja blev meldt til politiet for at holde sin salon åben: - Det er aldrig sjovt at blive beskyldt for noget, man ikke har gjort

Melfar Posten

Peders ødelagte skraldepose startede stor diskussion: Der har været noget galt med poserne - og nu forklarer kommunen sig

Annonce