Annonce
Melfar Posten

Portræt: Elisabeth vil bygge en hal

Elisabeth Christiansen er kåret som "Årets Æresborger" i Husby-Tanderup. Foto: Jan Bonde
Elisabeth Christiansen stempler ud og ind mellem jobbet som læge på Esbjerg Sygehus og aktivt foreningsmenneske i sit lokalområde, hvor hun blandt andet står i spidsen for drømmen om en hal i Husby. Forleden blev hun kåret som "Årets Æresborger" ved sommerfesten.
Annonce

Sdr. Aaby: Der er et stykke vej fra Præstebuen i Sdr. Aaby og til sygehuset i Esbjerg. Og der er et stykke vej mellem det hyperlokale foreningsliv i Husby-Tanderup-området og til det til tider hektiske arbejde som læge på et stort sygehus.

Men 45-årige Elisabeth Christiansen mestrer at stemple ind og ud mellem de to verdener, og med sig på hvert eneste skift har hun en stærk vilje og energi, som gør, at hun lige nu har to store projekter kørende på samme tid; hun vil færdiggøre sit speciale og kunne kalde sig børnelæge om 18 måneder. Og hun vil have bygget en hal ved siden af Husby Forsamlingshus - til gavn for idrætten og bosætningen i den sydlige del af Middelfart Kommune.

Sidstnævnte projekt har gjort så stort indtryk, at hun forleden kunne lade sig hædre som "Årets Æresborger" ved sommerfesten i Husby-Tanderup. En titel, som hun er glad for, men som hun også gerne deler med de andre i HTUG-bestyrelsen, hun er formand for.

- Der er mange, der løfter i vores område, og det er vigtigt. Man må bare se muligheder i stedet for begrænsninger. Vi kan ikke bruge det negative noget, siger hun.

Og indrammer på den måde en livsfilosofi.

Annonce

Måden at mødes på

Elisabeth Christiansen og hendes mand, Morten Kildelund Poulsen, flyttede til Sdr. Aaby fra København midt i nullerne. De kommer begge oprindeligt fra Fyn og holdt bryllup på Gl. Avernæs.

Dagen efter brylluppet havde de en fremvisning på den gamle præstegård, og det blev til både kærlighed og et "ja" for anden gang på to dage.

Og et håndslag på en tilværelse med masser af pendling. Morten Kildelund Poulsen var allerede på det tidspunkt direktør i et it-firma, og han pendlede til København de næste 11 år.

- Nu har han skiftet job inden for samme koncern og arbejder i Heidelberg i Sydtyskland. Det er meget bedre, for han er mere hjemme nu, siger Elisabeth Christiansen med et smil og forklarer, at der klares en del opgaver fra hjemadressen.

Hun har ingen problemer med kombinationen mellem de to verdener, og selv om livet i Sdr. Aaby emmer af ro og idyl, så er der masser af krudt og aktivitet i de ledige timer.

Allerede fra første færd har Elisabeth Christiansen involveret sig i sit områdes ve og vel, og der bliver brugt mange timer med at få foreningslivet til at hænge sammen.

- Det er jo den måde, vi mødes på her i området. At vi løfter noget sammen. Vi kan sagtens diskutere tingene og være uenige, men vi får altid sat en retning, så vi kan komme videre, siger hun.

Annonce

Hal-drømmen

Og det er her, drømmen om hallen kommer ind i billedet. For tiden er der kun den gamle, slidte gymnastiksal fra den tidligere skole - og forsamlingshuset, der ikke egner sig til sport. Det sender områdets børn til idræt i Ejby, Gelsted og Nørre Aaby.

- I forvejen går børnene i skole mange forskellige steder - afhængig af hvor i området, de bor. Vi har brug for et sted, hvor vi kan have noget sammen. Der er også en ret lang liggetid på husene, når de bliver sat til salg. Jeg er overbevist om, at en hal og den aktivitet, den bringer med sig, vil være godt for bosætningen. Det er da sådan noget, jeg selv ville kigge efter, hvis jeg skulle købe bolig i dag, siger hun.

Halprojektet rummer en bygning, der kan indeholde nogle badmintonbaner og bruges som arena til gymnastik, karate og andre aktiviteter.

Der er også fundet en del af pengene til projektet, men der mangler fortsat 1,9 millioner kroner, før spaden kan blive sat i jorden.

Annonce

Haven og de store vidder

Når man rykker ind i en tidligere præstegård, følger der en stor have med. 10.000 kvadratmeter i Elisabeth og Mortens tilfælde. Og med en bachelor i biologi har Elisabeth Christiansen da også her en glad interesse for at få ting til at gro.

- Men jeg er faktisk ikke så god til det, selv om jeg læser en del havebøger, siger hun og fortæller om de planter, hun lige har hjembragt til sommerens brug. Fra havesiden af huset kan man se tværs over Wedellsborgvej og ud mod vandet. Nogle få hundrede meter nede ad vejen er der adgang til stranden.

Der er højt til loftet og frit udsyn til store vidder.

Det er svært at se, hvad mere man kan ønske sig på en solbeskinnet sommerdag?

Det skulle da lige være udsigten til en ny idrætshal i en ikke al for fjern fremtid.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Online hjælp til angst- og depressionsramte ledige i Middelfart Kommune: - I stedet for at sende borgere på førtidspension, skal vi forebygge

Melfar Posten

Tanja blev meldt til politiet for at holde sin salon åben: - Det er aldrig sjovt at blive beskyldt for noget, man ikke har gjort

Annonce