Strib: Hvis fødderne ikke kan bære, kan der blive brug for, at hjælpen selv kommer til én. Det behov så Tina Frøslev Hansen, der har været social- og sundhedsassistent i 20 år. Både på plejehjem og i hjemmeplejen.
I slutningen af 2021 kunne hun mærke, at hun havde behov for at prøve noget nyt i sit arbejdsliv, og da hun allerede havde en uddannelse som lægeeksamineret fodplejer i rygsækken, besluttede hun, at det skulle være nu, hun skulle springe ud som selvstændig og dække det behov for mobil fodpleje, hun har set igennem mange år.
Derfor åbnede hun Tinas Mobile Fodpleje, der har base i Strib men kører ud i en radius på 25 kilometer.
Det vil sige, at hvis der er kunder, der bor lidt længere væk end 25 kilometer, så kommer hun altså ud til dem alligevel. For behovet, hun så, var helt reelt.
- Jeg havde ikke kalenderen fyldt fra den første dag, men det regnede jeg heller ikke med, siger Tina Frøslev Hansen.
Kunder kommer igen
Hun åbnede sin mobile fodklinik efter nytår, og nu begynder kunderne at ringe igen og igen.
- Det er ofte ældre mennesker, der ikke selv kan passe deres fødder, der har brug for en mobil fodplejer. Det er ældre og handicappede, der ikke har mulighed for at komme ind til en klinik, eller det kan være nogle, der er afhængige af naboer eller pårørende for at kunne komme til en klinik, fortæller hun om den kundekreds, der har brug for den mobile fodpleje.
Nogle gange kan fodplejerens besøg være ventet af andre årsager end fødderne:
- Jeg oplever, at folk er meget taknemmelige for, at jeg kommer ud til dem. Nogle af dem glæder sig også til, at der kommer én, de kan snakke med. De har måske ikke ret meget netværk, så de glæder sig til at få en snak og tager imod mig i døren, siger Tina Frøslev Hansen.
Tina Frøslev Hansen er lægeeksamineret fodplejer og foretager almindelig fodpleje. Har man eksempelvis diabetes og har brug for ekstra opsyn, så skal man tage fat i en statsautoriseret fodterapeut, understreger Tina Frøslev Hansen.