Annonce
Melfar Posten

Så du også de mystiske lys på himlen? Her er forklaringen

Dette billede er dog ikke fra Middelfart, men derimod fra Udsigtspunkt Elsbjerg på Alsstien bagved Danfoss hovedsædet i Nordborg. Foto: Timo Battefeld
Flere opmærksomme borgere spottede mystiske lyskugler på himlen over Middelfart søndag aften.

OPDATERET 24/2 2021 MED SVAR FRA EN LÆSER.

Middelfart: Klokken 19.30 søndag aften stod Martin Pauli Borchsenius Rambrand og kiggede op på himmelen over Middelfart. Fra syd mod nord kom en ildkugle svævende. Derefter en mere.

Han optog en kort video af fænomenet, der varede omkring fem minutter.

Herefter spurgte han ud i facebookgruppen "Middelfart", om andre havde set det, og hvad de skønnede, at det kunne være.

Der kom mange bud. Lige fra SpaceX' satellit-tog til ETs retur til Jorden.


I det tidsrum er der ikke passeret nogen klare satellitter over Middelfart, og ingen som ville have set ud som om, de fulgte den samme bane.

- Ole J. Knudsen, Institut for Fysik og Astronomi Aarhus Universitet


På Aarhus Universitets Institut for Fysik og Astronomi vil kommunikationsmedarbejder Ole J. Knudsen gerne hjælpe med at finde ud af, hvad der kan have vakt undren så højt på himlen søndag aften.

- I det tidsrum er der ikke passeret nogen klare satellitter over Middelfart, og ingen som ville have set ud som om, de fulgte den samme bane. Der er ingen af de StarLink satellitter, som nævnes i tråden på facebook, som har været klare nok til at kunne ses så tydeligt, som starten af videoen viser, fortæller Ole J. Knudsen og fortsætter:

- Videoen varer 14 sekunder, og det er for længe til, at det kan have været meteorit/ildkugle/stjerneskud. Det ser ud, som om videoen er optaget igennem forruden på en bil, og det kan give nogen forvanskning af farven, men i det meste af sekvensen, hvor kameraet forsøger forgæves at fokusere, ser det ud som om, objektet er orangerødt.

Selv om gætterierne på facebook er mange, så er virkeligheden måske ikke helt så spændende. Ole J. Knudsen mangler flere oplysninger for at kunne slå helt fast, hvad det var, eller ikke var, der bevægede sig på himlen, men ud fra de oplysninger, han har haft til rådighed, kommer han med et kvalificeret gæt:

- I betragtning af, at det er en søndag aften, farven og den smule beskrivelse, der er, hælder jeg mest til, at det er varmluftsballoner (rispapirslamper), som det også nævnes i tråden, slutter han.

Opdatering: En kvik læser har set både lysene og denne artikel og har været så venlig at bringe vished over, hvad det var, der fløj på himlen.

-Jeg kan oplyse, at der var rispapirslamper, der fløj i luften søndag aften. Vi bor på Brovejen, og lamperne kom ovre fra Hollænderkvarteret og steg rimelig hurtigt op i luften. Et smukt syn, skriver Signe Martensen.

Redaktionen takker for svaret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Socialt udsatte kaster sig ud i stor udfordring i Middelfart: Værestedet Broen for livet er om to uger vært for DM i petanque for socialt udsatte

Melfar Posten

Klassisk koncert med unge talenter

Annonce