Annonce
Melfar Posten

Sådan så Middelfart Sindssygeanstalt ud i 1888: - Der er ikke mange, der i dag kan forestille sig det

Sindssygeanstalten fotograferet fra vandtårnet omkring 1910. Fotoet er et privat postkort.
Annonce

Det er 20 år siden, at Fyns Amt lukkede det psykiatriske hospital og åbnede en moderne psykiatrisk afdeling på Østre Hougvej. Det storslåede hospitalsanlæg, der blev taget i brug i sommeren 1888 under navnet Middelfart Sindssygeanstalt, er nu helt forladt af patienter og personale.

I store træk ligger de mange bygninger velbevarede tilbage og er taget i brug af private og offentlige virksomheder. Lykkeligt at det gamle sindssygehospital viser sine oprindelige bygninger så værdigt og at der er liv i dem. En historie, som ingen i 1888 kunne have forestillet sig.

Der er ikke mange, der i dag kan forestille sig, hvordan det hele så ud i 1888. Til at passe godt på den historie har gode kræfter i fællesskab sørget for, at der på stedet er en spændende afdeling under Middelfart Museum. Mange gæster - ikke mindst i denne sommertid - besøger museet og deltager i guidede ture. Som en af disse guider nyder jeg hver gang at fortælle om historien, der dybest set handler om forholdet mellem mennesker, der på godt og ondt må leve med psykiske sygdomme i kortere eller længere tid.

Annonce

En helt ny by

Omkring 1884 begyndte man i rigsdag og regering overvejelser om at udvide sindssygeforsorgen med en ny, statslig anstalt i Vestdanmark. Man valgte en central placering i Middelfart, idet man havde et stort optageområde med Fyns Stift mod øst og Ribe Stift mod vest. Man ansatte som arkitekt Vilhelm Petersen og knyttede en bygningskommission til med blandt andre den erfarne arkitekt Johan Daniel Herholdt (som lokalt er mester for Grimmerhus).

Man valgte det store ubebyggede område syd for Middelfart købstad, hvor byens marker dengang lå. Her tog man fat på at projektere og bygge, hvad man kan betegne som en hel by.

En af de store udfordringer var at skaffe vand, hvilket ikke kunne lade sig gøre på stedet. Man måtte derfor opføre eget vandværk nær Staurby Skov og pumpe vandet ind til vandtårnet, der ligger som et ensomt borgtårn ud til Brovejen. Fra samtlige bygninger skulle der føres kloakker ud i Fænøsund. Der var vandklosetter på afdelingerne, og patienterne skulle også have bad. Det centrale køkken og det centrale vaskeri i anstaltens midterakse behøvede også vand.

Annonce

Mange forskellige bygninger

Den store hovedbygning med sit kobberspir rummede i stueetagen overlægens store lejlighed med veranda ud til en have med udsigt til Fænøsund. I hovedbygningen lå på første sal til den ene side en kirkesal og til den anden side en festsal.

Her kunne indlagte mænd og kvinder undtagelsesvist være samlede ved højtidelige og festlige lejligheder, mens de to køn til hverdag var adskilte på henholdsvis mande- og kvindeside, som gik der et usynligt jerntæppe midt ned gennem hele hospitalet.

Der skulle gå mange år, før denne opdeling forsvandt til fordel for blandede afdelinger. I den modsatte ende var hospitalets indgang med en stor gitterport, som betjentes fra den nærliggende portnerbolig. Stillingen fordrede et ægtepar.

Tænk hvis portnerfar skulle til barber eller have en middagslur. Overfor portnerboligen lå gartnerens bolig. I denne ende lå også værksteds- og staldbygninger. I det sydvestlige hjørne placeredes et ligkapel med obduktionsrum samt en lille kirkegård.

Mod øst lå et lille epidemihospital. Og i det sydøstlige hjørne placeredes gasværket.

Annonce

Patienterne

Hovedpersonerne – patienterne - ankom til de såkaldte kurhusbygninger, der lå på hver sin side af hovedbygningen. Her blev de vurderet af lægestaben. Kom man sig hurtigt, kunne man udskrives herfra. Til de to kurhuse hørte afdelinger, der var delt i en ”rolig” og ”urolig” afdeling med en indre cellegård, der var en lukket gård, hvor patienterne kunne opholde sig under overvågning. Fra de lidt mindre kurhusafdelinger kommer vi til de store tre-etages bygninger dengang benævnt plejestiftelser.

De to øverste etager rummede sovestuer, stueplanet rummede opholds- og dagligstuer, mens kælderetagen blev brugt til indtagelse af måltiderne. Der var stuer til både rolige og urolige. Til de mest vanskelige og uregerlige var der installeret eneceller, der kunne låses. Brugen af eneceller kom efterhånden til debat i hele landet.

På den ene side bidrog de til at gøre patienterne endnu mere afsindige og på den anden side kunne de i nødstilfælde gøre gavn over for farlige patienter.

Efterhånden blev de afskaffet til fordel for et mere åbent system. Bag plejestiftelserne var der lukkede cellegårde.

Middelfart Sindssygeanstalt var i første omgang planlagt til at modtage 400 patienter. Der gik ikke mange år, før dette var nået. I 1896 byggede man to nye afdelinger. Den første overlæge Frederik Lange karakteriserede patienterne som ”i overvejende grad bestemt for den store, tarveligt eller jævnt stillede befolkning og med et absolut tyngdepunkt i landbefolkningen af økonomisk set småt stillede forhold".

Annonce

De ansatte

Til at klare denne store opgave var der ansat et begrænset personale. I 1890 var personalesituationen som følger: Udover en overlæge, en reservelæge og to lægekandidater, var der en forvalter med ansvar for indkøb og regnskab, en bogholder, to mandlige kontorassistenter, en oldfrue med ansvar for køkken og vaskeri assisteret af en overkokkepige og to køkkenkarle, en overvaskeripige assisteret af 10 vaskeripiger, to vaskerikarle, en gartner og medhjælpere, en gårdskarl, en kusk og en maskinmester.

På mandesiden: To overopsyn og 28 opsynskarle og på kvindesiden 2 overopsyn og 31 opsynspiger. Man skal ikke forglemme, at en del patienter som led i deres rehabilitering gik til hånde i køkken, vaskeri, gartneri, landbrug med videre.

Den helt store personalegruppe bestod af opsynspersonalet, hvor opsynskarlene og opsynspigerne var at ligne med almindeligt tyende på landet.

De havde ingen uddannelse, fik ringe løn og sov i de første år på afdelingerne sammen med patienterne.

Hertil kom lang arbejdstid og meget lidt fritid. Dette misforhold mellem patienternes komplicerede og uforståelige sindslidelser på den ene side og opsynspersonalets mangel på viden og uddannelse på den anden side måtte overalt i landet udfordre sindssygevæsenet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce