Brenderup: Varbjerg Strand er lidt af en magnet for vandhunde og solslikkere, når sommersolen skinner.
Men for de rå kan stranden også en ting eller to om vinteren. Når vinterbaderne hopper i bølgen, må de dog gøre det fra strandkanten, da der ikke er nogen helårsåben badebro.
Det, og flere andre ting, vil borgerne i Brenderup gøre noget ved. På baggrund af tilbagemeldinger fra den online idéportal, som blev lanceret under projektet Bæredygtige Lokalsamfund i Brenderup denne vinter, har det vist sig, at der blandt borgerne i Brenderup er et ønske om dels at opgradere faciliteterne ved Varbjerg Strand og at skabe flere muligheder for vandsport som kajak.
Søren Hohwy, styregruppenVi er jo alle sammen ivrige og vil gerne have, at det sker i morgen. Men vi er også realistiske i forhold til, at det skal være ordentligt.
Søren Hohwü er en blandt ti lokale, der har samlet sig i en styregruppe, der skal arbejde videre med borgernes forslag. Og blandt de øverste prioriteter i bunken er netop en helårsåben badebro ved stranden, fortæller han.
- Der er mange vinterbadere, der bruger Varbjerg Strand, og der er ikke rigtig gode vilkår for dem. Så vi vil rigtig gerne have en helårsbadebro. Både med vinterbadefaciliteter, men lige så meget som et mødested på gåture og for fællesskaber, siger Søren Hohwü.
Foreningsliv ved stranden
Derudover, fortæller Søren Hohwü, er de eksisterende toilet- og badefaciliteter slidte og kunne bruge en opgradering.
Og så vil styregruppen gerne integrere foreningsliv mere ved stranden.
- Børn og unge - og voksne for den sags skyld - skal have interesse for, men virker også interesserede i at bruge vandet og stranden. Så vi vil også gerne se på muligheden for at lave en kajak- og kanoklub. Men det er selvfølgelig med et lidt længere tidsperspektiv, siger Søren Hohwü.
Styregruppen havde et indledende møde tirsdag den 16. marts, men før idéerne kan føres ud i livet, er der et stykke vej. Der skal både laves projekttegninger, søges tilladelser ved blandt andre Kystdirektoratet og søges fondsmidler, ligesom styregruppen håber, at kommunen vil være med til at støtte op om at få idéerne til at blive til virkelighed.
Derfor kan styregruppen heller ikke endnu sige, hvornår eksempelvis helårsbadebroen kan stå klar til brug, fortæller Søren Hohwü.
- Vi er jo alle sammen ivrige og vil gerne have, at det sker i morgen. Men vi er også realistiske i forhold til, at det skal være ordentligt. For vi er jo interesserede i, at der kommer noget lækkert, siger han.