Annonce
Melfar Posten

Snart kan du putte med både fod og kølle: 18 hullers minigolfbane åbner i Middelfart

Thomas Yndal udvider fodboldgolf i Middelfart med en minigolfbane. Foto: Jonathan Møller Nielsen
Fodboldgolf Middelfart er i gang med at anlægge en minigolfbane, der skal åbne til sommer. Håbet er at kunne trække endnu flere til.

Middelfart/Strib: I 11 år har man på Staurbyskovvej mellem Middelfart og Strib kunnet udfordre gutter og gutinder i et frisk slag fodboldgolf. Men snart kan de, der ikke er så meget til at sparke til en fodbold, eller som bare vil dyste videre med køller og golfbolde, gå en runde på en minigolfbane.

Det er ejeren af Dit Event, som driver fodboldgolfbanen, Thomas Yndal, der er indgået i et samarbejde med den tidligere teamleder for Madsby Legepark, Kim Ekstrøm, om at etablere minigolfbanen.

Der bliver 18 huller med kunstgræs, og tanken bag er at kunne appellere til et bredere publikum, fortæller Thomas Yndal, der for nylig har prøvet konceptet med at kombinere minigolf og fodboldgolf af på sin bane i Silkeborg.

Annonce

- Tanken er, at vi gerne vil have alle aldersgrupper med, siger han og fortæller, at konceptet allerede har vist sig at være en succes i Silkeborg.

- I silkeborg er der rigtig mange, der gør begge dele (både spiller mini- og fodboldgolf samme dag, red.). De kommer lidt længere fra, fordi de for samme pris kan få mere for pengene og en længere dag, siger Thomas Yndal, der også driver en bane i Odense.

Åbner til sommer

Med udvidelsen af tilbuddet skifter stedet også navn til Minigolf og Fodboldgolf Middelfart.


Kombinationen af to forskellige golftyper giver rigtig god mening. I Middelfart giver det ekstra god mening.

Kim Ekstrøm, agent for minigolfleverandøren City Golf


Kim Ekstrøm, der efter at have stoppet som teamleder i Madsby Legepark har helliget sig til at sælge minigolfbaner som agent for det svenske firma City Golf, fortæller, at det er forhåbningen, at banen kan stå klar i juni i år. Men anlægsarbejdet er lige nu forhindret lidt af omskifteligt vejr.

Et hold golfbanemagere fra det svenske firma City Golf er lige nu i fuld gang med at anlægge den kommende minigolfbane hos Fodboldgolf Middelfart på Staurbyskovvej. Foto: Jonathan Møller Nielsen

Kim Ekstrøm ser også et stort potentiale i konceptet, der giver plads til at familier med både bedsteforældre og børn kan samles om enten minigolf, fodboldgolf eller begge dele.

- Kombinationen af to forskellige golftyper giver rigtig god mening. I Middelfart giver det ekstra god mening. Den nærmeste minigolfbane er vel i Madsby Legepark, men det er noget helt andet. Det bliver samme type bane som i Madsby, men det er et helt andet publikum, siger Kim Ekstrøm.

Thomas Yndal fortæller, at entréprisen for et par timers fodboldgolf, minigolf eller begge dele vil forblive den samme. 110 kroner for voksne - samt rabat til børn, unge og familier. Men han forestiller sig, at et dagskort vil blive cirka ti kroner dyrere, når minigolfbanen åbner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Mette glæder sig til at se sine kunder uden mundbind: - Mange gange har vi skullet sige 'undskyld, hvad siger du', og så bliver de irriterede

Annonce