Annonce
Melfar Posten

Sneklædte fjelde, brusende elve og dybe dale: Bente fra Middelfart foreviger den norske natur

Bente Bang Gormsen kan snildt bruge flere timer på at vente på det helt rigtige øjeblik til at knipse et billede. Fotografen fra Middelfart har forelsket sig specielt i den norske natur. Foto: Bente Bang Gormsen.
Det startede som en ganske almindelig hobby i Bente Bang Gormsens ungdom - i dag er hun freelance naturfotograf ved siden af sit job som IT-konsulent. Især motiver af de høje, sneklædte fjelde, brusende elve og dybe dale i Norge har stjålet hendes hjerte.
Annonce

Middelfart: I slutningen af 1960'erne tog 15-årige Bente Bang Gormsen et kamera i hånden for at tage billeder af en gruppe idrætsudøvere - og hun har stort set ikke lagt kameraet fra sig siden. I årenes løb har fotografering udviklet sig fra en helt almindelig hobby, Bente Bang Gormsen jonglerede ved siden af sine studier som datalog, jobbet som IT-konsulent og familielivet med to døtre, til en passion, hun dyrker som freelance naturfotograf.

Billeder af vild og uberørt natur er fast inventar i naturfotografens portefølje. Ifølge Bente Bang Gormsen er natur lig med frihed. Hun får nemlig lov til at se og opleve naturen fra dens smukkeste side, mens hun selv bestemmer tempoet.

- Man kan ikke bestemme over naturen. Den gør, hvad den vil - og der er ikke noget, man kan gøre for at påvirke den. Man skal bare være der, fortæller Bente Bang Gormsen.

Alt som omhandler natur interessere freelance fotografen fra Middelfart. Foto: Bente Bang Gormsen.

Når naturfotografen drager ud i naturen, har hun kun brug for tre ting: sin bil, sit kamera og campingudstyr.

- Jeg skal have mulighed for at gøre, hvad jeg vil, når jeg vil. Det kan for eksempel være at tage et nyt sted hen hver dag, blive ét sted i flere dage eller tage billeder klokken tre om natten. Jeg skal ikke tage hensyn eller være afhængig af en række forskellige faktorer, smiler freelancefotografen.

Annonce

Nydelse i naturen

Især Norges store sneklædte fjelde, brusende elve og dybe dale har stjålet Bente Bang Gormsens hjerte. Når muligheden opstår, pakker fotografen bilen og smutter til Norge. Det er nemlig her, hun oplever rendyrket frihed, uspoleret natur samt fortryllende, magiske og eventyragtige motiver.

Bente Bang Gormsen har et fast ritual med at tage til Norge. I år måtte hun dog udsætte den sædvanelige tur grundet COVID-19. Foto: Bente Bang Gormsen.
Når grænserne åbner, og det er muligt at rejse igen, tager Bente Bang Gormsen endnu et smut til Norge - og også en uge til Finland, hvor hun skal tage billeder af brunbjørne og ulve helt op til den russiske grænse. Foto: Bente Bang Gormsen.

Naturfotografen har et princip om, at alle billeder skal illustrere de følelser, som vælder op i hende, når hun er i naturen.

- Hvis jeg vurderer, at jeg ikke kan få følelserne overført til billedet, så tager jeg simpelthen ikke billedet. Så nyder jeg bare udsigten i stedet for, forklarer Bente Bang Gormsen.

Netop nydelsen over at være i og en del af naturen er vigtig for naturfotografen. Selvom Bente Bang Gormsen har motiver, hun gerne vil fange med sit kamera, handler turene i naturen ikke kun om, at fotografen skal komme hjem med et bestemt antal billeder.

- Hvis billedet er der, så er billedet der. Og det er selvfølgeligt rart. Men hvis billedet ikke er der, så er det helt okay, fortæller hun.

Annonce

Tålmodighed og kreativitet

Rejsen fra slutningen af 1960'erne til i dag har udviklet Bente Bang Gormsen som fotograf på en række punkter, mener hun selv.

Da 15-årige Bente Bang Gormsen samlede et kamera op for første gang, tænkte den unge pige ikke meget andet end, det var sjovt og fascinerende at kunne forevige et øjeblik af virkeligheden. I dag forbinder freelanceren fotografering med frihed.

- Det er en meget ubevidst frihed. Jeg går ikke og tænker over, at jeg har frihed eller er fri. Det er bare noget, jeg har og er, forklarer hun.

Bente Bang Gormsens er ikke formelt uddannet som fotograf, men har faktisk kun modtaget vejledning fra fotografer fra blandt andet England, Norge og Sverige. Foto: Bente Bang Gormsen.

Teknisk, mener Bente Bang Gormsen, også hun har forbedret og udviklet sig. Nøglen til det hele er øvelse, mener naturfotografen. Ifølge Bente Bang Gormsen selv sad det tekniske nemlig ikke i skabet fra det første øjeblik, hun tog et kamera i hånden. Det har taget mange års træning og en del eksperimenter.

- Med tiden udvikler man forståelse for, hvad de forskellige teknikker gør ved et motiv. Men det kræver meget tålmodighed og kreativitet, griner Bente Bang Gormsen.

Selvom freelance fotografen fra Middelfart har en forkærlighed for norsk natur, mener hun dog også, at Danmark har særdeles smuk natur. Især fremhæver hun Lille Vildmose, Vesterhavet og Danmarks kyster. Foto: Bente Bang Gormsen.

Derudover har fotografen med tiden, især efter hun blev freelancer, udviklet en vigtig regel: fotografér aldrig udelukkende for andres skyld. Bente Bang Gormsen understreger, at det er fornøjelsen og glæden ved at være i naturen, der driver hende som freelancer.

- Indtægter i forbindelse med mine billeder er det sidste, jeg tænker på, når jeg fotograferer. Fotografering skal gøres af lyst og ikke pligt, siger fotografen.

- Tager man ud i naturen, er til stede og nyder den, giver naturen så meget tilbage, hvis man bare er åben for det, afslutter Bente Bang Gormsen.

Blå bog

Bente Bang Gormen er født i 1955 i Odense. Hun er uddannet datalog og idrætslærer og arbejder i dag som fuldtids IT-konsulent. I sin fritid er Bente Bang Gormen freelance naturfotograf. Hun bor i Middelfart og har to døtre.

Passionen for fotografering har taget Bente Bang Gormsen over landegrænser - både i jagten på gode billeder, men også for at uddanne og udvikle sig som fotograf. Bente Bang Gormsen har nemlig taget kontakt til en række udenlandske fotografer fra blandt andet England, Norge og Sverige, som ifølge naturfotografen, er 'de bedste af de bedste indenfor deres felt'.

Bente Bang Gormsen har udgivet to bøger med sine billeder. Derudover har fotografen også skrevet natur-artikler til fagblade. 

Foto: Bente Bang Gormsen.
Foto: Bente Bang Gormsen.
Foto: Bente Bang Gormsen.
 Foto: Bente Bang Gormsen.
Annonce
Annonce
Melfar Posten

Tanja blev meldt til politiet for at holde sin salon åben: - Det er aldrig sjovt at blive beskyldt for noget, man ikke har gjort

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Peders ødelagte skraldepose startede stor diskussion: Der har været noget galt med poserne - og nu forklarer kommunen sig

Melfar Posten

Borgerne hører lige nu til den sidste gruppe: Middelfart gør klar til at kunne vaccinere på bosteder før end ventet

Annonce