Nordvestfyn: Der er en klækkelig sum på vej fra Trygfonden til foreningen Selvhjælp Middelfart-Fredericia.
Trygfondens regionale råd i Region Syddanmark har nemlig doneret 444.200 kroner til foreningen, der har sat sig selv i verden for at yde hjælp til selvhjælp for personer, der gennemgår noget svært. Foreningen, der tæller to fastansatte og 80 frivillige, arrangerer blandt andet sorggrupper, står for vågevagten og laver forskellige aktiviteter for folk i krise.
Med donationen får foreningen nu mulighed for at stable et helt nyt projekt på benene, fortæller formand Vita Andreasen. Et projekt, hvor børn og unge kan få støtte til at håndtere angst.
- Vi ved fra landsdækkende statistikker, at op mod 25 procent af unge piger kender til at opleve lettere angst. Og for drengene er det 15 til 20 procent. Så det er et kæmpe samfundsmæssigt problem og en kæmpestor smerte for det enkelte unge menneske, som de selvfølgelig ikke skal gå alene med, siger Vita Andreasen.
Søger frivillige
Selvhjælp Middelfart-Fredericia har et forløb i tankerne, der drejer sig om samtalegrupper.
- I første omgang tænker vi, at vi måske kommer til at arbejde med onlinegrupper. Men tanken er at lave de her små grupper - der netop er Selvhjælps særkende - på seks otte stykker, hvor der er to frivillige fra selvhjælp, der er blevet uddannet til at være gruppeledere, siger Vita Andreasen.
Grupperne forventes at være klar i foråret, og derfor søger foreningen også nu voksne, der kunne tænke sig at være frivillige gruppeledere.
Flere modtog donationer
På Nordvestfyn er det ikke kun Selvhjælp Middelfart-Fredericia, der har fået del i de i alt 2,9 millioner kroner, som Trygfonden har delt ud til projekter på Fyn.
Red Barnet Middelfart har modtaget 45.000 kroner til projektet "Landkrabber til Søs". Ungdommens Røde Kors har i forbindelse med en ferielejr i Nørre Aaby også modtaget 43.875 kroner til en tivolitur for udsatte børn.