Annonce
Melfar Posten

Studenternes kvote er opbrugt med studenterkørsel: Ingen fælles dimission for gymnasie-eleverne i Middelfart i år

Afslutningen årene som elev på Middelfart Gymnasium og HF ser på grund af corona en hel del anderledes ud, end den plejer. Eleverne skal deltage klassevist i dimissionen, som transmitteres live ud til de ni afgangsklasser, som er fordelt ud på hele skolen. Arkivfoto: Mette Mørk
På grund af risikoen for smittespredning ser den sidste tid noget anderledes ud for studenterne på Middelfart Gymnasium og HF i år.
Annonce

Middelfart: "Hue-dagen" bliver i år noget anderledes for gymnasie- og hf-eleverne på Middelfart Gymnasium og HF. Risikoen for smittespredning har sat en stopper for næsten alle traditionerne og også dagen, hvor huerne skal placeres på de nyudklækkede studenter ser i år markant anderledes ud.

Myndighederne har dog løsnet restriktionerne, så eleverne kan fejre huerne på den traditionsrige studenterkørsel.

Ifølge rektor på Middelfart Gymnasium og HF, Christian Alnor, skal 216 elever i år have hue på, og det betyder trængsel, når både familier og venner gerne vil være med.

Han skriver i et brev til de studerendes forældre, at dimission- og hue-dagene på grund af nye retningslinjer fra Undervisningsministeriet ikke kan afholdes med alle eleverne samlet samme sted, som man plejer.

- Vi troede, at vi godt kunne lave sådan et arrangement med alle elever men uden pårørende, for det måtte vi godt, da vi holdt sidste skoledag 15. maj. Men det siger de nye retningslinjer udtrykkeligt, at vi ikke må. ”Studenternes konto for smitterisiko er opbrugt med studenterkørslen”, er argumentet fra ministeriet. De må ikke være samlet alle sammen længere, forklarer rektoren.

Christian Alnor fortæller, at han håber, at de studerendes forældre og andre pårørende er med på, at begrænsningerne ikke er lavet for at genere nogen, men for at undgå smittesituationer.

Annonce

Forskudt fejring

Det er kun få af eleverne, der allerede fik sat huen på hovedet efter deres eneste mundtlige eksamen i starten af juni. Størstedelen venter til hue-arrangementet, som løber af stablen 22. juni.

Her må hver elev fra 3g-klasserne medbringe tre "pårørende", og det er også her, eleverne får udleveret deres karakterer.

Proceduren bliver den samme, når de studerende fire dage senere skal til dimission. Klassevist og med tre pårørende per elev. Her foregår arrangementet dog på samme tid, mens klasserne på hue-dagen får udleveret deres karakterer forskudt af hinanden i løbet af dagen.

Skolen har de seneste uger været i dialog med repræsentanter fra klasserne om, hvordan den sidste tid skulle arrangeres, når restriktioner satte en stopper for de vanlige traditioner.

- Vi kan ikke være i det samme lokale allesammen - heller ikke engang selv om vi låner Lillebæltshallen eller afholder arrangementet udendørs. I stedet kan vi finde plads til alle ni afgangsklasser plus cirka tre pårørende per elev forskellige steder på skolen på én gang, skriver Christian Alnor i en besked til de studerendes forældre.

Mellem 800 og 900 mennesker kommer til at deltage i dimissionen 26. juni, hvor de ni klasser kan følge med i taler, musik og legatuddeling via live-stram.

- Det kræver, at elever og pårørende samarbejder om at finde de anviste indgange og områder, hvor de skal være. Og det er ganske åbenlyst, at der ikke er plads til, at man kan blive lidt længere på skolen efter begivenhederne og måske mødes med yderligere venner og familie, lyder meldingen fra rektoren.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tip fra bib: Dejlige Danmark

Annonce