Annonce
Melfar Posten

Tandlæger flytter sammen: Indtager 600 kvadratmeter i Middelfart Midtpunkt

Tandlægerne Ole Poulsen, Frederikke Köhler og Aviaja Fleischer flytter sammen i fælles lokaler i Middelfart Midtpunkt i løbet af sommeren. Foto: Sofie Secher Karlsen
"Tandlægerne i Midtpunktet" er navnet på ny tandlægeklinik i Middelfart Midtpunkt. Bag står tre selvstændige tandlæger fra byen. - Vi slår os sammen for at samle ekspertisen, lyder det fra de tre.
Annonce

Middelfart: Lige nu er det byggerod, der præger de over 600 kvadratmeter i Middelfart Midtpunkts stueetage, som snart skal rumme en tandlægeklinik. Bag den nye klinik, som har fået navnet "Tandlægerne i Midtpunktet", står tre selvstændige tandlæger fra Middelfart, som har valgt at flytte sammen.

18. juni begynder tandlægerne Ole Poulsen, Aviaja Fleischer og Frederikke Köhler at flytte hver deres klinik inklusiv personale ind i lokalerne. Planen er, at flytningerne er helt overstået efter sommerferien.

- Faget er for komplekst til, at vi kan det hele alle sammen. Vi har hver vores forcer, og når vi flytter sammen kan vi bruge hinanden endnu bedre, forklarer Ole Poulsen.

Han var været tandlæge siden 1978 og ser en klar tendens til, at selvstændige tandlæger flytter sammen for at samle ekspertisen under ét tag og for at have bedre mulighed for sparring i løbet af arbejdsdagen.

Tandlægerne i Midtpunktet

Det er Frederikke Köhler og Aviaja Fleischer, der står som ejere af den nye fælles tandlægeklinik i Middelfart Midtpunkt, mens Ole Poulsen lejer sig ind. Konstellationen er sådan, fordi Ole Poulsen forventer at gå på pension om et par år.

Frederikke Köhler bor til dagligt i Odense og har været tandlæge siden 1997. Hun har tidligere også drevet klinik i Ejby men har de seneste år stået i spidsen for Tandlægerne på Torvet i Middelfart.

Aviaja Fleischer bor i Århus og har været tandlæge i otte år. Hun er tidligere uddannet fysioterapeut. Aviaja Fleischer har de seneste år været en del af tandlægefællesskabet Poulsen, Wegge-Larsen og Fleischer i Algade 40.

Ole Poulsen bor i Kauslunde og har været tandlæge siden 1978. Siden 1989 har han været selvstændig. Han har ligesom Aviaja Fleischer været en del af tandlægefællesskabet Poulsen, Wegge-Larsen og Fleischer i Algade 40.

Tandlægerne i Midtpunktet kommer til at bestå af fire tandlæger, to tandplejere og syv klinikassistenter.

Annonce

Helt klar 1. august

Ole Poulsen, Aviaja Fleischer og Frederikke Köhler har været på udkig efter lokaler, der kunne rumme dem alle tre plus deres personale siden sidste sommer. At valget endte med at falde på lokalerne i Middelfart Midtpunkt skyldes både beliggenheden og muligheden for at sætte eget præg på omgivelserne.

Tandlægerne har lejet sig ind hos Barfoed Group, som ejer Middelfart Midtpunkt, og de seneste måneder er der sket meget på de godt 600 kvadratmeter, som snart skal rumme både kliniklokaler, personalerum, kontorer og en stor reception.

Der er indgang direkte fra gaden, gode parkeringsmuligheder og andre dygtige faggrupper lige rundt om hjørnet, og det vægter højt for tandlægerne.

Planen er, at Frederikke Köhler flytter ind først, mens Aviaja Fleischer og Ole Poulsen rykker ind i løbet af sommerferien, så de alle tre plus personale er på plads 1. august.

Det giver tandlægerne tid til at få en ny hjemmeside på plads, få informeret deres kunder og til at få kørt to forskellige journalsystemer sammen.

Ole Poulsen Aviaja Fleischer og Frederikke Köhler er alle selvstændige tandlæger og har indtil nu haft lokaler på henholdsvis gågaden og på Torvet. De nye lokaler i Middelfart Midtpunkt giver dem mulighed for at sparre med hinanden. Foto: Sofie Secher Karlsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce