Annonce
Melfar Posten

Tip fra Bib: Disse filmatiseringer af bøger skal du se

Skal du bruge filmanbefalinger til efterårsmørket, så er de her. Privatfoto: Benjamin Fritz-Jensen
Denne uges Tip fra Bib handler om seværdige filmatiseringer af bøger, som du passende kan kaste dig over i efterårsferien.
Annonce

På trods af et – indtil videre - mildt efterår er der sikkert alligevel god grund til at begynde at ruste sig til mørke, våde og kolde dage, hvor man er bedst tjent med at putte sig på sofaen under et tæppe med en god bog. Eller en god film. Eller hvorfor ikke begge dele?

Tip fra Bib præsenterer denne gang en håndfuld filmatiserede bøger – og filmene kan du låne på dvd på biblioteket.

’Tilværelsens ulidelige lethed’ (1983) af Milan Kundera

Romanen foregår i Prag i 1968 og handler om lægen Tomas, der, efter at russerne har indtaget byen, må ernære sig som vinduespudser og landmand. Derudover plejer han sine udenomsægteskabelige affærer, men hans kone Tereza holder trofast ved. Det er en bevægende fortælling om samfundsforhold, kærlighed og frihed i flere former, og romanen nyder klassikerstatus. Den er filmatiseret i 1988 med bl.a. Daniel Day-Lewis, Juliette Binoche og Lena Olin.

’Babettes gæstebud’ (1952) af Karen Blixen

Underskøn historie om to ældre søstre, der bor i et lille samfund, hvor askesen har et godt tag i befolkningen. En dag dukker den franske kvinde Babette op og tager ophold hos de to søstre. Da Babette pludselig via en lotterigevinst kommer til penge, beslutter hun at lave et overdådigt måltid til den religiøse menighed, og det bliver en oplevelse, der kommer til at gå over i historien. Romanen blev filmatiseret af Gabriel Axel i 1987, og filmen modtog en Oscar for bedste fremmedsprogede film.

’Høfeber’ (1975) af Leif Panduro

Dommer Hans Erling Herzberg er en ejegod, sympatisk og tilbageholdende mand, der er helt på det rene med, at hans kone har en affære med hans gamle ven, overlæge Klausen. Hun fortjener det, mener Herzberg. Men konen selv er ikke helt tilfreds med den indstilling, for hun så helst, at manden blev jaloux. Ved en simpel intrige bilder hun elskeren ind, at Herzberg dybest set er et rasende vilddyr, og da Klausen selv har en livlig fantasi, kan han sagtens forestille sig, at Herzberg vil ham til livs. Men dét er slet ikke romanens eneste forvikling – langt fra! Den er filmatiseret i 1991 med bl.a. Frits Helmuth og Lisbet Dahl.

’Sult’ (1890) af Knut Hamsun

Norsk klassiker om en ung digter, der fattig og sulten vandrer gaderne tynde i Kristiania, som Oslo hed dengang. Sulten forstærker de mange indtryk, byen bombarderer ham med, og han forsøger ihærdigt at komme sulten til livs. Men det kniber med, at han kan få penge for sine skriverier, så sulten er en trofast følgesvend – gade op og gade ned. Filmatiseret i 1966 af Henning Carlsen. Filmen kan også ses på Filmstriben.

’Niceville’ (2009) af Kathryn Stockett

Romanen her foregår i 1960'ernes Mississippi. En ny racelov har ophævet adskillelsen mellem sorte og hvide, hvilket er meget imod mange hvides vilje. Den unge – og hvide – kvinde, Skeeter, begynder at skrive en bog, hvor de sorte tjenestepiger Aibileen og Minny kommer til orde, og det er ikke uden en vis risiko. En gribende fortælling, som blev filmatiseret i 2011.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Melfar Posten

Forfatteraften med Iben Mondrup

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce