Annonce
Melfar Posten

Tip fra Bib: En svensk mester er død

Foto: Rebecca Guldager Maarup
Annonce

Den svenske forfatter Per Olov Enquist døde 25. april i år, 85 år gammel. Internationalt set var Enquist én af Sveriges største forfattere, og Tip fra Bib sætter denne gang spot på hans forfatterskab, der rummer både skuespil, filmmanuskripter, kriminalromaner, litteraturkritik og selvbiografier. Her er samlet et lille udvalg af Enquists bedste og mest populære udgivelser.

Vidste du… at Enquist ikke kun er kendt for sit forfatterskab? Han er også tidligere svensk mester i højdespring med en rekord på 1,97 meter.

Annonce

Magnetisørens femte vinter (1964)

En stor del af Enquists bøger er baseret på historiske begivenheder og virkelige personer, som han skriver ind i en fortællende form, hvor fiktion og fakta får lov til at supplere hinanden.

Det gælder også for denne roman, som var Enquists tredje, og som blev hans egentlige gennembrud. Bogen handler om en læge, der får overbevist sine patienter om, at han har overnaturlige evner, og derved lykkes det ham faktisk at helbrede. Blandt andet lykkes det ham at gøre en blind pige seende, men skeptikere forudser, at hans metoder en dag vil blive afsløret som svindel og humbug – trods hans positive resultater. Historien er baseret på optegnelser om 1800-tallets magnetisør og mirakelmager F. A. Mesmer.

Annonce

Legionærerne (1968)

For denne roman modtog Enquist Nordisk Råds Litteraturpris i 1969. Bogen er en dokumentarisk roman, der handler om de 146 baltiske flygtninge, der i 1946 blev udleveret af de svenske myndigheder til Sovjetunionen. Det er denne meget omtalte skandale i svensk efterkrigspolitik, Enquist forsøger at skildre og belyse ved at forholde sig "exakt till verkligheten", som han skriver.

Annonce

Livlægens besøg (1999)

I denne historisk funderede roman folder Enquist dramaet omkring Struensee, Christian den 7. og dronning Caroline Mathilde ud. I 1768 tiltrådte den tyske læge Johann Friedrich Struensee (1737-1772) som livlæge for den sindssyge kong Christian den 7.

Struensee fik en enorm magt og indførte vidtrækkende reformer. Hertil kom hans kærlighedsforhold til dronning Caroline Mathilde, der selvsagt ikke var uden visse former for komplikationer. Romanen blev tildelt Augustprisen som Sverige bedste roman i 1999, og alene i Danmark solgte den mere end 100.000 eksemplarer.

Annonce

Bogen om Blanche og Marie (2004)

Dette er en poetisk dokumentarroman om Blanche Wittman og Marie Curie. Her har Enquist fundet sit litterære forlæg i Blanche Wittmans tre notesbøger – en gul, en sort og en rød - der samlet set kaldes ’Spørgsmålsbogen’. Heri skriver Blanche, som fra 1878 til 1893 var indlagt med hysteri på et stort sindssygehospital i Paris, notater og spørgsmål om sit og den berømte kemiker Marie Curies levned samt om kærlighedens ubegribelige væsen.

Annonce

Et andet liv (2008)

Også for denne bog, som er en selvbiografisk erindringsbog, modtog Enquist Augustprisen. Her fortæller han dels om sin barndom i en landsby i Västerbotten, dels om sin internationale forfatterkarriere og dels om sin alkoholisme og sejren over den.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce