Annonce
Melfar Posten

Træhuse bliver måske starten på et lille erhvervseventyr

Pop-op byen i Brenderup kan give mange mennesker mulighed for at prøve en forretnings-idé af eller få solgt af overskydende varer fra køkkenhaven eller æbletræerne. Britt Holmegaard fra Brenderup Lokaludvalg har selv knoklet med at få husene op at stå og tror på, at handlende i byen vil støtte op om det nye initiativ. Foto: Mia Harm Madsen
Fra på fredag opstår der en ny by i Brenderup. En lille "pop-op by" bestående af tre hytter skal udgøre basis i en drøm, der er opstået i Brenderup Lokaludvalg: At man i Brenderup fremover vil have en masse småbutikker, der skiftes ud jævnligt, og at man på den måde kan skabe liv i bymidten.
Annonce

Brenderup: Tre små træhuse er starten på noget stort. Forhåbentlig. Ambitionerne er også helt i top hos Brenderup Lokaludvalg, der står bag idéen. De tre huse skal i fremtiden være små butikker, hvor både forretningsdrivende og private kan prøve en forretningsidé af.

- Vi vil gerne have et bycentrum på Frigodan-grunden, som vi ligger i forhandlinger om at købe. Så det her er et prøveprojekt: Er der overhovedet nogen, der vil det her?, forklarer Britt Holmegaard, der er suppleant i Brenderup Lokaludvalg, og som også har gået forrest i at få rejst de tre hytter op på den måske midlertidige placering på Faktas parkeringsplads.

- Min mand og nogle af vores venner aftalte, at vi lige ville bruge en lørdag aften på at rejse de tre huse. Men det var noget af et arbejde. Først søndag blev vi færdige med det første, så jeg lavede et event, hvor jeg inviterede folk til at hjælpe os med at bygge det. Vi håbede, at der kom en fem-seks stykker, men der kom 18. Brugsen kom med øl og sodavand, og Fakta kom med pølser til os, som vi kunne grille. Et lokalt rengøringsfirma donerede noget maling og kom og malede husene. Den opbakning er kommet helt bag på mig, siger en glad Britt Holmegaard, der håber, at opbakningen til at handle i de små hytter er lige så stor.

Tre ud af to huse er lejet ud ved åbningen af pop-op byen den 29. november. Det midterste hus er stadig ledigt, hvis nogen skulle have lyst til at springe på. Foto: Mia Harm Madsen
Annonce

Åbne og lukke

Hytterne udgør grundstene i en såkaldt pop-op by. Her er det meningen, at de små butikker skal åbne for at lukke igen. Herefter skiftes der lidt ud, og en ny butik her mulighed for at se dagens lys.

Første gang, handlende vil kunne besøge pop-op byen, er den 29. november, hvor byens juletræ også tændes.

- To af husene er lejet ud hele december. Det ene til Dekoline, der laver tryk på alt fra krus til til skilte og kasketter, og det andet til en blomsterbinder, der vil have julepynt, juledekorationer og adventskranse. Det sidste er ikke lejet ud endnu, men jeg håber, at der kommer én, siger Britt Holmegaard. Leje af en hytte koster 500 kroner for en hel måned, men strøm skal man selv betale.

Annonce

Plads til alle

Nu står de tre huse så på parkeringspladsen ved Fakta, men skulle købet af grunden gå i orden, som Brenderup Lokaludvalg ønsker sig, så skal husene flyttes derover.

- Husene skal stå her hele året, og man kan også lave pop-op butik hele året. Får vi grunden, flytter vi husene derover. Vi vil helst have et varieret udbud i husene sådan, at der ikke er tre blomsterbindere, der alle lejer husene i den samme måned. Men alle kan få lov at leje et hus. Det kan jo være til sommer, at nogen har en god urtehave, som de har overskud i og kan sælge ud af. At nogen har mange æbler til efteråret og vil sælge overskuddet. Det kan være alt muligt. Måske nogen vil prøve en forretnings-idé af, inden de går videre med den, siger hun.

Selv om det sidste hus mangler at blive lejet ud ved opstarten den 29. november, så er Britt Holmegaard optimistisk omkring hele projektet.

- Her i Brenderup plejer der at være opbakning til det, vi finder på, siger hun.

De tre huse er købt med midler fra Elfonden og Brenderup Erhvervsforening.

Pop-op byen åbner den 29. november klokken 15, og juletræet tændes klokken 17.

Vil du følge med i, hvordan det går i pop-op byen, kan du følge den på facebook undernavnet "Brenderup popop".

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tip fra bib: Dejlige Danmark

Annonce