Annonce
Melfar Posten

Tredje nederlag til MHK på stribe

Arkivfoto
Annonce

Håndbold, 3. division, Team Haderslev - Middelfart HK 28-22 (15-10)

En dårlig start, et skadesramt mandskab samt for mange brændte afslutninger, er ikke en cocktail, som oftest udmønter sig i point i en håndboldkamp. Det gjorde det heller ikke for Middelfart HK´s 3. divisionsmandskab, der tirsdag eftermiddag måtte se sig slået i Haderslev med 28-22. Der manglede en smule ild i øjnene på Middelfart-spillerne, der også generelt brændte for mange afslutninger.

- Vi var der ikke fra starten, vi mangler skarphed og dygtigheden i dag. Når man kun laver 22 mål, så vinder man altså ikke håndboldkampe, forklarede træner Søren Hougaard efter nederlaget i det sønderjyske.

Annonce

Manglende koncentration

Opgøret startede heller ikke synderligt godt for det gæstende fynske mandskab, der forholdsvis hurtigt kom bagud med 9-4. Koncentrationen manglede simpelthen i afslutningerne, og hjemmeholdet fra Haderslev var kommet godt i gang angrebsmæssigt. Det blev derfor op ad bakke resten af halvlegen for MHK, der også var uden flere bærende spillere, hvilket også var en af grundene til de manglende mål.

15-10 til Team Haderslev var stillingen ved pausen, og der var i den grad plads til forbedring for de fynske gæster.

I anden halvleg kom der en anelse bedre styr på forsvaret, men Haderslev havde stadig overhånden - både i kampen men også på måltavlen.

Hele tiden skulle Middelfart jagte hjemmeholdet, men da der manglede små 10 minutter havde de muligheden for for alvor at lukke hullet. Haderslev-mandskabet brændte og lavede fejl angrebsmæssigt, og MHK havde faktisk mulighederne til at lave fire mål i træk. Det blev dog ikke tilfældet, da også det gæstende mandskab lavede et par tekniske fejl samt brændte oplagte chancer, og så var det lige vidt.

Annonce

Mødte et bedre hold

Hullet blev ikke lukket, og derfor blev de sidste minutter ren bytte-bytte-købmand, hvor Haderslev bevarede deres føring, mens Middelfart fik sat nogle scoringer ind, der ikke rigtig fik betydning for kampens udfald. Team Haderslev vandt opgøret med 28-22, og Middelfart HK mødte nok bare et bedre hold, men den sidste gnist i øjnene manglede dog også hos gæsterne.

- Den reelle kamp skulle nok have endt 24-20 til dem. Hvis vi bare scorer på det halve af vores chancer, så får vi også point, og det var samme problem sidste gang mod Kerteminde. Det er koncentrationen i afslutningerne, der mangler, afslutter træner Søren Hougaard.

Middelfart HK spillede også lørdag eftermiddag ude mod Tommerup HK i en yderst vigtig kamp, hvor Middelfart-mandskabet tabte en tæt kamp 25-26, hvilket betyder, at MHK ryger ned på en ottendeplads. Nederlaget i Fyrtårn Tommerup var det tredje på stribe til Søren Hougaards mandskab, der ellers fik en god start på tilværelsen i 3. division.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tip fra bib: Dejlige Danmark

Annonce