Annonce
Melfar Posten

Ud i det fri: Redaktionens anbefalinger til fem nordvestfynske naturperler, du ikke må gå glip af

Der er mulighed for at få en masse gode naturoplevelser og mange gode kilometer i benene, når du besøger de fem nordvestfynske perler, som redaktionen anbefaler. Alle er gratis at besøge. 
Annonce

Der er masser at opleve, selv om sommerferien i år holdes inden for landets grænser. Her er fem af redaktionens bedste anbefalinger til gratis naturoplevelser på Nordvestfyn.

1. Gåtur på Hindsgavl

Snør de gode kondisko og gå en tur på Hindsgavl Halvøen og gør stop i både dyrehave og på Hindsgavl Borgbanke. Foto: Sofie Secher Karlsen

Er du til gåture i smuk natur med historisk islæt, er resterne af Hindsgavl Borgbanke et godt bud. Til højre for Hindsgavl Slot snor en sti sig gennem både skov og mark og leder dig langs vandet hen til resterne af den borg, som første gang er omtalt i år 1295 og som eksisterede frem til år 1600. Borgen lå - og resterne ligger stadig - placeret på en naturlig banke i et vådområde med græssende køer, kaldet Sudden. Borgresterne blev udgravet af Nationalmuseet i 1942 og 1943. På toppen af banken er der information om borgen og det omkringliggende område.

Et godt tip er at medbringe tæppe og termokande og nyde den på toppen af banken, hvor der er udsigt til den private ø Fænø og Fænøsund. 

En god gåtur er “pynten rundt”- langs kysten fra fra Teglgård til Gl. Havn og tværs over halvøen. Turen er omkring 10 kilometer lang, tager små fire timer og du kommer på den måde også gennem Hindsgavl Dyrehave, hvor hjortevildt ofte er til at spotte på sletten.

2. Føns Havbane

Stranden i Føns byder foruden børnevenlige faciliteter, sandbund og iskiosk også på muligheden for at prøve disciplinen havsvømning på Føns Havbane. Foto: Jens Wognsen

Har du nogensinde overvejet, om havsvømning er noget for dig? Hvis ikke, burde du måske gøre det. 

I udkanten af landsbyen Føns ligger en af de mest børnevenlige strande i kommunen med både ishus, toiletter, badebro og lavt vand. Stranden er et hit blandt de lokale børnefamilier, men faktisk byder området på meget andet.

Stranden har blåt flag og har desuden en godkendt havbane til svømning. Banen er 200 gange 50 meter og består af seks bøjer. Bag banen står en forening bestående af dedikerede svømmere, som bruger banen året rundt. Det er gratis at benytte banen, men bliver du bidt af havsvømning, kan du melde dig ind i foreningen.

Havbanen vedligeholdes af et team af frivillige dykkere, og Foreningen Føns Havbane har på den gode side af 60 medlemmer plus op mod 500, der er med mere sporadisk.

Forår, sommer og efterår svømmes der med våddragt og om vinteren dyrkes der is-svømning, hvor den badende kun er iklædt badedragt eller badebukser.

Om vinteren stilles der et finsk saunatelt op, som foreningen også råder over.

3. Brende Ådal

Området omkring Brende Å er skabt af smeltevand fra istiden, og man kan som gæst i området være heldig at spotte både fredede planter og sjældne fugle. Arkivfoto.

Brende Å er med sine 28 kilometer det længste vandløb på Vestfyn - og måske også det smukkeste. Vandløbet udspringer nær Tommerup Stationsby og snor sig gennem både skove, skrænter, dale, marker og vådområder.

Både i og omkring åen er dyrelivet mangfoldigt, og man kan blandt andet være heldig at spotte en rød glente, en isfugl eller den fredede orkidé maj-gøgeurt.

Knap fem kilometer fra åens udløb ligger Brende Mølle. Møllen har siden 1500-tallet udnyttet vandkraften - senest fra 1912 til 1970'erne. Siden er bygningerne blevet renoveret, og der er etableret et omløb syd om mølledammen, hvor der i 1990 blev opført en fisketrappe til blandt andet de havørreder, der hvert år trækker op i vandløbet for at gyde.

4. Naturcenter Hindsgavl

Dagplejebørn på den nye legeplads ved Aktivitets- og Naturcenter Hindsgavl.

Skal du have børnene eller børnebørnene med på tur, er et godt tip at slå vejen forbi naturcentret på Hindsgavl. Her finder i både naturlegeplads, tarzanbane og muligheden for at spise madpakken i ly for regnen - eller solen.

Naturcentret er omdrejningspunktet for mange af aktiviteterne på Hindsgavl-halvøen og indeholder et undervisningslokale, et udstillingslokale, et møderum og toiletter. Samtidig er der indrettet et udendørs depotrum med udstyr, som alle naturcentrets gæster må benytte - og der er både en lup til skovturen og net til at fange små dyr i dyrehavens vandhuller.

Naturcentret er åbent fra 1. april til 1. oktober.

5. Staurby Skov

Staurby Skov, der ligger klos op og ned af Middelfart, købes af kommunen. Det åbner muligheder for mountainbike-, orienteringsløb og andre friluftsaktiviteter tæt på byen.

Uanset, om du har hunden eller jernhesten med, er en tur i Staurby Skov helt sikkert noget for dig. Den kommunaltejede skov byder nemlig på både moderne mountainbike-spor og en indhegnet hundeskov, som ovenikøbet er handicapvenlig.

I skoven finder du blandt andet et blåt mountainbike-spor, hvilket betyder, at de fleste med de grundlæggende færdigheder på plads, kan køre på det. Sporet er ensrettet og begynder overfor den store parkeringsplads ved Staurbyskovvej - retningen angives af pile i skoven. Sporet er anlagt, så der er et større område i midten, hvor skovens dyr kan få ro, selv om der cykles. Længst fra motorvejen er der færre stier og mere urørt skov og natur.

Har du hunden med, kan du glæde dig til omkring 5,7 hektar indhegnet hundeskov plus en hvalpegård og borde-bænke-sæt. Parkering foregår på pladsen på Strib Landevej 98.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce