Annonce
Melfar Posten

Ungarbejdere søges til plejehjem i Middelfart, Strib og Ejby: - De unge kan bidrage til, at det føles som et hjem

Middelfart Kommune søger efter ungarbejdere i alderen 15 til 17, som vil skabe nærvær og samvær med beboere på fire af kommunens plejehjem. Arkivfoto: Martin Ravn
Unge fra 15 til 17 år kan nu blive ungarbejdere på fire af Middelfarts Kommunes plejehjem, hvor de skal skabe nærvær og samvær med beboere.
Annonce

Middelfart: Unge i alderen 15 til 17 år kan nu være med til at skabe nærvær og samvær på fire af kommunens plejehjem. Middelfart Kommune søger nemlig unge mennesker som ungarbejdere på plejehjem i Middelfart, Strib og Ejby.

De unge skal blandt andet spille kort- og brætspil, synge, læse, holde i hånd og lufte dyr sammen med plejehjemmets beboere. Senior- og velfærdschef i Middelfart Kommune Vicky Kim Sørensen har høje forventninger til det anderledes fritidsjob.

- Vi håber, at mødet mellem unge og ældre vil skabe gode oplevelser og relationer på tværs af genrationer, fortæller Vicky Kim Sørensen, som har haft gode erfaringer med ungarbejdere på plejehjem fra sit tidligere arbejde i Esbjerg Kommune.

Plejehjemmene, der søges ungarbejdere til, er Rudbækshøj Plejehjem i Strib, Ældrecenteret Fænøsund i Middelfart, Fænøsundvænget i Middelfart og Plejehjemmet Egebo i Ejby.

Annonce

Nærvær og opgør med fordomme

Ifølge Middelfart Kommunes senior- og velfærdschef giver fritidsjobbet unge mennesker mulighed for at opleve hverdagen på et plejehjem - en vigtig oplevelse, som kan gøre op nogle af de fordomme, unge har om plejehjem, mener hun.

- De unge kan se, hvad det egentligt betyder at være på plejehjem - både som beboer og ansat. At et plejehjem ikke nødvendigvis er 'sidste station' eller et sted, hvor de ældre keder sig dagen lang, forklarer Vicky Kim Sørensen.

- De unge kan også opleve, at arbejdet, som personalet udfører, ikke kun er pleje, men at der også lægges meget tid i at skabe trivsel og glæde hos beboerne. Livet skal jo også leves, selvom man bor på et plejehjem, tilføjer hun.

Især trivsel og glæde fremhæver senior- og velfærdschefen som vigtige aspekter af de unges arbejde på plejehjem.

- Plejehjemmene skal jo gerne føles ligesom et hjem. Og det kan unge bidrage meget til - og deres bidrag kan være alt fra at spille ludo, læse dagens avis eller gå en tur sammen de ældre. Nogle gange kan det også bare være at lytte til, hvad de ældre siger, siger Vicky Kim Sørensen.


Vi håber, at mødet mellem unge og ældre vil skabe gode oplevelser og relationer på tværs af generationer.

Vicky Kim Sørensen, Senior- og velfærdschef


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce