Annonce
Melfar Posten

Værtshus slår rekord for omsætning: Nu genoplives livemusik om lørdagen

Værtsparret Lotte og Henrik Rasmussen overtog Guldkronen i 2005 og har drevet stedet lige siden. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Fra lørdag den 20. juni vil der igen blive spillet livemusik på torvet ved værtshuset Guldkronen, der har haft en rigtig god måned, hvad angår omsætning.
Annonce

Middelfart: Der serveres smørrebrød i lange baner og den ene fadøl efter den anden langes over disken hos Guldkronen på Torvet i Middelfart, hvor der fra den 20. juni igen vil være livemusik om lørdagen.

Det er muligheden for at samle op til 500 personer, der genstarter lørdagsarrangementet Musik på Torvet. De første musikere til at spille bliver den lokale musikforening Nodeknækkerne.

Det fortæller Henrik Rasmussen, der ejer og driver værtshuset sammen med sin kone Lotte.

- Vi passer selvfølgelig på, hvor mange mennesker der samler sig sammen, og at der ikke opstår for meget kødannelse ved baren, forsikrer Henrik Rasmussen.

For at være helt sikker på, at begivenheden lever op til alle regler og påbud, kontaktede han brancheorganisation Danmarks Restauranter & Cafeer, som sendte en juridisk medarbejder forbi. Vedkommende fotograferede torvet og placeringen af borde og stole og gav grønt lys til arrangementet, som vil fortsætte hver lørdag frem til midt i september.

Annonce

Åbnede til travlhed

Dermed bliver hverdagen en smule mere normal for Guldkronen, der har haft travlt lige siden, at myndighederne tillod værtshusene at genåbne efter nedlukningen i forbindelse med corona, beretter Henrik Rasmussen.

- Det går skidegodt, og alle folk er glade. Siden vi åbnede for omkring fire uger siden, har vi haft rygende travlt som aldrig før. Vi har aldrig før haft så god en omsætning i fire sammenhængende uger, lyder det taknemligt fra værtshusejeren.

Det skal samtidig ses i lyset af, at Guldkronen og andre værtshuse er tvunget til at lukke klokken 24.

- Det har vi slet ikke haft nogen problemer med. Vi er godt tilfreds med det hele, og det lader også til, at gæsterne er det, vurderer Henrik Rasmussen.

Han roser også gæsterne for generelt at være gode til at overholde myndighedernes anbefalinger.

- Da vi åbnede var vi lidt nervøse, men det er gået over forventning. Folk er gode til at holde afstand. Skulle det glippe, rynker jeg lidt i panden og minder dem om reglerne, siger Henrik Rasmussen.

Fra Guldkronens terrasse har gæsterne udsigt ud over Lillebælt. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Melfar Posten

Tip fra bib: Dejlige Danmark

Annonce