Annonce
Midtfyns Posten

100-årige Viola går til gymnastik hver tirsdag

Det er sjældent, Viola Jensen misser en gymnastiktime. Det er dejligt at få rørt kroppen, mener hun nemlig. Hun har gået til gymnastik på Tingager Plejehjem i over 20 år. I onsdags kunne Viola Jensen fejre 100 års fødselsdag. Foto: Michael Bager
Viola Jensen fyldte 100 år forleden. Den høje alder er dog ingen undskyldning for ikke at holde kroppen i gang, mener fødselaren, der trofast går til gymnastik én gang ugentligt.
Annonce

Ringe: En times gymnastik med utallige stræk og spjæt får sveden frem og pulsen op hos de fleste i dagligstuen på Tingager Plejehjem. Men Viola Jensen er i god form.

- Var det hårdt?

- Nej, svarer Viola Jensen kortfattet og ryster på hovedet, da træningen er slut.

Onsdag 22. januar rundede hun et skarpt hjørne og fyldte 100 år. De seneste 20 år har hun hver tirsdag været med til gymnastik på plejehjemmet i Ringe.

- Det er for at holde mig oppe. Det kan ikke hjælpe noget bare at sidde hen, mener hun uden at kunne svare på, om dét er opskriften på et langt liv.

- Men det er dejligt at blive rørt lidt. Også de lemmer, som vi ikke bruger derhjemme, siger hun.

Selv når det ikke er tirsdag, og programmet står på gymnastik, kan Viola Jensen også godt finde på at gå små ture rundt i Ringe by for at holde kroppen i gang.

Karin Rosager (i midten) har lavet gymnastik næsten hele livet. Nu leder hun Ældresagens hold på Tingager Plejehjem hver tirsdag. Denne tirsdag var 43 ældre mødt op for at få rørt musklerne. Foto: Michael Bager
Annonce

Stolegymnastik

Det er Karen Rosager fra Ældresagen Midtfyn, der leder gymnastikholdet, som denne tirsdag tæller 43 deltagere.

- Husk at trække vejret, minder Karen Rosager med mellemrum gymnasterne om.

Karen Rosager sidder på en stol i midten og viser øvelserne, mens introen fra Matador flyder ud gennem højttalerne og sætter tempoet.

De 43 gymnaster følger med, så godt de kan. Først strækkes den ene arm, så den anden. Og så den første igen.

Da de fleste andre rejser sig op fra stolene efter opvarmningen, bliver Viola Jensen siddende. Fysikken rækker ikke så langt længere. Men da benene skal rystes og fødderne bevæges rundt i cirkler, klarer Viola Jensen det fra sin stol. Hun ser skam ikke bare til, mens resten af holdet står oprejst.

Annonce

Lille fejring

Viola Jensen har boet i Ringe det meste af sit liv. I starten af 40'erne fik hun job i en forretning ejet af Svend Smed, hvor hun tjente i godt fem år.

- Så blev jeg gift, og vi flyttede ind i et hus på Jernbanegade, fortæller Viola Jensen.

Siden kom tre børn til verden. Og senere kom også både børnebørn og oldebørn.

Viola Jensen boede på Jernbanegade indtil for 15 år siden. Som 85-årig flyttede hun i en ældrebolig på Odensevej, hvor hun nu bor alene.

I onsdags kunne hun fejre 100 års fødselsdag, men der blev ikke nogen stor fest. Hendes ene søn og hans familie kom på besøg fra Silkeborg på den runde dag.

Selv mener Viola Jensen ikke, at der var meget at fejre.

- Jeg er nummer tre i søskendeflok på 10, og jeg er den eneste, der er tilbage.

- Der er heller ikke nogen forskel, mener hun om, at hun nu er gået fra et tocifret tal til et trecifret.

Det er Karen Rosager imidlertid ikke enig i. På vegne af Ældresagen overrakte hun derfor en stor, flot buket blomster til Viola Jensen efter gymnastiktimen i tirsdags. Og det fik alligevel Viola Jensen til at fælde en lille tåre midt i kaffen.

Viola Jensen har da heller ingen planer om at stoppe til gymnastik foreløbig.

- Jeg bliver ved, så længe jeg kan, slår hun fast.

Viola Jensen har gået til gymnastik i 20 år. Nu sidder hun ned på en stol, men det betyder ikke, at benene står stille. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

SF har valgt ny bestyrelse

Midtfyns Posten

Affaldsindsamling i Gislev

Annonce