Annonce
Midtfyns Posten

17-årig driver barbershop i drivhus: Har lært det hele på YouTube

Lasse Hansen er en af de kunder, der hver anden uge vender tilbage for at blive klippet af Nicolai Borgensgaard. Foto: Cecilie Tolversen
Nicolai Borgensgaard har fået så mange faste kunder i sin nyopstartede barbershop, at han har opsagt sit fritidsjob for at starte eget firma.
Annonce

Ryslinge: Når 17-årige Nicolai Borgensgaard finder sin saks og trimmer frem for at klippe kunder i sin barbershop, så er det med hiphop og rap-musik spillende på anlægget, en vandpibe på sofabordet og omgivet af tomatplanter.

Han har nemlig startet sin egen barbershop i familiens baghave i Ryslinge, hvor han har fået lov til at indrette et drivhus med frisørstol, hårtørrer og diverse produkter.

- Men når det begynder at blive mere koldt, så skal jeg ind i vores værksted, hvor jeg også kan få mit logo på døren og den slags, fortæller Nicolai Borgensgaard, der har haft gang i biksen siden april, men ekstra travlt hele sommerferien med gennemsnitligt 20 kunder om ugen.

Nicolai Borgensgaard har startet sin egen barbershop i sit drivhus. Han har nu så travlt, at han er ved at få et CVR-nummer. Foto: Cecilie Tolversen

I drivhuset klipper han udelukkende herrefrisurer, hvilket også er grunden til, at han kalder sig barber fremfor frisør. Signaturfrisuren er en såkaldt skinfade, hvor håret bliver kortere og kortere ned ad siderne og i nakken.

- Jeg har lært det på YouTube. Jeg har set det og så bare prøvet mig frem, siger Nicolai Borgensgaard, der har brugt op mod 300 timer på YouTube.

Borgensgaard Cutz signaturfrisure er en såkaldt skinfade, hvor håret bliver kortere og kortere ned ad siderne og i nakken. Foto: Cecilie Tolversen
Annonce

En travlt sommer

I starten var det lidt svært at overtale vennerne til at lade ham klippe dem, fortæller Nicolai Borgensgaard, der nu har så mange kunder, at han netop er gået op i pris - 100 kroner for en klipning.


Det er hyggeligere hernede. Jeg tror også, at det er sjovere. Der er nogle kunder, der ryger vandpibe, mens de bliver klippet.

Nicolai Borgensgaard


- Folk booker tid på Instagram. Det startede bare med folk, jeg kender, og så har de måske delt det eller fortalt det til nogle, for mange af dem, jeg klipper, siger, at det er fordi, jeg har klippet en af deres venner, forklarer han.

Udover at klippe, tilbyder Nicolai Borgensgaard også at permanente krøller, barbere skæg og lægge en black mask, der renser huden.

Selvom Borgensgaard Cutz, som salonen hedder, endnu har et begrænset antal tilgængelige behandlinger, mener den selvlærte barber alligevel, at han kan tilbyde noget, som en traditionel frisørsalon ikke kan.

- Det er hyggeligere her nede. Jeg tror også, at det er sjovere. Der er nogle kunder, der ryger vandpibe, mens de bliver klippet, fortæller Nicolai Borgensgaard og tilføjer:

- Nu er jeg jo 17 år og nogle af dem, der bliver klippet, er jævnaldrende, så vi har lidt mere at snakke om, end hvis du snakker med en damefrisør.

Borgensgaard Cutz

17-årige Nicolai Borgensgaard har startet barbersalonen Borgensgaard Cutz i sit drivhus i Ryslinge. Booking foregår over Instagram på brugeren @borgensgaardcutz.

Det koster 100 kroner at blive klippet. Derudover kan man også få trimmet sit skæg, permanentet krøller og lagt en såkaldt black mask.

Lige nu foregår alle klipninger i familiens drivhus, men snart kan barbershoppen indrette sig i værkstedet, hvor der er varmere til vinter. Foto: Cecilie Tolversen
Annonce

Fremtiden

Den selvlærte barber har haft en travl sommer.

- En dag stod jeg her fra klokken 12 til 21.30. Der er jo ikke kunder hele tiden, men der er også mange, der bare hænger ud her nede, siger han.

Derfor er han og familien nu ved at søge om et CVR-nummer til Borgensgaard Cutz.

- Det, der er med at starte virksomhed, når du er under 18, det er, at det skal igennem Familieretshuset, og det kan godt tage lidt tid, fortæller Nicolai Borgensgaard, der starter på gymnasiet efter sommerferien.

Planen er dog at fortsætte barbershoppen ved siden af gymnasielivet. Hans familie har også foreslået, at han senere uddanner sig til frisør, men det ligger dog ikke i planerne.

- Nej, for jeg vil gerne være barber, altså mandefrisør, og det er ikke en anerkendt uddannelse i Danmark, så skal du tage frisøruddannelsen, hvor du blandt andet vil skulle feje i en salon, farve hår og sætte exstensions i, og det er bare slet ikke noget, jeg interesserer mig for, siger han.

I stedet vil han fortsætte med at øve sig og spørge kendte barberer til råds.

Nicolai Borgensgaard drømmer lige nu om at fortsætte som barber og måske kunne sælge sine egne produkter. Først skal han dog lige have en gymnasiel uddannelse. Foto: Cecilie Tolversen
Nicolai Borgensgaard har selv købt alt udstyret til sin barbershop. Foto: Cecilie Tolversen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

SF har valgt ny bestyrelse

Midtfyns Posten

Affaldsindsamling i Gislev

Annonce