Annonce
Midtfyns Posten

Anita pusler om sine store græskar: Hun giver sine græskar babypudder før DM-finalen i Tivoli

Anita Dietz fra Årslev har i 10 år dyrket græskar, men det er første gang, hun har et græskar med til DM i kæmpegræskar. Konkurrencen afvikles i Tivoli lørdag den 16. oktober. Foto: Hardy Hounsgaard
Anita Dietz fra Årslev har efter 10 års dyrkning af græskar endelig fået så stort et græskar, at hun har fået adgang til DM i kæmpegræskar i Tivoli. Hun våger dagligt over sine græskar, der blandt andet får babypudder for at holde sig friske.

Årslev: Kæmpe orange frugter ligger solidt på jorden i det afskærmede bed i haven hos Anita Dietz. Den 55-årige fagskolelærer har i sin store have på Kirstinebjergvej i Årslev endelig fået sin græskardrøm opfyldt. Det er lykkedes hende at fremavle et så stort græskar, at hun som den eneste fra Fyn har kvalificeret sig til at være blandt de 10 deltagere i årets danmarksmesterskab i kæmpegræskar. Finalen finder sted i Tivoli i København på lørdag den 16. oktober.

- Jeg begyndte med at dyrke græskar for 10 år siden, og siden har mit mål været at få et græskar, der er så stort, at det kunne komme til DM. Jeg har været i Tivoli hvert år, når der har været DM i kæmpegræskar og set de andre deltageres store græskar, fortæller Anita Dietz.

Hun har flere store græskar i sit bed, men det, hun har fået godkendt til deltagelse i DM-konkurrencen, er det største i bedet. Hun ved endnu ikke, hvor meget det vejer - det finder hun først ud af, når det bliver vejet ved DM i Tivoli. Men ved at måle omkredsen, højden og bredden tre forskellige steder på græskarret, kan man via et sirligt regnestykke sjusse sig frem til, hvor meget det vejer.

Annonce

Vejer over 110 kg

- Det er vokset, siden jeg målte det i sidste uge, og det vejer nok over 110 kg nu, siger Anita Dietz.

Anita Dietz giver sine græskar babypudder for at forhindre, at de får skader. Foto: Hardy Hounsgaard

Hun har siden 1990 boet på den 7900 kvadratmeter store grund sammen med sin jævnaldrende mand, Steen Dietz, der arbejder som salgskonsulent hos Albani. Parret har to voksne børn og to børnebørn, og de skal alle med til DM-finalen i Tivoli.

Annonce

Hvordan får man et græskar til København?

Hun har dog én stor udfordring. For hvordan får man et græskar med en omkreds på cirka 250 cm og en vægt på over 110 kg fragtet til Tivoli midt i København?

Min første tanke var at putte det ind bag i vores Polo, men Tivoli kræver, at det bliver leveret på en palle. Og så kan det slet ikke være i Poloen.

Anita Dietz

- Min første tanke var at putte det ind bag i vores Polo, men Tivoli kræver, at det bliver leveret på en palle. Og så kan det slet ikke være i Poloen. Så det ender nok med, at vi låner en trailer. Selv om det nok bliver svært at finde et sted at parkere en bil med trailer i nærheden af Tivoli, funderer Anita Dietz.

Anita Dietz er god til at få planter til at gro. Hun har en solsikke i sin have på 420 cm. Foto: Hardy Hounsgaard

Til daglig underviser hun som faglærer i transport og logistik på Syddansk Erhvervsskole i Odense. Det job har hun haft siden 2005. Inden da var hun i 16 år lastbilchauffør. Så hun ved, hvordan man transporterer store ting.

Annonce

Græskar i stedet for heste

Hendes interesse for græskar begyndte, da hun sagde farvel til en anden livslang passion.

- Jeg har haft hest, siden jeg var barn, og vi har haft tre heste til at gå på vores grund indtil for syv år siden. Da vi ikke længere havde hestene, begyndte vi at plante den bageste del af grunden til med en masse træer, fortæller Anita Dietz, der samtidig begyndte at gå mere op i græskardyrkningen.

Ved at måle tre forskellige steder kan Anita Dietz regne sig frem til, hvor meget græskarret cirka vejer. Det endelige svar får vi først, når det vejes ved DM i Tivoli. Foto: Hardy Hounsgaard

- Jeg er fascineret af de flotte farver og over, at de gror så hurtigt. Man kan nærmest se dem vokse fra dag til dag.

- I 2012 begyndte jeg på græskar, og det andet år fik jeg et på 93,5 kg, men siden har jeg ikke været i nærheden af at få store græskar - før i år, fortæller Anita Dietz.

Annonce

Frø i pose på badeværelset

Hun købte en pose frø via en europæisk klub af græskarentusiaster, EGVGA, for 20 euro (cirka 150 kr.). De spæde frø blev lagt den 26. april - på det lune badeværelsesgulv.

- Jeg lagde de første frø i en frysepose på gulvet i badeværelset, hvorefter de kom i selvopløselige forspiringspotter og ud i udestuen, inden de kom udenfor. I nogle dage satte jeg fyrfadslys under dem, fordi det var så koldt, fortæller Anita Dietz.

Hendes græskarfrø er fra et sydeuropæisk græskar, der vejede 495 kg. Men en del af hemmeligheden bag Anitas store græskar er måske den fynske muld, de har vokset sig store i.

- I bedet er der 30 cm rent hestelort. Det fyldte 15-20 læs på traileren. Desuden er der tilført 25 kg kalk af hensyn til ph-værdien.

Anita Dietz opsamler regnvand i store tanke, og hun har foreløbig brugt mere end 6000 liter regnvand til sine kæmpegræskar. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce

Over 6000 liter regnvand

For at få græskar til at vokse sig store skal der naturligvis bruges masser af vand. Store tanke med opsamlet regnvand står rundt om bedet. Hver tank rummer 1000 liter.

- Det er den syvende tank med regnvand, jeg er i gang med nu, fortæller Anita Dietz, der har gødet med almindelig bladgødning.

Hun pusler om sine græskar, som var de hendes børn.

- De får babypudder for at undgå, at de får skader, siger Anita Dietz, der også har været nervøs ved de seneste ugers mange regnskyl.

Anita Dietz fra Årslev har flere store græskar i sit afskærmede græskarbed, men kun det største kommer med til DM i kæmpegræskar. Foto: Hardy Hounsgaard

- Jeg har dækket dem til med plastic, når der kom massivt regnvejr for at beskytte dem. Forleden var der et af græskarrene, der var revnet, men heldigvis ikke det, der skal med i konkurrencen. For at være med til DM må græskarret ikke have revner, fastslår Anita Dietz.

Af samme grund venter hun så længe som muligt med at høste græskarret. Først dagen inden hun skal til Tivoli med græskarret, skærer hun stænglen over. Herefter skal den orange kæmpe løftes over på en palle.

- Der skal nok tre-fire mænd til at løfte det, vurderer Anita Dietz.

DM i kæmpegræskar

Det er 14. gang, Tivoli arrangerer DM i kæmpegræskar, og der er præmier til de tre største græskar. Førstepræmien er på 7500 kroner, et ophold på Tivoli Hotel i to nætter for fire personer og en række andre gavekort og oplevelser.

Danmarksrekorden blev sat sidste år. Her havde Jens Peder Skønager fra Ribe et græskar, der blev vejet til 970,4 kg. Det var andet år i træk, han vandt.

Årets konkurrence finder sted lørdag den 16. oktober kl. 11.30 i Tivoli.

Hendes grønne fingre kan også frembringe andre store planter. Hun har en solsikke på 420 cm, der står op af drivhuset.

- Jeg har også haft en skoleagurk på 1150 gram og en tomat på 391 gram, fortæller Anita Dietz.

Anita Dietz regner med, at hendes største græskar vejer over 110 kg. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Syng Dansk-aften i Sdr. Nærå Kirke

Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Fernisering "Naturens Resonans" i Galleri 14:07 på Ringe Station

Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Uhyggelige bøger til efterårsmørket

Midtfyns Posten

Hvem skal have årets handicappris?

Midtfyns Posten

Drikkevand på dagsordenen: Politikerne debatterer natur og miljø på offentligt valgmøde

Midtfyns Posten

Ny butik vil sælge tøj fra 30'erne: - Mit hjerte banker for vintage

Midtfyns Posten

De svinger leen for naturen: Sommerfuglene, insekterne og orkideerne er vilde med det her

Midtfyns Posten

Uhyggelig og skræmmende halloween på landejendom ved Ringe: Forest of Fear

Midtfyns Posten

Se de uhyggelige græskar: De har vundet billetter til Horrifics halloween-event

Midtfyns Posten

Countryaften i Ferritslev

Midtfyns Posten

Cirkus Fyr og Flamme på Ringe Station

Midtfyns Posten

Ugens film i Ringe Bio: Pinocchio og Kandis for livet

Midtfyns Posten

Bogklub i Ryslinge

Midtfyns Posten

Ordblinde Mads hiver sølvmedalje med hjem fra svendeprøven: Tømrerfirma har allerede ansat ham

Midtfyns Posten

Julefrokost for ældre og handicappede

Midtfyns Posten

Klumme: Efterårets smukke melankoli

Midtfyns Posten

Bog & Bio: Pagten

Midtfyns Posten

Annette praler gerne af Midtfyn: - Vi skal prale meget mere

Midtfyns Posten

Svenske skønheder kommer til Helios i Faaborg: Cabaret med svenske sange og viser

Midtfyns Posten

"Lille Amalienborg" skabte debat i Ringe: 115 år med bank i Ringe

Midtfyns Posten

Memory Lane - støttekoncert på Café Fabers

Midtfyns Posten

Anny og Ole har været gift i 60 år: Diamantbryllup

Midtfyns Posten

Mydtskov/Nordal Duo spiller Ellington og Strayhorn

Annonce