Annonce
Midtfyns Posten

Bellissima er blomstret op i Ringe

Henriette Pedersen åbnede for lidt over et år siden dametøjsforretningen Bellissima i Algade i Ringe. I forvejen har hun en forretning af samme navn i Kværndrup, og hun fortsætter med begge to. Foto: Hardy Hounsgaard
Henriette Pedersen åbnede for et år siden tøjforretningen Bellissima i Ringe efter i mange år at have haft en forretning i Kværndrup, og det går så godt, at hun fastholder sine to butikker i Ringe og Kværndrup.
Annonce

Ringe: For lidt over et år siden kom der en knopskydning på Henriette Pedersens dametøjsforretning Bellissima, som hun i 12 år har haft på en gård i forlængelse af sit hjem i Kværndrup.

Henriette Pedersen åbnede 8. december 2018 sin Bellissima-forretning nummer to, og den fik til huse i Algade i Ringe.

- Jeg fik mange forespørgsler på, hvorfor jeg ikke havde en butik i Ringe. I forbindelse med, at min butik i Kværndrup skulle renoveres, ledte jeg efter egnede lokaler, og så kom jeg i kontakt med Bymægleren i Ringe, som havde lokalerne her i Algade 38. Dem lejede jeg i første omgang for tre måneder, men der er kommet mange kunder, og forretningen går godt, så nu er der ingen tidsfrist på lejemålet, fortæller Henriette Pedersen.

Hun har stadigvæk sin butik i Kværndrup, som i marts genåbnede efter flere måneders renovering. Og der er kunder til begge butikker.

- Det er forskelligt udvalg i de to butikker, og det er ikke de samme varer, man kan få de to steder, forklarer Henriette Pedersen, der sælger tøj fra størrelse 36 til 56.

I 2008 åbnede Henriette Pedersen tøjbutikken Bellissima i en længe på den gård, hvor hun stadigvæk bor i Kværndrup. Her hjælper Henriette Pedersen (i rød jakke) kunden Anette Nyholm med at finde den rigtige størrelse under en pigeaften i 2008. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Annonce

Kunder fra Svendborg og Odense

Bellissima ligger centralt i Ringe på hovedgaden Algade og med parkeringspladser på Centrumpladsen lige bag forretningen.

- Vi ligger tæt på byens andre butikker, og det er dejligt med parkeringspladser tæt på. Jeg har mange kunder fra Svendborg og Odense, der er glade for, at man i Ringe kan parkere gratis i tre timer, siger Henriette Pedersen.

- I Svendborg er de trætte af, at man skal betale for at parkere, og i Odense er det svært at komme rundt i byen. Dels på grund af de mange vejarbejder som følge af letbanebyggeriet, men det er også blevet sværere at køre rundt i centrum, hvor mange veje er blevet ensrettet, siger Henriette Pedersen.

Den 51-årige butiksindehaver har tidligere arbejdet 11 år som indkøber på Svendborg Erhvervsskole samtidig med, at hun havde tøjforretningen i Kværndrup, men nu fokuserer hun fuldt ud på sine to Bellissima-forretninger.

- Normalt er jeg det meste af tiden i Kværndrup, men i december har jeg været meget i butikken i Ringe, fortæller hun.

Annonce

Det store januarudsalg

Lørdag 4. januar skydes udsalget i Ringe i gang.

- Jeg er med i Ringe Handelsstandsforening, så jeg er med, når der er udsalg. Jeg følger de to store udsalg, der er på året: I januar lige efter jul og i juni lige før sommerferien, siger Henriette Pedersen.

- Black Friday er jeg ikke vild med. Men jeg støtter op, når Ringe har Open by Night, siger Henriette Pedersen.

Når Bellissima har udsalg, er det bestemte varer, der sættes ned.

- Det er tøj fra efterårs- og vinterkollektionen. De varer, der kommer på udsalg, er varer, jeg har i butikken i forvejen. Jeg køber ikke specielt ind til udsalg, siger Henriette Pedersen.

Hun kan godt forstå, at nogle bliver sure over, at varer købt lige før jul som julegaver få dage senere kan blive sat ned på grund af udsalg.

- Personligt synes jeg også, det er træls. Men omvendt skal man også tænke på, at hvis man venter med at købe, til der bliver udsalg, så risikerer man, at den størrelse, man skal bruge, ikke er der, fordi den er udsolgt, påpeger Henriette Pedersen.

Henriette Pedersen er glad for den centrale placering, som hendes tøjforretning Bellissima har i Ringe. Foto: Hardy Hounsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Åben datastue i Husmandsstedet

Midtfyns Posten

Søndagsåbent på Egeskov Mølle

Annonce