Annonce
Midtfyns Posten

Black Days i Ringe: Black Friday spredes ud over flere dage

Mickael Simonsen, indehaver af Outdoor Fyn og aktivitetschef i Ringe Handelsstandsforening, oplever, at folk gerne vil handle i de lokale butikker. Arkivfoto: Michael Bager
Butikkerne i Ringe vil sprede den store handelsdag Black Friday ud på flere dage, så der bliver mindre risiko for den store trængsel og dermed mere coronasikkert at handle.
Annonce

Ringe: Den sidste fredag i november, Black Friday, er i løbet af de seneste år er blevet den store handelsdag med slagtilbud i butikkerne. Det er normalt lig med masser af folk i gaderne og butikkerne.

Men med coronavirus i omløb er menneskemylder og éndagstilbud en dårlig cocktail. Derfor bliver Black Friday i år til Black Days i Ringe.

- I Ringe Handelsstandsforening har vi opfordret butikkerne til at sprede de gode tilbud ud over flere dage, for eksempel onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Ved at strække det over fire dage undgår vi, at folk stimler alt for meget sammen, siger Mickael Simonsen, der er aktivitetschef i Ringe Handelsstandsforening og indehaver af butikken Outdoor Fyn.


Ved at strække det over fire dage undgår vi, at folk stimler alt for meget sammen.

Mickael Simonsen, aktivitetschef i Ringe Handelsstandsforening


- Den tendens har vi set mere og mere rundt omkring, hvor Black Friday bliver til Black Days. Det gavner både butikkerne og kunderne, som får en bedre oplevelse, når ekspedienterne har tid til at tage sig af folk i stedet for, at det hele skal foregå på én dag, siger Mickael Simonsen.

Annonce

Åbner tidligere

Men der bliver lavet noget ekstraordinært på selve Black Friday den 27. november.

- I Ringe vil butikkerne have åbent fra klokken 8 til klokken 20 fredag den 27. november. Det er noget nyt i Ringe, hvor vi tidligere først åbnede klokken 10. Men ved at åbne tidligt om morgenen får vi bedre mulighed for at sprede handlen, og vi tilgodeser også dem, der skal arbejde, mener Mickael Simonsen.

Annonce

Lokal handel

Black Friday har udviklet sig til at være Danmarks største handelsdag. Men frygten for at blive smittet med corona vil sikkert få nogle til at fravælge den store shoppedag. Måske vil de i endnu højere grad handle på nettet.

- Det kan man godt tro, men det er ikke sådan, jeg oplever det, når jeg hører fra handlende og forretninger i Ringe. Nogle har sagt, at de tidligere har handlet på nettet, men i år vil de handle i de lokale butikker. Folk vil gerne lægge deres handel lokalt, også i de fysiske butikker, mener Mickael Simonsen.

Annonce

Lever med coronaen

Men han erkender, at nethandlen er kommet for at blive.

- Min butik har også en webshop, hvor jeg kan se, at mange bestiller varer, siger Outdoor Fyn-indehaveren.

Men overordnet set mener han, at butikkerne nok skal klare udfordringerne i denne sære tid, hvor folk skal bære mundbind, når de bevæger sig ind i en butik.

- Folk har lært at leve med coronaen, og jeg forventer, at min fysiske butik stadigvæk vil have en pæn omsætning, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

En god kammerat: 14-årige Cecilie fra Risøhøj Håndbold er nomineret til kammeratskabspris og kan vinde 25.000 kr. til sit hold

Annonce