Annonce
Midtfyns Posten

Bonderøvene fra Årslev er Fyns bedste fodboldhold

Viktor Østrup-Mortensen, Marcus Jensen, Emil Riisom Pedersen, Noah Skov, Valdemar Munck og Frederik Wind fra Aarslev Boldklub med vindertrofæet efter finalesejren på 2-0 over OB i U12-rækken ved Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne i Odense Idrætshal dagen før nytårsaften. Foto: Kim Rune Jessen
Seks 11-12-årige drenge fra det midtfynske område skrev historie, da de som det første hold fra Aarslev Boldklub vandt Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne, hvor de blev kaldt for bonderøve af nogle af modstanderne.
Annonce

Årslev: OB dominerer fynsk fodbold, og som regel vinder superligaklubben fra Odense de fleste rækker ved Fyens Stiftstidendes store indefodboldstævne mellem jul og nytår.

Men denne gang skrev en flok midtfynske knægte historie, da Aarslev Boldklub for første gang strøg til tops og vandt en af rækkerne ved det traditionsrige stævne. U12-holdet fra Aarslev Boldklub vandt i finalen over favoritterne fra OB foran en næsten fyldt Odense Idrætshal med omkring 2000 tilskuere dagen før nytårsaften.

- Næsten alle i hallen holdt med os i finalen, fortæller de seks drenge, som her godt 14 dage efter triumfen stadigvæk har suset fra den store triumf i frisk erindring.

- Vi plejer aldrig at slå OB, og vi havde aldrig før vundet over Marienlyst, som vi slog i semifinalen. Nogle af spillerne fra de andre klubber kaldte os bonderøve, fortæller de midtfynske vinderdrenge.

I semifinalen mod Marienlyst kom Aarslev bagud 0-1 efter 17 sekunder, men Aarslev kom stærkt igen og vandt 3-1. Og siden blev det også til finalesejr på 2-0 over OB på mål af Emil Riisom Pedersen og Marcus Jensen.

Valdemar Munck i den gul-blå Aarslev-trøje i aktion mod OB i finalen ved Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne 30. december. Aarslev vandt finalen 2-0. Foto: Kim Rune Jessen
Annonce

Kærkommen revanche

De seks drenge, der vandt det skinnende sølvfad, er en blanding af spillere fra Årslev og andre små byer i det midtfynske. Noah Skov, 12 år, Emil Riisom Pedersen, 12 år og Marcus Jensen, 11 år er alle fra Årslev, Frederik Wind, 11 år, er fra Nyborg, Valdemar Munck, 11 år, er fra Vindinge og Viktor Østrup-Mortensen, 11 år, bor i Nr. Broby.

Flere af drengene var som U10-spillere også med i finalen for to år siden mod OB, hvor Aarslev også førte 2-0, men OB endte med at vinde 3-2 på et mål i de sidste sekunder. Så finalesejren over OB var en kærkommen revanche.

Det skinnende sølvfad er gået på omgang mellem spillerne, der har haft det hjemme på skift, så de alle kan mærke vindertrofæet tæt på.

Aarslev Boldklub har formået at samle spillere fra store del af det midt- og østfynske område, og omkring 45 spillere er med til træningen i U12-årgangen, oplyser træner Carsten Søndergaard.

Snart begynder udendørs-sæsonen, og drengene ser frem til at spille fodbold på græs. Men indtil da går de med stor iver ind til træningen på halgulvet mellem banderne i det indendørs fodboldspil, som de nu kan kalde sig Fyns bedste til.

Marcus Jensen jubler efter sin scoring til 2-0 for Aarslev Boldklub i U12-finalen mod OB ved Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne lige før nytår. Foto: Kim Rune Jessen
Aarslev Boldklubs vinderhold i U12-rækken ved Fyens Stiftstidendes indefodboldstævne: Øverst fra venstre træner Thomas Gregers Mortensen, Valdemar Munck, Marcus Jensen, træner Carsten Søndergaard. Nederst fra venstre Frederik Wind, Noah Skov, Emil Riisom Pedersen og Viktor Østrup-Mortensen. Foto: Kim Rune Jessen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

SF har valgt ny bestyrelse

Midtfyns Posten

Affaldsindsamling i Gislev

Annonce