Annonce
Midtfyns Posten

Brødre starter virksomhed og indsamling: - Vi synes, vi er gode til at føre idéer ud i livet

Brødrene Martin (tv.) og Morten Foli har begge sat nye ting i gang fra 1. april. Martin Foli har startet indsamling til Diabetesforeningen, og Morten Foli har åbnet en massageklinik i et kontorfællesskab ved Ringe. Foto: Sofie Ejlskov Hugger
Morten Foli fra Kværndrup har netop startet sin egen massageklinik i Ringe, mens hans bror, Martin Foli, samler ind til Diabetesforeningen ved at løbe et halvmaraton og cykle 75 kilometer på vejene mellem Faaborg og Odense.
Annonce

For brødrene Morten og Martin Foli fra henholdsvis Kværndrup og Odense ligger det i blodet at være gode til at sætte ting i gang.

Morten Foli på 23 år har siden 1. april drevet sin egen massageklinik lidt uden for Ringe, mens Martin Foli på 27 samme dag igangsatte en indsamling for Diabetesforeningen.

Indsamlingen kulminerer lørdag 11. maj, hvor han løber et halvmaraton og cykler 75 kilometer mellem Faaborg og Odense i foreningens tjeneste.

- Det ligger måske lidt til familien, uden vi har lagt mærke til det. Vi synes, vi er gode til at føre idéer ud i livet. Vores mor har også startet ting op, og flere familiemedlemmer er selvstændige, fortæller de to brødre.

For Morten Foli har massørvirksomheden været en mangeårig drøm, som han først nu er vendt tilbage til. Han er uddannet social- og sundhedshjælper og arbejder på Tingager Plejecenter i Ringe, mens virksomheden endnu er en sidebeskæftigelse. Han håber dog, at han på den lange bane kan komme til at leve af at massere.

- Den store drøm er jo at få ansatte og en reception, men det er også et rigtig svært marked, hvor der er mange om buddet, siger Morten Foli, der har taget sin massøruddannelse ved siden af jobbet på plejecentret.

Martin Foli (tv.) håber, at hans duatlon, som han gennemfører til fordel for Diabetesforeningen den 11. maj, kan blive en tilbagevendende begivenhed. Morten Foli (th.) skal også hjælpe til på dagen. Foto: Sofie Ejlskov Hugger
Annonce

Er en stædig person

Hvorfor har du valgt at blive selvstændig massør, hvis markedet er så svært at komme ind på?

- Jeg er vel en stædig person, hvad det angår. Hvis det ikke går, så prøver vi igen. Der skal mere til at slå mig ud af kurs. Og så får jeg jo at vide, at jeg er god til det, jeg laver. Jeg får en god respons, og folk kommer igen, siger Morten Foli.

Det med ikke at blive slået ud af kurs er også nærliggende for Martin Foli. Det er lidt mindre end et år siden, han fik konstateret diabetes, og her formåede han inden for forholdsvis kort tid at slutte fred med sin diagnose.

- Type et, som jeg har, er livsvarig, og så er der ikke så meget at gøre ved det, konstaterer han.

Formålet med hans indsamling for Diabetesforeningen er både at skabe opmærksomhed omkring diabetes og bevise, at man sagtens kan leve videre på normal vis, selvom man har fået sygdommen.

- Og så er det for at udfordre mig selv. De her distancer har jeg aldrig været ude på, især ikke efter jeg fik diabetes. Så jeg vil bevise over for mig selv og andre, at man kan det, man vil, forklarer Martin Foli.

Annonce

Har lavet opsamlingspunkter

Den 11. maj løber han klokken ni om morgenen fra Morten Folis klinik på Selagervej 5 i Ringe og til sin egen adresse i Odense. Herfra cykler han til Faaborg og tilbage igen. Han har arrangeret opsamlingspunkter, hvis nogle skulle have lyst til at følge ham noget af vejen. Det er klokken 10.30 ved Mcdonald's i Hjallese og klokken 15 ved tanken i Nr. Lyndelse.

Samtidig får han følgeskab af Morten Foli, der sørger for udstyr, drikkedunke, og hvad der ellers hører til.

- Jeg skal jo holde styr på ham og de ømme stænger, han får på turen, siger Morten Foli.

Martin Foli håber, at han kan skabe en tilbagevendende sportsbegivenhed, hvor der i fremtiden vil være mulighed for, at udefrakommende kan følge med hele vejen.

Selvom løbet først finder sted lørdag, har han allerede indsamlet en pæn sum til Diabetesforeningen, og der kan overføres penge til og med søndag 12. maj.

- Det er meget forskelligt, hvem der har overført. Jeg ved ikke, om det er for at støtte mig eller foreningen, men uanset om det er det ene eller det andet, betyder det rigtig meget for mig, siger han.

Der er mulighed for at støtte Martin Foli på nummeret BOX14217 på Mobilepay. Minimumbeløbet er 50 kroner.

Du kan også følge indsamlingen på facebooksiden Martin Foli's diabetes-indsamling.

Morten Folis massageklinik, Klinik Foli, kan findes via www.klinik-foli.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce