Annonce
Midtfyns Posten

Butikker overvinder coronakrise: Klar til sommerudsalg i Ringe

Jesper Larsen har i 24 år haft Tøjeksperten i Ringe, og i 16 år har han været formand for Ringe Handelsstandsforening. Formandsposten slipper han ved generalforsamlingen i september. Foto: Hardy Hounsgaard
Jesper Larsen, formand for Ringe Handelsstandsforening, ser frem mod sommerudsalget og er optimistisk oven på et hårdt forår, hvor hans egen forretning, Tøjeksperten, mistede en stor del af omsætningen og måtte sende medarbejdere hjem.
Annonce

Ringe: Coronakrisen har kunnet mærkes i Ringes butiksliv. Men det har ikke sat en stopper for sommerudsalget, der går i gang på fredag den 19. juni.

- Vi havde tidligere på foråret overvejelser, om vi skulle droppe udsalget i år. Men i takt med at samfundet er åbnet mere og mere, kan vi godt forsvare at holde udsalg. Der er jo ikke over 50 mennesker på det samme sted. Her i min butik er der eksempelvis god plads, og folk er gode til at vise hensyn til hinanden også i andre butikker, siger formanden for Ringe Handelsstandsforening, Jesper Larsen fra Tøjeksperten.

Ringe Handelsstandsforening havde planlagt nogle sommeraktiviteter som en mandedag og et kræmmermarked, men dem har corona sat en stopper for.

- Vi har ikke nogle planlagte aktiviteter før fredag den 4. september, hvor vi har Open By Night, som er en uge senere i forhold til det oprindelig planlagte, siger Jesper Larsen.

Annonce

Alene i butikken

Siden statsminister Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 11. marts, har der været færre kunder end normalt i butikkerne. Også hos Tøjeksperten.

- Jeg har mistet op mod halvdelen af min omsætning og har haft to medarbejdere sendt hjem med lønkompensation fra den 12. marts til sidst i maj. Nu er de tilbage på arbejde, og selv om jeg ikke er oppe på samme niveau som før krisen, så går det fremad, og jeg er fortrøstningsfuld, siger Jesper Larsen, der i et par måneder har været ene mand i butikken uden andre ansatte.

- Folk har ikke haft brug for nyt tøj til de fester, der er blevet aflyst. Det er gået ud over forretninger som min og eksempelvis smykkebutikker, men når jeg kigger ud af vinduet og kigger over på forretninger som Matas, Punkt 1 og Bog & Idé, så har de haft stort set normal omsætning. Så det er forskelligt, hvordan coronakrisen har ramt handelslivet, siger Jesper Larsen.

Trods dykket i omsætningen har han haft åbent gennem hele coronakrisen. At lukke butikken midlertidigt var ikke inde i hans overvejelser.

- Jeg har det ligesom landmanden, der skal passe sine køer. Jeg holder butikken åben for at stå til rådighed for kunderne, siger Jesper Larsen.

Annonce

Lokal opbakning

Krisen har ikke taget livet af nogen butikker i Ringe.

- Der er mange gode takter i byen. Der bygges nye huse, og der kommer flere tilflyttere. Der er også åbnet nye butikker som Karens Køkken. Folk er blevet bedre til at støtte lokalt under krisen. Jeg hører om flere, der gerne vil støtte de lokale butikker og handler lokalt i stedet for på nettet. Folk er rykket tættere sammen i bussen, og det er noget af det gode, der er kommet ud af krisen, siger Jesper Larsen.

Han tror ikke, at frygten for coronasmitte vil holde nogen fra at komme til udsalget.

- Det kan godt være, at nogle holder sig hjemme den første dag af den grund, men så kommer de på et andet tidspunkt, siger Jesper Larsen.

Udsalget begynder fredag 19. juni klokken 8, hvor forretningerne har åbent til klokken 18. Lørdag er der åbent til kl. 15 og som noget nyt har forretningerne også åbent søndag den 21. juni til klokken 15.

- Det er noget nyt, vi prøver i år, siger Jesper Larsen, der har været selvstændig med Tøjeksperten i Ringe siden 1996.

Annonce

Stopper som formand

I 16 år har han været formand for Ringe Handelsstandsforening og 20 år har han været med i bestyrelsen, men nu er det ved at være tid til et skifte på formandsposten.

- Jeg har besluttet mig for at stoppe som formand på næste generalforsamling, som vi holder til september. Vi skulle egentlig have holdt den her i foråret, men den blev udskudt på grund af corona. Det bliver godt med nye kræfter på formandsposten, og vi har en stærk bestyrelse, siger Jesper Larsen, der fylder 54 år den 18. juni.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Konfirmationer uge 33

Annonce