Annonce
Midtfyns Posten

Cecilie fik job efter praktikophold: Talentprojekt beriger både praktikant og Egeskov

Cecilie Aavang Olsen har som praktikant på Egeskov Slot produceret en digital slotsguide. Her står hun sammen med greve Michael Ahlefeldt-Laurvig-Bille og manden med kameraet, Emil Lang Skovbølling. Foto: Egeskov Slot
Den nyuddannede kandidat i kultur og formidling, 27-årige Cecilie Aavang Olsen, har i sin praktik på Egeskov Slot lavet en digital slotsguide, og nu har hun fået et job ved Tønder Bibliotekerne.

Egeskov: Kort efter at 27-årige Cecilie Aavang Olsen havde bestået sin sidste eksamen ved SDU og dermed kunne kalde sig kandidat i kultur og formidling, løb hun ind i et ret akut problem. På grund af coronakrisen var det nemlig meget småt med kultur og formidling generelt og med nye job i særdeleshed.

- Jeg blev færdig i sommeren 2020, men jeg havde ikke fået job, da det hele lukkede ned igen, og der skal jeg gerne indrømme, at jeg mistede lidt af mit overskud, siger Cecilie Aavang Olsen i en pressemeddelelse.

Af samme årsag takkede hun ja, da hun fik muligheden for at blive tilknyttet Next Talent i interesseorganisationen Fynsk Erhverv, som har til formål at sikre de fynske virksomheder optimale vækstvilkår.

Annonce

Praktikaftale med Egeskov

Gennem Fynsk Erhverv blev Cecilie Aavang Olsen koblet på en fast konsulent, og i fællesskab afdækkede de Cecilies kompetencer, hvilket hurtigt resulterede i et match med Egeskov Slot, hvor en online jobsamtale resulterede i en praktikaftale med start den 1. februar i år.


Jeg har lavet formidling før, og her fik jeg lov til at være med til at producere deres nye slotsguide, og på den måde har jeg også udviklet mine evner, mens jeg har været her.

Cecilie Aavang Olsen


- Da jeg hørte om muligheden, tænkte jeg med det samme, at det kunne være sjovt at prøve, fordi det kombinerede mine kompetencer. Jeg har lavet formidling før, og her fik jeg lov til at være med til at producere deres nye slotsguide, og på den måde har jeg også udviklet mine evner, mens jeg har været her, siger Cecilie Aavang Olsen.

Cecilie Aavang Olsen fik en praktikaftale på Egeskov Slot den 1. februar, og hun nåede at få produceret en digital slotsguide, så den var klar til åbningen den 24. april. Foto: Egeskov Slot

Værdien af praktiktiden kom meget hurtigt til syne. Således er Cecilie Olsen netop blevet ansat ved Tønder Bibliotekerne, hvor hun fremover ligeledes skal gøre brug af sine kompetencer inden for kultur og formidling.

Annonce

Gensidig glæde over projektet

På Egeskov udtrykker Event- og Marketingchef Lene Pedersen stor glæde over, at virksomheden overlod opgaven med den nye slotsguide til Cecilie Olsen, selvom hun ikke på forhånd kunne prale med et meget langt CV.

- Vi havde beskrevet den konkrete opgave og en indholdsfortegnelse i grove træk, så på den måde var der både plads til, at Cecilie havde noget at rette sig efter, samtidig med, at hun kunne sætte sin faglighed i spil. Hun har været en god sparringspartner for os, og hun har beriget os på mange områder, siger Lene Pedersen, der understreger, at den nu forhenværende Next Talent-praktikant overholdt alle deadlines på projektet til trods for hendes begrænsede erfaring.

- Cecilie skulle være klar med vores digitale slotsguide den 24. april, så den var på plads til genåbningen, og det var hun. Det var en temmelig stor opgave, men hun har med sin faglighed og fokus på opgaven hjulpet os i mål, og hun har været god til at holde os andre på plads, når vi var på vej i mange forskellige retninger, konstaterer Lene Pedersen, som er særdeles godt tilfreds med hele forløbet.

- Vi er glade for, at vi har haft en win-win-situation, som vi alle har fået noget godt ud af. Vi fik slotsguiden, og Cecilie kom i arbejde. Det kunne ikke have været bedre, siger Lene Pedersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Marked ved Egeskov Mølle

Midtfyns Posten

Midsommerfejring i Ryslinge

Annonce