Annonce
Midtfyns Posten

Corona-restriktioner gør ondt: Butikslivet i Ringe bekymret over nedlukning

Mickael Simonsen, indehaver af Outdoor Fyn og aktivitetsformand i Ringe Handelsstandsforening, har i sine 32 år i butiksbranchen aldrig oplevet, at hans forretning har været tvangslukket i foreløbig tre uger, og det bekymrer ham. Arkivfoto: Michael Bager
Den forlængede nedlukning af detailhandlen til og med den 17. januar vækker bekymring hos Ringe Handelsstandsforening. Aktivitetsformand Mickael Simonsen frygter, at butikkerne får en overflod af varer og må sælge dem uden at kunne tjene penge.
Annonce

Ringe: Lyset er slukket, og dørene låst hos alle butikker, der ikke sælger dagligvarer. Sådan har det været siden jul, og efter regeringens beslutning om at forlænge nedlukningen af detailhandlen med yderligere 14 dage frem til og med den 17. januar, kan butikkerne imødese tre uger uden kunder.

- Det er meget slemt for detailhandlen. Vi mangler det pengeflow, der plejer at være mellem jul og nytår samt i starten af januar, hvor vi plejer at begynde udsalget, siger Mickael Simonsen, aktivitetsformand i Ringe Handelsstandsforening og indehaver af Outdoor Fyn.

- Vi respekterer nedlukningen og håber, at vi snart får lov til at åbne igen, siger Mickael Simonsen.


Det er meget slemt for detailhandlen. Vi mangler det pengeflow, der plejer at være mellem jul og nytår samt i starten af januar, hvor vi plejer at begynde udsalget.

Mickael Simonsen, aktivitetsformand i Ringe Handelsstandsforening


Han er ikke overrasket over, at statsminister Mette Frederiksen (S) valgte at fortsætte restriktionerne med lukningen af butikkerne.

- Det kommer ikke bag på mig, men jeg havde håbet, at det kun blev forlænget med en uge, så vi kunne åbne igen den 11. januar. Så havde vi haft mulighed for at få gang i salget. Nu begynder det at spidse til, siger han.

Annonce

Overflod af varer

Tøj- og skobutikker risikerer at brænde ind med varer, da nye kollektioner er på vej.

- I modebranchen bruger vi januarudsalget til at komme af med de gamle varer, og dem kan vi ikke komme af med nu. I stedet må varerne sælges til en endnu lavere pris, fordi der bliver en overflod af varer, når vi engang må åbne igen, og det giver mindre på bundlinjen, siger Mickael Simonsen.

- Desuden kan vi løbe ind i pladsproblemer, for der bliver ved med at komme nye varer, som vi skal have plads til, men vi kan ikke få solgt de gamle, påpeger han.

Annonce

Ikke brug for nyt tøj

2020 har været et udfordrende år for de butikker, der ikke sælger dagligvarer.

- Folk har ikke været til fester, så de har ikke haft brug for at købe nyt tøj. Og da Danmark lukkede ned i marts, fik den del af detailhandlen, der ikke lå i storcentre, fortsat lov til at holde åbent. Men der var ikke meget at lave, for folk blev også væk fra vores butikker. Så selv om vi havde åbent, var der så stille i butikken, at vi nogle gange måtte ud og mærke efter, om vi mon var kommet til at låse døren, fortæller Mickael Simonsen.

Til gengæld gik julehandlen godt i december, hvor butikkerne i Ringe havde åbent helt frem til jul i modsætning til storcentrene i Odense og andre steder, der blev lukket allerede en uge inden jul.

- Butikkerne i Ringe har haft en stor lokal opbakning i efteråret og december, og da folk ikke længere kunne handle i Rosengårdcentret, kom der flere kunder til de lokale butikker op mod jul. Jeg har hørt fra flere butikker i Ringe, at de har oplevet en tilstrømning af kunder fra både det nære og fjernere opland op mod Odense, siger Mickael Simonsen.

Annonce

Udsalg udskudt

Udsalget i Ringe er foreløbig udskudt til sidst i januar, men det kan være, at det må rykkes yderligere afhængig af, om lukningen af butikslivet fortsætter, eller om der kommer andre restriktioner.

- Det har vi ikke taget stilling til endnu. Der kan ske så mange ting, siger aktivitetsformanden i handelsstandsforeningen.

I stedet for at ekspedere og vejlede de kunder, som ikke er der i disse uger, bruger Mickael Simonsen tiden på at pakke varer til bestillinger fra butikkens webshop, som oplever stigende omsætning.

Men han savner at kunne holde den fysiske butik åben.

- I de 32 år, jeg har haft butik, har jeg aldrig prøvet at gå alene rundt i min butik mellem jul og nytår. Det er bekymrende at skulle holde lukket så lang tid ind i januar. Det påvirker os. Vi kan ikke blive ved med at gå og tørre disken af og pudse vinduer, siger Mickael Simonsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

En god kammerat: 14-årige Cecilie fra Risøhøj Håndbold er nomineret til kammeratskabspris og kan vinde 25.000 kr. til sit hold

Annonce