Annonce
Midtfyns Posten

Den skæve vinkel: Troels Stubagers dejlige ferieminder

Troels Stubager holder kaffepause med en smuk udsigt på cykelturen ned gennem Jylland. Privatfoto
67-årige Troels Stubager har de seneste 30 år har været formand for Ringe Svømme-Klub. Den tidligere skolelærer er en aktiv pensionist, der elsker at komme ud i naturen og røre sig. Læs her, hvem han godt kunne tænke sig at være, hvis han skulle være en anden.
Annonce

Hvad fik du til frokost?

- Jeg er sammen med min kone 10 dage på cykeltur med al oppakning i cykeltasker og på bagagebæreren. Vi startede helt i nord i Skagen, derfra gik turen til Frederikshavn, og så cyklede vi på Hærvejen mod syd. Der er jo ikke plads til den store madkurv, så vi handler fra måltid til måltid. Derfor bliver det nok lidt ensidigt, men alligevel smager det fantastisk med tre lækre rugbrødsmadder med skinkesalat, med vidunderlig udsigt over Hald Sø.

Hvilken regel har du sværest ved at følge?

- Generelt mener jeg, det går helt godt med at følge alle regler – hvis jeg selv skal sige det.

Tror du, at der findes UFO’er?

- Næh.

Troels Stubager

Troels Stubager er 67 år og bosat i Ringe med sin hustru. De har fire børn og seks børnebørn.

Han er uddannet lærer i 1976 og var i 26 år ansat på Ryslinge Sogneskole, inden han skiftede til Nordagerskolen i Ringe. Her skiftede han efter nogle år lærergerningen ud med titlen som afdelingsleder, inden han gik på pension i 2018.

I 30 år har han været formand for Ringe Svømme-Klub. En klub, han har været med i, siden den blev stiftet i 1967.

Troels Stubager fik Dansk Svømme Unions pris "Årets ildsjæl 2012", og samme år blev han udpeget til at deltage i dronning Margrethes havefest for frivillige fra hele landet.

I 2018 vandt han sølv ved VM i multisport i aldersgruppen 65-69 år i disciplinen aquatlon, hvor man svømmer 1 km og løber 5 km.

Er det ok at køre for hurtigt?

- Nej! Hverken i bil eller på cykel. De sidste to dage har vi cyklet rigtig meget på grusstier i bakket terræn. Med tung bagage læsset på cyklen giver det sig selv ikke at køre for hurtigt på cyklen – ellers var jeg da landet i grøften flere gange!

Troels Stubager nyder et glas rødvin i Hammer Bakker efter en lang tur på cykel inden overnatningen i et shelter. Privatfoto

Hvilket slags dyr kan du bedst lide?

- Her på turen har vi allerede set hugorm, ræv, fiskeørn og græssende gumlende køer, men overordnet er jeg mest fascineret af elefanter. Det er store majestætiske dyr, jeg har været heldige at se på flere rejser. Jeg har nydt synet af dem, når de har vandret, spist og badet.

Om serien: Den skæve vinkel

Når journalister interviewer politikere, plejer vi at tale om politik. 

Når vi interviewer erhvervsledere, handler det om deres virksomheder. 

Når vi interviewer kulturpersonligheder, handler det om deres kunst. Men sådan er det ikke i "Den skæve vinkel".

I interview-serien "Den skæve vinkel" er konceptet, at vi beder en række af vores sædvanlige interviewpersoner svare på spørgsmål, som ligger helt uden for det, vi plejer at spørge dem om.

Det kommer der både interessante, overraskende, rørende og morsomme svar ud af.

Serien bliver trykt i Midtfynsposten og Ugeavisen Faaborg.

Er du for eller imod dødsstraf?

- Imod.

Hvad vil det sige at være moderne?

- Jeg tænker, det er moderne, hvis man kritisk og med omtanke følger med tiden. Andre mener nok det er et spørgsmål om at være klædt i det hotteste nye, købe sidste udviklede teknologi mm, men for mig er det moderne at følge udviklingen i et roligere tempo og mere se på strømninger og så navigere efter dem.

Skal man altid sige, hvad man mener?

- Både og. Man behøver jo ikke i enhver situation sige noget. Jeg kan da godt blive træt af kommentarer og synspunkter fra nogle, der melder sig i en samtale eller diskussion, og kommer med kommentarer, der tydeligt viser, de ikke er inde i en sag. Ikke mindst på facebook.

Troels Stubager ved Den Tilsandede Kirke i Skagen. Privatfoto

Hvornår blev du voksen?

- Tjah. I nogle sammenhænge går der vist nogle år endnu…men mon ikke, det kommer med alderen.

Hvilken kendis ville du gerne bytte liv med for en dag?

- Nu går cykelturen om et par dage til Jelling. Her skal jeg se gravhøjene og runestenene til minde om Gorm den Gamle. Jeg synes, det kunne være spændende at bytte en dag med ham og se, hvordan Danmark så ud den gang!

Hvis du kunne gå tilbage i tiden, hvilket årti ville du så vælge?

- Jeg er klar til at tage hele forløbet en gang til. Jeg har haft og har stadig et dejligt liv, og alle de foreløbige syv årtier har været dejlige, på hver deres måde. Bortset fra tre års ophold i Svendborg, mens jeg læste på Skårup Seminarium, har jeg boet hele mit liv i Ringe og nydt byen, egnen og Fyn.


Jeg har haft og har stadig et dejligt liv, og alle de foreløbige syv årtier har været dejlige, på hver deres måde. Bortset fra tre års ophold i Svendborg, mens jeg læste på Skårup Seminarium, har jeg boet hele mit liv i Ringe og nydt byen, egnen og Fyn.

Troels Stubager


Hvad husker du bedst fra din barndom?

- Det er nok nogle dejlige sommerferierejser, hvor vi kørte i Morris 1000 med telt på tagbagagebæreren. Blandt andet til Skagen, det blev jeg mindet om forleden dag. Men også herlige ture til fjeldene i Norge.

Troels Stubager undervejs på sin cykeltur i Jylland på en grussti ved skov og eng. Privatfoto

Hvem i din familie minder du mest om?

- Jeg kan godt genkende træk fra både min mor og min far – men mest er jeg nok bare mig selv – for det har jeg altid fået lov til at være i min opvækst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Konfirmationer uge 33

Midtfyns Posten

Bliv klogere på FN's verdensmål

Annonce