Ringe: Kunderne kommer til at gå forgæves, hvis de har tænkt sig at handle i Lidl i Ringe på mandag, tirsdag eller onsdag. For Lidl på Bygmestervej lukker midlertidigt mandag den 8. februar og holder lukket i tre dage for at blive bygget om, inden dørene slåes op igen torsdag morgen den 11. februar.
Ombygningen af det mere end 1200 kvadratmeter store butikslokale er et led i en overordnet modernisering af samtlige Lidl-butikker i Danmark. En modernisering, der samlet set løber op i et trecifret millionbeløb, hvilket gør det til den største sammenhængende investering, der nogensinde er foretaget i de danske Lidl-butikker.
Anders Frydendahl, salgsdirektør i Lidl DanmarkFor kunderne bliver det som at træde ind i en helt ny butik.
- For kunderne bliver det som at træde ind i en helt ny butik. De vil ikke kunne kende den igen, så meget vil der være blevet lavet om, når butikken åbner igen, siger Anders Frydendahl, salgsdirektør i Lidl Danmark, i en pressemeddelelse.
Kød og fisk tættere på grønt
Det nye består blandt andet i, at butikken vil indbyde til et andet indkøbsmønster, da der etableres såkaldte shop-in-shop områder for eksempel i vinafdelingen, og kølere med kød, fisk og veganske alternativer rykkes længere frem i butikken, så de kommer i umiddelbar forbindelse med grøntafdelingen.
- Det betyder, at man som kunde nu ret hurtigt kan beslutte sig for, hvad det er, man eksempelvis vil købe ind til aftensmad. Noget andet, kunderne vil opleve som nyt, er, at der er mere fokus på bake off-afdelingen, som bliver moderniseret. Der vil også være et øget fokus på convenience, siger Anders Frydendahl.
Kølefag rejses på højkant
Flere af butikkens kølere bliver skiftet ud med opretstående modeller i forbindelse med den gennemgribende modernisering af butikken.
- De gør det også lettere for personalet, når der skal fyldes varer i kølefagene. Det er vigtigt for Lidl, at medarbejdernes arbejdsdag er så gnidningsfri som muligt, derfor har det været en vigtig parameter, da det blev besluttet, hvordan de nye Lidl-butikker skal indrettes, siger Anders Frydendahl.
Han tilføjer, at en yderligere effekt af den nye indretning af Lidl-butikken er, at pladsen i butikslokalet udnyttes bedre, hvilket betyder, at man fremover kan tilføje endnu flere varer til butikkens sortiment.
Lidl i Ringe åbnede i september 2005 og ligger ved rundkørslen tæt ved motorvejen.