Annonce
Midtfyns Posten

Efter 30 år med kam og saks: Frisør i Ringe bliver bæredygtig og får nyt navn

Rikke Frost har haft frisørsalon i Ringe siden 2008. Nu gør hun den bæredygtig. PR-foto
Frisør R i Ringe laver partnerskab med Park Styling, som er et dansk frisørkoncept med fokus på bæredygtighed.

Ringe: I 30 år har Rikke Frost arbejdet med kam og saks, og nu bliver hendes frisørsalon i Ringe bæredygtig.

Frisør R i Ringe laver partnerskab med Park Styling, som er et dansk frisørkoncept med fokus på bæredygtighed. Indehaver Rikke Frost ser det som en investering i fremtiden, og der kommer blandt andet en helt nyudviklet serie af skånsomme produkter i salonen, som samtidig ændrer navn til "Park By Frisør R".

30 år som frisør

I år er det 30 år siden, at Rikke Frost blev udlært som frisør, og efter et dusin år i faget blev hun i 2004 selvstændig med egen salon i Krarup. I 2008 åbnede hun også en salon i Ringe, som hun i 2010 valgte udelukkende at satse på, da hun i mellemtiden også var blevet mor til to. I de første 10 år lå salonen i Jernbanegade, men i 2018 flyttede den til dens nuværende placering på Stationsvej. Ud over Rikke Frost er der syv frisører og en elev ansat i salonen.

Selvom man har været selvstændig i mange år og har en stor salon, er det vigtigt at blive ved med at udfordre sig selv og investere i fremtiden. Derfor indleder Rikke Frost nu et samarbejde med Park Styling, der er et dansk frisørkoncept med fokus på bæredygtighed og faglig udvikling. Park Styling er et fællesskab af selvstændige frisører, hvor man deles om eksempelvis uddannelse og en nyudviklet skånsom produktserie.


Det er rigtig vigtigt for mig at blive ved med at få ny inspiration og sørge for, at salonen er attraktiv at arbejde i for mine piger, og at vores kunder mærker, at vi brænder for vores fag.

Rikke Frost, indehaver af Park By Frisør R


- Det er rigtig vigtigt for mig at blive ved med at få ny inspiration og sørge for, at salonen er attraktiv at arbejde i for mine piger, og at vores kunder mærker, at vi brænder for vores fag. Med Park Styling får vi adgang til den seneste udvikling inden for frisørfaget gennem kurser og sparring, og vi får også en ny produktserie. Desuden har vi nu et hav af nye kollegaer landet over, som vi kan erfaring og inspiration med. Det bliver en stor gevinst for os, siger Rikke Frost i en pressemeddelelse.

Annonce

Bæredygtighed og kvalitet

Der stilles høje krav til en frisørsalon, som vil være en del af Park Styling universet, og det sker for at værne om den gode kundeoplevelse både i forhold til kvaliteten af klipningen og i forhold til den oplevelse, som det skal være at gå til frisør, oplyses det i pressemeddelelsen.

Park Styling fører sin egen serie af skånsomme produkter, hvor der er pant på emballagen. Desuden kan personalet hos de selvstændige frisører komme på kursus regelmæssigt og indgår også i et landsdækkende erfa-netværk med de andre partner-saloner.

Der er flere end 60 Park Styling saloner landet over. Park Styling blev lanceret i 2018 og har kontorer i Kolding, København og Oslo.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Klumme: Ekspropriation

Annonce