Annonce
Midtfyns Posten

Efter flere års arbejde: Sauna på plads ved populær badesø

Den har været længe undervejs, saunaen ved Lille Ibjerg Sø. Men nu er den placeret på søbredden, og til vinter kan den tages i brug. Privatfoto:   
Ihærdigt arbejde fra en flok frivillige har nu resulteret i en sauna på søbredden ved Lille Ibjerg Sø i Tarup-Davinde. Nu skal der anlægges badebro og omklædningsfacilitet, så saunaen kan være klar til november.
Annonce

Tarup-Davinde: Naturområdet Tarup-Davinde med de 50 søer er et attraktivt område for blandt andet løbere, cykelryttere og som udflugtsmål for familier, og nu bliver området udstyret med endnu en mulighed.

For cirka fire år siden stiftede lokale folk foreningen "Lille Ibjerg Sø-sauna" med målet at få skaffet en sauna til Lille Ibjerg Sø, og ideen udsprang egentlig i Årslev Løbeklub, hvor løbeture blev afsluttet med et, til tider, koldt dyk.

Inden længe bliver det muligt at få varmen i saunaen, for forleden kunne Søren Peter Johansen og flere andre fra foreningen med glæde konstatere, at den kom på plads ved den populære badesø.

- Der er mange formål med det her. Men vi mangler en sauna i området, og vi skal køre til Faaborg, Kerteminde eller Odense for at få varmen. Foreningen er faktisk stiftet af vinterbadere, og vi har savnet lidt at varme os på, når vi har været i det kolde vand om vinteren, siger Søren Peter Johansen.

Annonce

Badebro og omklædning

300.000 kroner er der samlet ind til projektet.

- Saunaen er ikke helt klar til brug endnu, for vi skal have lavet et saunakompleks med mulighed for omklædning, og der bliver også lavet en badebro og trapper ned til vandet, forklarer Søren Peter Johansen og tilføjer.


Den vil være åben for andre end lige vinterbadere, og vi går ind for, at mange skal have mulighed for at bruge saunaen. Vi samarbejder med triatlonsvømmere, og cykelrytterne er også interesseret, så den er ikke bare for en lille eksklusiv klub.

Søren Peter Johansen, Foreningen Lille Ibjerg Sø-sauna


- Det har vi penge til. Vi har samlet 300.000 kroner ind, og vi havde faktisk store ambitioner med et byggeri til næsten to millioner kroner, men det kunne vi ikke skaffe penge til. Bliver vi nu mange flere medlemmer og får brug for mere plads, så må vi købe en sauna mere, lyder det med et smil på læben fra ham.

Selv om saunaen først lige er landet i det midtfynske naturområde, er der interesse fra flere sider.

Fra saunaen bliver der udsigt over søen. Privatfoto

- Den vil være åben for andre end lige vinterbadere, og vi går ind for, at mange skal have mulighed for at bruge saunaen. Vi samarbejder med triatlonsvømmere, og cykelrytterne er også interesseret, så den er ikke bare for en lille eksklusiv klub, påpeger Søren Peter Johansen.

Annonce

Nye muligheder

Projektet er gennemført i samarbejde med Tarup-Davinde I/S.

- Udgangspunktet har været borgernes ønsker, og derfor har vi indgået det her partnerskab, hvor saunagruppen skal drive deres del, og så kan naturskolen leje den ud, når den ikke benyttes, forklarer sekretariatslederen, John Henriksen.

Han påpeger, at omklædningsfaciliteten bliver udstyret med opbevaringsplads. Blandt andet til sikkerhedsudstyr, som skal bruges, når åben vand-banen benyttes. Det er blandt andre Odense Tri og Ringe Tri, der gør det.

Saunaen varmes op med brænde, og den har plads til 10 på én gang. Privatfoto

- Det giver helt nye muligheder, og selv om det ikke er verdens største sauna, er det et super fint sted, og det bliver godt, når vi nu får lavet det sidste.

Annonce

Lokale skaffer brænde

Cirka 100 medlemmer har saunaforeningen på nuværende tidspunkt. Det koster 100 kroner at blive medlem.

- Som jeg kan se på listen over saunaforeninger, er det ikke så tosset i og med, at vi ikke rigtig er startet endnu, bemærker Søren Peter Johansen, som gerne ser og forventer flere medlemmer.

- Hvor meget det kommer til at koste årligt, det er vi ved at finde ud af. Det kan være, at det kommer til at koste 200 kroner om året, og det går primært til brænde, så vi kan få noget varme på, siger Søren Peter Johansen.

Foreningen Lille Ibjerg Sø-sauna

Foreningen Lille Ibjerg Sø-sauna har i samarbejde med Tarup-Davinde I/S fået støttemidler på cirka 300.000 kroner til projektet.

Marius Pedersen Fonden, Lokale og Anlægsfonden og den Den Faberske Fond har alle bevilget penge. Også penge fra udviklingspuljen i Faaborg-Midtfyn Kommune har bidraget til, at saunaprojektet nu er en realitet.

Indmeldelse i foreningen koster 100 kroner. Ønsker man at være medlem, indbetales pengene på konto 5391 - 0000254360 med navn som tekst.

Efterfølgende sendes en email til sauna@bakkegaard.dk med titlen "indmeldelse" samt navn og adresse.

Brændet, der skal sørge for varmen, hentes helt lokalt. Her er der indgået en aftale med Skovhjælperne. Det er udviklingshæmmede, der har opgaven med at vedligeholde området.

- De skal hjælpe med at skaffe brænde til os, og så tjener de nogle penge på det, siger Søren Peter Johansen, der forventer, at saunaen kan tages i brug til november.

Søren Peter Johansen, siddende, er en af dem, der var med til at starte foreningen, der nu har skaffet en sauna til søen. Yderst til venstre er det John Henriksen, sekretariatsleder i Tarup-Davinde I/S. Privatfoto
Lille Ibjerg Sø er nu udstyret med en sauna. Privatfoto
Lille Ibjerg Sø er nu udstyret med en sauna. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Marked i Dømmestrup

Midtfyns Posten

Spion-thriller i Ringe Bio

Midtfyns Posten

Spil petanque på Midtfyn

Midtfyns Posten

Caféquiz på Gluds Café

Annonce