Annonce
Midtfyns Posten

Elever løb 300 kilometer på 14 dage: Nanna og Lasse løb skærmtrætheden væk under gymnasiets nedlukning

Som et afbræk fra skærmundervisningen løb eleverne på Midtfyns Gymnasium under nedlukningen. Nanna Stokholm og Lasse Friis Waltersdorff fra 1.y på Midtfyns Gymnasium løb over 300 kilometer i løbet af 14 dage. Privatfoto
Under nedlukningen udfordrede to lærere elever fra Midtfyns Gymnasium til en løbechallenge. Mange elever tog imod udfordringen, og vinderne endte med at løbe over 300 kilometer i løbet af 14 dage.

Ringe: - Snør løbeskoene og kom afsted.

Sådan lød beskeden søndag den 3. januar på Midtfyns Gymnasiums instagramprofil. Her startede to lærere en løbechallenge, hvor de udfordrede gymnasiets elever i, hvem der kunne løbe flest kilometer på de første 14 dage af nedlukningen. Vinderne endte med over 300 kilometer i benene, oplyser gymnasiet i en pressemeddelelse.

Da det blev klart, at danske skoleelever ikke ville komme tilbage til fysisk undervisning efter nytår, besluttede to lærere på Midtfyns Gymnasium at udnytte de første 14 dage til at give eleverne en løbeudfordring.

Lærerne Rune R. Clausen og Stinna Pedersen ønskede at starte året med fokus på noget andet end lockdown og hjemmeundervisning.

- Vi ville gerne motivere eleverne til at bevæge sig, når nu de skulle sidde så meget stille under nedlukningen, siger Rune R. Clausen, som underviser i idræt og samfundsfag.

- Vi ved fra nedlukningen i foråret, at det generelt går ud over elevernes trivsel, hvis de sidder for meget bag skærmen, så vi ville gerne skabe et incitament til motion og til at komme væk fra skærmen, siger Rune R. Clausen.

Annonce

Find en løbemakker

Konkurrencen gik ud på, at eleverne skulle finde sammen i teams bestående af to personer, og se hvem der kunne løbe flest kilometer tilsammen.

- Ved at lade eleverne være en del af et team, håbede vi, de kunne hjælpe hinanden med at holde gejsten og få hinanden til at hoppe i løbeskoene, siger Stinna Pedersen, der til daglig underviser i dansk og engelsk på gymnasiet.

- Eleverne skulle ikke løbe sammen eller samtidig, og der var ikke fokus på tempo, men bare på, hvor mange kilometer de som team kunne samle sammen, og om de mon kunne slå Rune og jeg eller nogle af de andre lærere. Og det viste det sig, at de kunne, siger hun.

Annonce

Over 300 km til vinderne

Mange af skolens elever deltog, men det blev Lasse Friis Waltersdorff og Nanna Stokholm fra 1.y, som tog sejren med hele 301 kilometer. Lasse og Nanna løber ellers ikke så meget.

- Men konkurrencegenet fik os revet med,og det resulterede i ømme ben, men en fed oplevelse, siger Lasse Friis Waltersdorff.

Lasse Friis Waltersdorff og Nanna Stokholm fra 1.y på Midtfyns Gymnasium løb over 300 kilometer i løbet af 14 dage. Privatfoto

Først havde de ikke regnet med, at de kunne løbe så meget, men som Nanna Stokholm udtaler:

- Jeg havde et mål om at nå 100 km i løbet af de 14 dage, men da jeg på sidstedagen opdagede, at vi ”kun” var 47 kilometer fra at runde 300 km, blev vi enige om, at så skulle vi bare ud og løbe langt.

De var dog ikke de eneste elever, der fik løbet langt. På andenpladsen kom Josefine Dalgaard fra 3.x og Nikoline Dalgaard fra 3.hq med 254 km, og på tredjepladsen kom Mikkel S. Jensen og Simon Stender fra 1.h med 223 km.

Lærerne måtte derfor se sig slået af eleverne.

- Vi synes selv, vi havde løbet meget, så vi blev overraskede over, hvor mange kilometer eleverne fik samlet, men det var fedt, at de tog udfordringen op og så mange bakkede op om ideen. Det har været sjovt - og hårdt, griner Rune R. Clausen.

Annonce

Ny udfordring

Nedlukningen er forlænget til foreløbig den 7. februar, og der må derfor tænkes i nye udfordringer.

- Det er vigtigt for gymnasiet ikke blot at varetage elevernes undervisning, men også deres fysiske og psykiske trivsel under nedlukningen, siger Stinna Pedersen og afslører, at lærerne allerede igen er gået i tænkeboks over, hvad en ny udfordring kunne være.

Hvis man vil se, hvordan det så ud, da Rune R. Clausen og Stinna Pedersen udfordrede eleverne til en løbechallenge, kan man se videoen på gymnasiets instagramprofil: mfgringe.

Som noget nyt er der denne uge indført fælles yoga hver torsdag i spisefrikvarteret samt 20 minutters ”God start på dagen”-motion dagligt med idrætslærer og pædagogisk faglig koordinator, Kamilla Karbo.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Syng dig glad i Nazarethkirken

Midtfyns Posten

Se video og alle billederne: Velkommen tilbage! - Butiksdrivende blev overrasket med påskeliljer

Midtfyns Posten

Boost din by: Brugsen hjælper butikkerne i Ringe med stort beløb

Midtfyns Posten

Natkirke i Nazarethkirken

Annonce