Annonce
Midtfyns Posten

En åben invitation fra redaktøren: Vær med til at booste din by og det gode humør

Ane Johansen, lokalredaktør på Midtfyn. Arkivfoto: Michael Bager

Vintergækkerne i haven er sprunget ud, og det er et sikkert tegn på, at foråret står for døren, og at vi går lysere tider i møde. Sidstnævnte gælder i mere end én forstand, for efter mere end to måneder, hvor lyset i butikkerne har været slukket, og dørene låst, kom regeringen med den længe ventede nyhed:

Butikkerne genåbner.

Det giver håb. Håb i en tid, hvor håb er afgørende.

Heldigvis har ingen forretningsdrivende i Ringe måttet dreje nøglen om hen over det, der føles som den længste vinter nogensinde.

Og ja, her er "heldigvis" nok det helt rette ord. For der er ingen tvivl om, at situationen er alvorlig. De enkelte butikker har været og er stadig under kolossalt pres. Aktivitetsformand i Ringe Handelsstandsforening Mickael Simonsen går endda så vidt som til at kalde det katastrofalt, hvis nedlukningen havde varet bare én måned mere.

Genåbningen kommer derfor på et afgørende tidspunkt. Men en genåbning er ikke nok i sig selv. Byen har brug for din og min hjælp.

Netop derfor er Midtfynsposten og Ringe Handelsstandsforening gået sammen om en kampagne, vi kalder Boost din by.

Kampagnen har to ben. Det ene er ønsket om at hjælpe butikslivet godt i gang efter nogle mørke måneder. Det gør vi blandt andet med en konkurrence, hvor du - ved at handle lokalt - kan vinde gavekort til byens butikker for 30.000 kroner.

Forstå mig ret. Det handler ikke om, at folk skal stimle sammen i hundredvis i byens gader og butikker. Vi skal naturligvis huske alle de gode vaner, som coronaen har lært os. Handle uden for myldretiden, spritte af og holde afstand for blot at nævne et par eksempler.

Tanken med kampagnen er derimod at minde os alle om, hvor vigtigt det er - og i dag mere end nogensinde - at lægge vores penge lokalt. Hvis vi altså fortsat ønsker en levende handelsgade i Ringe.

Det ønsker vi i dén grad på Midtfynsposten. Derfor kan du i denne uge og i de kommende uger læse en række historier om bymidten, forretningerne og de mennesker, der gør butikslivet i Ringe til noget særligt.

Det andet ben i Boost din by-kampagnen - for der er jo to - er at sprede godt humør.


Har du - som forening, virksomhed eller privatperson - en god idé til noget, der kan være med til at booste Ringe eller skabe smil i bybilledet, så ræk ud til os.

Ane Johansen, redaktør


Indrømmet, jeg er blevet det, som statsministeren ville kalde corona-træt, og jeg har det, som Søren Brostrøm ville kalde corona-kvalme.

Jeg savner fællesskabet. Jeg savner den daglige ping-pong ved redaktionsmøde-bordet med mine kolleger, og jeg savner at kunne se mine venner lige så ofte, som jeg plejede. Og åh, hvor mit 25-årige hjerte dog håber, at Midtfyns Festivalen og Heartland bliver til noget i år.

Jeg - og jeg er sikker på, jeg ikke er alene - trænger til lidt opmuntring. Derfor har vi i kampagne-teamet planlagt en række overraskelser rundt om i byen. Overraskelser, som jeg i sagens natur ikke vil løfte sløret for nu, men som jeg håber, kan sprede lidt glæde, god stemning og ikke mindst følelsen af fællesskab og af en by, der står sammen.

Vi kommer til at række ud til nogle foreninger og virksomheder for at bede om deres hjælp.

Men her er en åben invitation til dig, som også ønsker en by fuld af liv:

Har du - som forening, virksomhed, skoleklasse eller privatperson - en god idé, der kan være med til at booste Ringe eller skabe smil i bybilledet, så ræk ud til os.

Idéen behøver ikke være færdigbrygget. Det kan sagtens være en løs tanke eller blot ønsket om at bidrage.

Selvom jeg ville ønske, jeg kunne byde på en kop kaffe i mediehuset på Østergade, må jeg i denne tid stadig nøjes med at tilbyde en snak og sparring over telefon eller et webcam. Send mig en mail på anjoh@fyens.dk eller giv mig et kald på 65 45 58 41, så tager vi en kop kaffe i hver vores ende af linjen.

Jeg er nemlig overbevist om, at vi sammen kan sikre et rigt butiksliv. Og at vi, i takt med at foråret melder sin ankomst, for alvor kan få bragt smil, glæde og fællesskabsfølelsen tilbage i Ringe.

Jeg håber, du er klar på at give vores by et ordentligt boost.

Grafik: Mikkel Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Midtfyns Posten

Søndagsåbent på Egeskov Mølle

Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Litteraturkreds om sorg

Annonce