Annonce
Midtfyns Posten

Et kig i arkivet: Midtfynboer snød sig med til genforeningsafstemning

I år er det 100 år siden, der skulle stemmes om, hvorvidt Sønderjylland og Sydslesvig skulle være en del af Danmark. Afstemningen foregik i to zoner. Første zone blev igen dansk efter afstemningen, mens der i anden zone var tysk flertal. I fortællingen her følger vi et midtfynsk par, der ville opleve afstemningen i anden zone på tæt hold.
Annonce

Jeg har fundet Margrethe Hansens erindringer om afstemningen i 2. zone i 1920 frem. Margrethe blev gift med Hans Peder Hansen i 1911. De var begge præget af grundtvigianismen og blev nært knyttet til Frimenigheden og Folkehøjskolen i Ryslinge samt til Sødinge Friskole.

Margrethe fortæller, at hun i sin barndom i 1890’erne havde oplevet sønderjyder komme på besøg på hendes hjemegn i Vester Skerninge. Hun husker, at der ofte var en vemodig stemning under samtalerne. Der blev talt om ”det tabte land”. Ved fredsslutningen efter første verdenskrig kom muligheden for genforening via en folkeafstemning. Der var som bekendt afstemning i to zoner.

Afstemningen i 2. zone fandt sted 14. marts 1920. Hans Peder og Margrethe Hansen samt Hjalmar Aagaard (bror til den kendte komponist Thorvald Aagaard) ønskede at opleve dagen på nært hold.

Margrethe beretter, at de ikke kunne få pas, så de måtte snyde sig over. Fredag den 12. marts - to dage før afstemningen - tog de med første tog fra Ringe til Faaborg og fortsatte på cykel til Bøjden, hvor de fik en fisker til at sejle sig over til Als og landsætte dem på et sted, hvor der ikke var grænsevagt.

Da de var kommet i land, cyklede de over til Stevning Nor og tog derfra med damper til Aabenraa. Derfra cyklede de mod Hovslund, hvor de havde fælles bekendte. Her overnattede de til lørdag sammen med mange andre.

Et kig i arkivet

Vores folkemindesamlinger og lokalarkiver er fyldt med historier om folk og fæ, der har haft og har betydning for vores landsbyer og lokalsamfund i dag.

Vi har bedt arkiverne dykke ned i de mest dramatiske, spændende og interessante fortællinger for at kunne dele dem med jer læsere.

Lokalarkiverne og folkemindesamlingerne bidrager på skift med historier fra vores lokalområder.

Annonce

Moderlandet

Lørdag tog de toget til Flensborg, hvor de ankom klokken otte om aftenen. Da toget standsede, blev de aldeles overvældede af musik, et sekund tænkte fynboerne slet ikke på, at det var tysk, men det gik op for dem, at det var Deutschland Nationale. Aldrig havde de før hørt en så kraftig musik, det var næsten som om, den bedøvede dem helt.

Margrethe fortæller:

- Vi vidste, at der var danske møder fire steder, og vi gik da først til Borgerforeningen, men der var helt proppende fyldt, så vi gik til Holstensk Hus, og der fik vi siddeplads og overværede 4-6 taler, som det er mig en umulighed at skelne imellem. Det gør nu heller ikke så meget. Vi følte bare den understrøm, der bar det hele, at de ønskede og håbede, at de måtte blive danske. Hvor var der varme og begejstring i talerne, og hvor sang de smukt og stærkt ”Vort modersmål” og ”Der er et yndigt land”. At så se dem alle som en rejse sig og blotte hovederne, når de sang ”Vort gamle Danmark skal bestå”. Der var energi i hvert ord, og ingen sad sløve og ligegyldige. Nej det glemmer vi aldrig. Det er så underligt siden at tænke på, hvor en er bunden af sit land, og hvor det er farligt at rive noget bort fra moderlandet, det følte vi både imellem danskerne og tyskerne.

Annonce

Danskerne i undertal

Søndag den 14. marts 1920 hvor selve afstemningen fandt sted, var Margrethe og Hans Peder rundt i byen, og om aftenen fik de plads i Borgerforeningen. Tiden gik med taler, sang og musik, alt imens resultaterne kom. Især gjorde Elverhøjs smukke musik et stort indtryk. Folk jublede, klappede og råbte hurra for resultaterne, som de syntes lovede godt. Tyskerne demonstrerede og sang på gaderne hele natten. Dagen efter, mandag den 15. marts, viste det sig, at danskerne havde været i stort mindretal.

Margrethe og Hans Peder må være blevet i Sønderjylland resten af ugen hos venner eller familie (Margrethes søster boede i Over Jerstal), for Margrethe slutter sin beretning med at fortælle, at de forlod Sønderjylland søndag morgen. Der var konfirmation rundt omkring, og mange flag var oppe.

- Vi så dem bedre der, end som hjemme hos os selv. Vi så, hvor de var nye og rene i farverne alle, slutter Margrethe.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Marked i Dømmestrup

Midtfyns Posten

Spion-thriller i Ringe Bio

Midtfyns Posten

Spil petanque på Midtfyn

Midtfyns Posten

Caféquiz på Gluds Café

Annonce