Annonce
Midtfyns Posten

Et kig i arkivet: Vildsvinene i Ravnholt Dyrehave

Vildsvin i Ravnholt Dyrehave. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
For omkring 100 år siden var det et yndet udflugtsmål at tage til Ravnholt Dyrehave nord for Ryslinge og se på vildsvin.
Annonce

Ravnholt: Stamherren til Ravnholt, Ove Sehestedt Juul, lod i 1863 udsætte en vildorne og fem søer, der hurtigt formerede sig.

Vildsvinene var kendt langt ud over sognets grænser, således var der f.eks. den 15. november 1900 en artikel om dem i tidsskriftet ”Børnevennen” – et pædagogisk, moralsk, nationalistisk blad, hvoraf det fremgår, at der skulle en særlig tilladelse til at holde vildsvin, og de skulle hegnes ind.

Vildsvinebestanden var den eneste af sin art i landet, og det blev hurtigt et yndet udflugtsmål at tage til Ravnholt Dyrehave.

På Sofienlundsvej var der to store låger, og i forbindelse med dem et lille træskur. Hertil kom bommand Christian Christiansen cyklende fra bomhuset i Dalshuse for at sælge billetter, der gav adgang til det indhegnede område. Ryslingeborgere kunne dog få et kort, der gav adgang både til dyrehaven og til godsets park.

Bomhuset i Dalshuse 1913. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Tilbage i 1930'erne henvendte man sig til sognefoged Martin Mortensen, og hos ham kunne man få udleveret et personligt adgangskort. Kortet var vist nok kun gældende for en sæson. Sognefoged Martin Mortensen boede i Hestehaveskoven i Ryslinge, og hans søn Max Mortensen afløste ham sidenhen i embedet som sognefoged. Senere blev det skovfoged Nørregaard, der udstedte adgangskort.

Annonce

Udflugt til skovsøen

Når man så skulle på udflugt, pakkede man madpakkerne i store rabarberblade, så de kunne holde sig friske og kølige. Maden blev pakket ned i en trækvogn eller stoppet ned i barnevognen, og så spadserede hele familien afsted. Det var en lang spadseretur fra Ryslinge ad Sofienlundsvej.


Når man så skulle på udflugt, pakkede man madpakkerne i store rabarberblade, så de kunne holde sig friske og kølige.

Fra artiklen


Ved skovsøen lejrede familierne sig, snakken gik livligt, og børnene legede ved søens bredder. I dyndet fandtes der gaslommer, hvor de store drenge morede sig med at tænde ild.

På søndage med mange besøgende kom også bager Nielsen fra Ryslinge her til skovsøen. Han travede den lange vej med sin trækvogn læsset med lakrids og is. Det var et velkomment syn for alle børnene. Og familiefædrene lod sig ofte overtale til at spendere – man skulle jo nødig stå tilbage for naboen!

En flok vildsvin i Ravnholt Dyrehave på et postkort fra 1933. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Når klokken blev 5, kom skovfoged Nørregaard til stede ved vildsvinenes foderhus. Når han klaprede med foderkistens låg, ”slag på ædekassen”, kom alle vildsvinene styrtende til, og publikum fornøjede sig med at kigge på deres tummel. Det var underholdende, støjende og måske også lidt farligt.

Et kig i arkivet

Vores folkemindesamlinger og lokalarkiver er fyldt med historier om folk og fæ, der har haft og har betydning for vores landsbyer og lokalsamfund i dag.

Vi har bedt arkiverne dykke ned i de mest dramatiske, spændende og interessante fortællinger for at kunne dele dem med jer læsere.

Lokalarkiverne og folkemindesamlingerne bidrager på skift med historier fra vores lokalområder.

I krigsårene, hvor der var benzinrationering og det derfor var sparsomt med udflugter, blev besøgene hos vildsvinene en værdsat, tilbagevendende anledning til en familieudflugt.

De sidste vildsvin blev bortskudt i 1949.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Bliv klogere på FN's verdensmål

Midtfyns Posten

40-års jubilæum

Annonce