Annonce
Midtfyns Posten

Faaborg-Midtfyn får ny forening for slægtsforskere

Arne Clausen, Claus Manniche og Kristen Dalager Ditlevsen i gården ved den gamle byskole, hvor den nye forening for slægtsforskning får base. Foto: Palle Søby
Danske Slægtsforskere Faaborg-Midtfyn holder informationsmøde og stiftende generalforsamling i september. Det er den første lokale forening for slægtsforskere på Fyn uden for Odense og Svendborg. Tre pensionerede herrer fra Faaborg-området har taget initiativ til den nye forening.
Annonce

Faaborg-Midtfyn: Hvis du bor i Faaborg-Midtfyn og interesserer dig for slægtsforskning, vil du snart få helt nye muligheder for at slå dig løs og grave dig ned i din slægts og families historie - og måske sætte din interesse mere i system.

En ny forening er nemlig på vej: Danske Slægtsforskere Faaborg-Midtfyn.

Det er tre pensionerede ”gentlemen” – som de beskriver sig selv – der står bag den nye forening: Arne Clausen fra Millinge, Kristen Dalager Ditlevsen fra Faaborg og Claus Manniche fra Øster Hæsinge.

- Vi lever i en tid med en masse gøremål i hverdagen, fokus på effektivitet i jobbet og med mange tilbud i fritiden. Travlhed gør det nemt at glemme at se tilbage til dengang, farfar var ung. Mange har i dag mistet viden om deres forfædre og om familiens rødder og historie. Savnet om unik personlig viden er nok en af årsagerne til, at interessen for slægtsforskning i disse år er stigende. Også blandt unge. Hvad er slægtens baggrund? Hvor kommer du fra? Gemmer slægten på triste hemmeligheder eller eksotiske overraskelser? Slægtsforskning giver ofte kontante svar, skriver de i oplægget til den nye forening.

Danske Slægtsforskere Faaborg-Midtfyn

Det er tre "lidt ældre gentlemen", der prøver at etablere en lokal slægtsforskerforening i Faaborg-Midtfyn kommune:

Arne Clausen, 81 år, Millinge, civilingeniør og tidligere rådgiver i Cowi inden for veje og lufthavnsbyggeri.

Kristen Dalager Ditlevsen, 72 år, Faaborg, tidligere økonomichef og chef for borgerservice i Langeland Kommune.

Claus Manniche, 63 år, Øster Hæsinge, overlæge og professor.

Danske Slægtsforskere Faaborg-Midtfyn holder informationsmøde onsdag 11. september klokken 19 på Det Gamle Bibliotek i Grønnegade i Faaborg. Samme sted er der stiftende generalforsamling onsdag 25. september klokken 19.

Herefter er der planlagt foreningsmøder på følgende datoer, alle dage klokken 19 på Det Gamle Bibliotek:

9. oktober, 6. november, 4. december, 8. januar, 5. februar, 4. marts, 8. april og 6. maj.

Annonce

Velbesøgte cafémøder

Ideen udspringer af, at Arne Clausen i foråret holdt et par slægtsforskercafeer på Faaborg Bibliotek. De var velbesøgte med omkring 20 deltagere begge gange, og det fik ham til at gå videre med tanken om at oprette en egentlig forening.

Onsdag 11. september klokken 19-21 er der informationsmøde om den nye forening i Det Gamle Bibliotek i Grønnegade.

Samme sted skal der så være stiftende generalforsamling to uger senere, onsdag 25. september klokken 19.

Den nye forening bliver en underafdeling af den landsdækkende forening Danske Slægtsforskere. En repræsentant for hovedforeningen vil være til stede ved informationsmødet 11. september.

På Fyn er der i forvejen kun lokalafdelinger i Odense og Svendborg.

Annonce

Foreningsmøde hver måned

Formålet med den nye forening er at inspirere og hjælpe interesserede i gang med slægtsforskning, udveksle erfaringer mellem medlemmerne, holde arrangementer med foredrag og oplysning om slægtsforskning, udbrede kendskabet til it i forbindelse med slægtsforskning og indhente ny viden udefra gennem gæsteforelæsere.

Når foreningen er stiftet, er tanken, at medlemmerne mødes en onsdag aften hver måned klokken 19-21.30 i Det Gamle Bibliotek.

- Jeg forestiller mig, at vi måske en gang om efteråret og engang om foråret har en gæsteforelæser til vores medlemsaftener, siger Arne Clausen, der selv har interesseret sig for slægtsforskning lige siden sidste halvdel af 1980’erne.

Han får i øvrigt et særdeles travlt efterår, for ud over informationsmøde og stiftende generalforsamling har han tre nye slægtsforskercafeer: 17. september og 1. oktober på Ringe Bibliotek og 24. september Faaborg Bibliotek, alle tre dage klokken 14.

Og så skal han desuden undervise i slægtsforskning i AOF i Faaborg i den kommende vintersæson.

De tre initiativtagere til den nye forening fornemmer en stigende interesse for slægtsforskning. Fra venstre Kristen Dalager Ditlevsen, Claus Manniche og Arne Clausen. Foto: Palle Søby
I første omgang er der informationsmøde 11. september og stiftende generalforsamling 25. september. Herefter er det tanken, at den nye forening mødes en aften hver måned her på den gamle byskole i Grønnegade. Foto: Palle Søby
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Midtfyns Posten

Konfirmationer uge 33

Annonce